Lækker – lækker!

Ja lækker, det er hvad han er, Diki efter vask og føntørring!

nyvasket

 Han var våd og beskidt, da vi kom hjem fra tur i sne og slud. Så det var det rigtige tidspunkt at give ham et lækkert bad med shampoo og conditioner!

Ikke så nemt at tage skarpe billeder, når han ikke kan stå stille mange sekunder ad gangen!

nyvasket 2

Bagefter blev han for første gang føntørret, det kunne han godt lide – efter lidt nervøsitet! 

Men “dæk” – det kan han! Han smækker sig ned – og glemte så lige at kigge på fotografen!

nyvasket 3

 Fin og blød efter børstning! Han skal med til 11 års fødselsdag i morgen, så han skal jo være fin!

Og han var bare så glad!

 

 

Jeg vandt kampen! – og Diki fik belønningen.

Det er stadig ikke nemt at “overtale” Diki til at blive børstet – jo, sådan almindelig børstning på ryggen og benene, det går fint, men på maven!!! Og i det hele taget, hvis der er små filteknuder (de får ikke lov at blive store) i de fine, fine hår, som hans pels består af, så spræller og vrider og vender han sig – og han er stærk! Og han har temperament!

Men jeg overgiver mig selvfølgelig ikke, jeg er mindst lige så stædig som ham! Og i dag lykkedes det endelig at få ham pacificeret, så jeg fik hele pelsen gået igennem med børste og en grov stålkam, der kan opløse filterne. Det var stadig ikke nemt, men han opdagede for første gang, at jeg er den stærkeste, og at jeg blev ved og ved med at vende ham om og holde ham fast, når han prøvede at vride sig fri.

Jeg brugte sækkepuden til at lægge ham i, så ligger han godt, og den hjælper med at holde ham på plads, bedre end et plant underlag som bordet, hvor han bedre kan vride sig. Og så føler han sig mere tryg ved at ligge i puden. Så han var omme på ryggen (!!!), mens jeg dels fik friseret det hele igennem, dels fik opløst de små filter. For første gang brugte jeg en saks (med flad spids) til at klippe knuderne igennem med, hvis de var for tætte, og så kunne jeg frisere dem ud. Det var ikke nogen stor bunke filt, der kom ud af det, men nu er det i bund.

Masser af godbidder som belønning undervejs, men det vigtigste var nok, at han oplevede, at jeg kan styre hans vilde modstand!

Og så gik vi tur i solskin og sne bagefter – ned til søen, hvor han fik lov at løbe løs med flyvende pels – vi nød det vist lige meget, for jeg var så glad for at se, hvor fin han er! Og han fløj af sted – han gik turen mindst 3 gange> et par meter frem – et par meter tilbage, og så frem igen, aldrig ret langt fra mig – snuse, undersøge alt, og pænt hen og få snor på igen.

Sådan en tur er en lise for sjæl og legeme!!

“Jeg er altså vokset fra den stol – men du har aldrig tid!”

Diki elsker sin lille sækkestol, som oprindeligt var syet til børnebørnene..

..men det er åbenbart, at den er for lille nu. Han ruller sig sammen, men er lige ved at trille ud!

Han kan ikke strække sig ud uden at ryge ud af stolen.

“Altså, kan du ikke se, at jeg skal have en ny og større?”

“Jeg opgiver! – hun syr og hun strikker – men har ikke tid til at sy en ny sækkestol til mig!??”

Jow – jow, jeg er i gang!

Diki kan ikke få nok af sneen

Jeg ved ikke, hvor mange gange, Diki har bedt om at komme ud i haven i dag!

Og så går det ellers rundt i hele haven med flyvende pels.

Og der bliver snuset og jagtet solsorte..

..og holdt øje med ???

Og så – ja så vil han gerne ud igen lige så hurtigt, han kommer ind – men nu er det baljen med lunkent vand til at opløse sneboldene i fanerne og under maven – det er han knap så vild med!

Jeg har skovlet lidt i den tykke, tunge sne, jeg tror, der er 7-8 cm. Jeg kan ikke holde til ret meget i skuldre og ryg, men en sti har jeg da fået lavet, og jeg skal ikke ud at køre i dag. Det var bare noget af det sjoveste for Diki, når jeg kastede skovlfulde af sne, og det gjorde ikke spor, at noget af det ramte ham!

Han har også taget en ordentlig tur med en stor brun labrador, der kom forbi og gerne ville lege. Det var lidt synd, for den ville gerne, men kan ikke tåle det pga rygproblemer, så pludselig stoppede legen. Og tænk, så lavede den strækøvelser! Og det hjalp! Ejeren fortalte, at det er en lidelse i ryggen, som normalt rammer schæfere, og den har ligesom Whisky gået til svømning med godt resultat. Den er 8 år gammel, men glemmer indimellen, at den ikke er hvalp længere og at den ikke kan tåle voldsom leg som i dag. Men mens vi snakkede, og den strakte ben og ryg ud flere gange, så fik den det bedre, det var helt tydeligt. Flot!

Diki på tur i sneen

Det er den allerbedste tur! I dejlig stille frost, sol og sne! Det er “Tibbe-vejr”, og når Diki så også kan få lov at løbe frit, så er han ovenud lykkelig!

Der bliver snuset og fulgt usynlige spor..

..og med flyvende faner springer han af sted..

..men venter også pænt og kommer tilbage! Han løber ikke langt væk, han holder øje med mig, og han kommer fint og får snor på! Dyygtig hund!

Ingen video her, tak!

Det er godt, der ikke er nogen, der står klar med et video-kamera for at lave en “morsom” film af Diki og mig, når han igen-igen i aftes huggede et garnnøgle på sofabordet, da jeg lige vendte ryggen til. Der var 2 nøgler, begge sad fast i strikketøjet, så det gjaldt om stille og roligt at få det ene fra ham, inden det altsammen blev filtret ind i hinanden!

Så det foregik stille og roligt, at jeg forsøgte at lokke det fra ham, mens han også stille og roligt rendte med garnnøglet uden om bord og stole, mellem sofaen og bordet – hen omkring spisebordet og tilbage igen – det hele blev spændt ind i et net, som jeg skulle passe på ikke at falde i!

Den leg elskede mit ældste barnebarn også, da han var lille, så blev hele stuen omviklet med snor!

Der skete ingen ulykker, vi fik lidt motion, og garnet tog ingen skade. Så kunne jeg strikke videre på mine Ying-Yang strømper.

Diki gjorde mig så glad her til morgen. Han spiser stadigvæk for lidt, synes jeg, og er tynd under al pelsen. Men han er livlig, glad, maven fungerer, som den skal, så han er nok bare ikke så sulten. Men i dag spiste han hele sin morgenmad, en blanding af flere slags hvalpe-tørfoder + lidt leverpostej. Hold da op, det var dejligt, at han spiste det hele, så han fik belønning i form af lidt osteterninger, som også hurtigt forsvandt.

Mon det er al den motion i sneen, der giver ham appetit? Jeg blev bare så glad, det lyder sikkert åndssvagt, men han er jo min “baby”, og det bekymrer mig, når han ikke tager på.

Så kom sneen endelig

Diki vidste ikke, hvad der ventede, men jeg havde set det ud af vinduet i morges – sneen kom endelig også til vores omegn!

Dikis første sne! Han var helt ellevild. Allerede da vi gik lufteturen sprang han bukkespring i snoren! Og så blev han sluppet løs i haven, da vi kom hjem. Morgenmaden lokkede ikke …

…men fuglenes æbler ku’ han finde og spille bold med..

Det var ikke rigtig lyst endnu, så det er svært at få dem skarpe – og så sad han jo ikke stille mange sekunder ad gangen!

Friske røde kinder og en glad lille hund…

…det har vi efter en dejlig tur i det skønne vejr! Klar blå himmel, hammerkoldt, men ingen sne som andre steder i landet.

Diki havde været “slem” igen og taget mit strikketøj, heldigvis var det KnitPro metal- og ikke træ-rundpind, ellers havde de ikke holdt, og bagefter tog han lige toiletrullen! Så han fik alvorligt skældud! (Det er meget sjældent). Og mens han nu var lidt betuttet, tog vi en ordentlig børste/frisere-tur ledsaget af mange godbidder, og det gik rigtig godt.

Så efter det skulle vi lave noget, der var sjovt. Så vi gik en lang tur ned til søen, hvor han for en gangs skyld fik lov at løbe frit – det var noget han nød! Han pilede af sted med flyvende pels, skiftevis med store spring og kom hele tiden fint tilbage, så han var bare så glad – og det samme var jeg!

Han kom også pænt og fik snor på, før vi gik op over engen og hjem, det var tydeligt, at han havde en rigtig god tur, så det skal vi træne mere i, nu hvor han har vist, at han godt kan kaldes ind.

Hjemme igen jagter han solsorter i haven!

Nostalgi tur

Da jeg i formiddags kørte over Storebæltsbroen, og solen pludselig skinnede, fik jeg lyst til en lille nostalgisk visit tilbage til min barndoms somre! Det er meget længe siden, jeg har lagt vejen deromkring, men jeg var bare mig selv og Diki i bilen og havde tid nok, så jeg kørte ind til Nyborg og ned til skoven og stranden ved strandhotellerne, hvor mine bedsteforældres sommerhus stadig ligger – forlængst solgt og gensolgt.

Disse 3 huse ser næsten ud som de gjorde for 60 år siden, da “Søholt”, huset til højre, blev solgt af mine forældre og min moster og onkel, da begge familier havde brug for pengene, mine forældre til at starte egen forretning i Kerteminde, og min onkel pga økonomiske problemer.

Jeg husker huset som hvidt, karnappen foran er bygget til senere, og der hvor de høje vinduer er til venstre var det en åben, overdækket terrasse, eller nærmest som en stue, hvor den ene væg kun gik halvt op. Der var møbleret med kurvemøbler, og det var der, vi altid var, mens den lukkede stue ved siden af var mørk og ikke blev brugt meget. Ovenpå var der 3½ soveværelse, mine bedsteforældres store soveværelse, som senere blev mine forældres, var bag de 2 vinduer til højre, mens vores var til bagsiden af huset.

Der var ingen mur om haven, det ser forkert ud i mine øjne, der var buske og træer.

Men flagstangen (som nok ikke er den samme!) var samme sted, og om søndagen hjalp min søster og jeg Morfar med at hejse flaget.

Der ligger stadig kun de 3 huse + et lidt mere tilbagetrukket, og husene langs stranden videre mod nord er også de samme. Den lille vej Skræddergyden, der går rundt om hjørnet af Søholt og hen langs stranden mod skoven og strandhotellerne, er heldigvis stadig smal og ikke særligt befærdet. Men der er bygget meget længere oppe, ligesom de fleste huse vist er helårshuse nu. Vi havde ingen opvarmning, bortset fra en kamin, som jeg ikke kan huske var i brug. Der var badeværelse (ikke en selvfølge i et sommerhus dengang) og et udmærket køkken med et lille pigekammer bagved. Men ikke køleskab, derimod en lille kælder, som fungerede som køligt spisekammer.

Der boede vi 3 familier hele min første barndom lige fra maj til oktober, og min Far og Morfar tog toget til Odense for at passe skoforretningen “Hector”, der tilhørte mine bedsteforældre, og kom hjem om aftenen. Det var under besættelsen, så de måtte ikke køre i bil. Min onkel derimod, som var pressefotograf, kørte i sin Citroën og kom hjem under høje dyt i hornet, så vi kunne høre ham på lang afstand!

Det var et dejligt gensyn, stranden er den samme, selv om jeg husker den meget større! Der legede vi dagen lang, byggede sandslotte, samlede sten med hul i, som blev bundet til en snor og som vi kaldte “køer”, slog smut med flade sten, og badede. Det var altid godt vejr!!! Sommetider havde vi bål og bagte snobrød – Far var spejder – og så var nabobørnene også med.

I dag var det en god lejlighed til at lufte Diki, som ellers er utroligt tålmodig og ligger  i timevis uden at gøre vrøvl i transportkassen i bagagerummet. Han var ikke så modig i forhold til bølgerne..

..men glad for at få lov til at løbe frit og snuse på den øde strand. Og vejret var dejligt mildt, så vi gav os god tid.