Glæden er ubeskrivelig, når vi kommer på besøg hos Bodil (og hendes og vores 2-benede familie!)
Diki hyler allerede, når vi parkerer, og Bodil kommer stormende og giver først “Mormor” (mig) en kærlig velkomst, og derefter leger de 2 Tibber vildt og inderligt, først i haven, og derefter i stuen, hvor de knurrer og gør så meget, at man kunne tro, de ikke ku’ lide hinanden, hvis man ikke vidste bedre. Vi kan godt høre, om det er alvor eller ej.
Efter at Diki er blevet kastreret, er det endnu sjovere, for nu er de “bare” legekammerater, og han er ikke fokuseret på kønsforskellen, som før, hvor han hele tiden rendte med snuden i numsen på Bodil, og man skulle holde godt øje med ham indendøre, hvor han ville strinte for at markere.
Han “snakker” utroligt meget, ikke mindst når han er sammen med Bodil og resten af familien, han kan modulere sin stemme, så vi er ved at dø af grin! F.eks. når han fortæller både Bodil og os, at hun har taget “hans” klov at gnave i, selv om han bare kan tage den anden klov – ork hvor kan han beklage sig!
Det er rigtig dejligt, og datteren har ret, når hun siger: “Er det ikke dejligt, at der nu ikke er så langt at køre hjem?”
