..er 2 forskellige ting, og jeg har lige brugt et par timer på at løse filterne!

Først mit nye strikketøj, som Diki havde snuppet – hvornår lærer jeg ikke at lægge det, så han kan nå det? Og det er noget dyrt garn, så jeg var nødt til at løse det – altså det lille skarn! Og det var meget filtret!

Og så tog han og jeg 1½ time i sofaen med børster, kam og spray, så han fik alle filterne i pelsen børstet og friseret igennem. Den fine længere og længere pels filter fra dag til dag – ja sommetider fra time til time, men jeg er blevet trøstet med, at om ca 8 måneder, så hjælper det!

Men vi er altså blevet gode til det – jeg er bestemt og lader ham ikke slippe. Til gengæld er han blevet rigtig sød til at blive og finde sig i det! Faktisk er han meget afslappet det meste af tiden, så det er næsten hyggetid!

Diki kan “multitaske” ! Han kan godt lege med sin foderbold, samtidig med at han holder en af yndlingsbamserne i munden – og..

.. klemmer bamsen, så den piver!

Nåh, det var ikke en bamse, men et elgsdyr! Af den bløde slags. Han elsker sine bløde dyr og bider dem ikke i stykker.

Dyygtig!

Jo, han ved godt, at han er flot!

Velbørstet og blød, blød, blød!

Jeg har haft det sådan, at jeg troede, det aldrig ville blive muligt at børste ham fredeligt og roligt uden kamp! Men det kan vi nu! Med børster og stålkam med grove tænder og så børste igen – stille og roligt, uden at jeg behøver at holde ham fast. Jeg bliver helt rørt!

Og nu vil jeg gerne have madro!! Tak!

Han er så lille og tynd, når han lige har været i bad! Men lækker – og han ved det!

Nu er han også blevet føntørret – det kan han godt lide! Han gasser sig foran føntørreren. Derimod er han ikke voldsomt begejstret for badekarret, men det går bedre og bedre. Nu skal vi ha’ den store børste-tur! Øj, så blir han lækker!

Han er så utroligt tålmodig med mig! Jeg har haft meget travlt i dag med at pakke patchworkmaterialer til forsendelse, og det er han helt klar over! Så lægger han sig ved siden af mig, men venter bare, til jeg har tid – til at gå tur – til at han komme med i bilen til posthuset – til han får mad! Han er altså kær!

Diki slapper stadig af – en lille smule træt efter Nytårsaften.

Det blev en dejlig rolig og hyggelig nytårsaften sammen med naboerne som mange andre nytårsaftener. God mad = lækkerier på Racletten, og vin, hygge, fyrværkeri for dem, der kan lide det, og natmad, som jeg ikke er så god til – så der takkede jeg af og gik hjem med min lille trætte Diki, som havde opført sig pænt det meste af aftenen – ja, han åd lige et nisse hoved – nej det nåede han ikke, men han stjal en lille nisse fra juletræets overdådige pynt med mange gamle, kønne sager (godt det ikke var en glaskugle!) og bed hovedet af den. Heldigvis afleverede han den, for der sad en lille spids tandstikker i!

Diki var ganske upåvirket af skyderiet, undtagen lige da det kulminerede kl 24 – da blev han en lille smule urolig, så han og jeg blev indendørs og hyggede os, mens der blev skudt af.

Så var han også træt, og han kunne næsten ikke vente på at komme op i sin seng, da vi kom hjem.

Det er dejligt at holde nytårsaften i trygge rammer med mennesker, man har kendt i mange år. Tak for i går!

I morges, mens det endnu var mørkt og øsregnede, mødtes jeg tilfældigt med en af mine naboer, der ligesom jeg var på luftetur med sin hund. De kender godt hinanden og hilser venligt og snuser behørigt, og vi slog følge det første stykke, hvor vi snakkede om, at Diki og især hans pels er vokset på det sidste. Hans hund er en dejlig, ung labrador, som bliver opdraget som jagthund, så vi snakkede om, at den i hvert fald ikke er bange for nytårsknalderiet, den løb rundt til vinduerne og skældte ud, da det startede, men ellers ikke noget.

Diki er heller ikke bange – første gang, der lød et knald, mens vi gik en tur, gav det et sæt i ham, og han løftede hovedet og kiggede forbavset rundt, mens jeg bare lod som ingenting. Men jeg har hørt, at det måske er, fordi han er hvalp, og angsten kan komme, når han bliver større.

Så jeg blev så glad, da naboen – den erfarne jæger – sagde: “Han virker nu meget nervefast!”

Diki skal ikke være jagthund, men derfor kan man jo godt være glad for, at han er nervefast. Og jeg kan godt se, at det er han. Han er aldrig bange for noget, selv store hunde løber han glad hen til, og dem møder vi mange af, sidst for få dage siden en fremmed, stor schæfer/rottweiler-blanding uden snor, men meget lydig i forhold til ledsageren, som vi mødte og fulgtes med.

Whisky veninde, en schæfertæve, som bor her på vejen, og hvis have, vi tit går forbi, er han også glad for, og hun kommer til hækken og hilser på os, hvis hun er ude. Hvis hun ikke er ude, kigger Diki længselsfuldt ind gennem buskene: “kommer hun ikke?”. Nu har hun fået hegn om sin have, efter at hun var begyndt at strejfe, men de kan stadig godt hilse på gennem hegnet.

Han er frisk og uforfærdet, min lille Diki.