..for store hunde! Det har jeg set flere gange, han vil gerne snakke med alle hunde.

Og han må udstråle fredelige hensigter, for de store hunde møder ham venligt – som regel! Vi har lige mødt en lys retriever-tæve på 8 år, som altid var meget agressiv overfor Whisky, når vi mødtes, og lige meget hvad ejeren gjorde for at berolige hunden, viste den alle tegn på agressivitet – eller måske nærmere angst? Og så gøede Whisky også lidt ad den, så de blev aldrig gode venner.

Jeg ved godt hvorfor, for den er for år tilbage blevet bidt 2 gange af en anden stor hund.

Den prøver også at skræmme Diki, men han er fuldstændig rolig, går lige om bag mine ben, når det er allermest voldsomt, men viser ikke tegn på hverken angst eller irritation, står bare pænt og logrer. Sjovt nok logrer den store hund også, samtidig med, at den snerrer og gøer. Det tager ejeren for et godt tegn, så vi lader dem komme lidt nærmere, samtidig med at vi snakker fredeligt sammen.

Og – voila! Lige pludselig stod de 2 hunde og snusede til hinanden – helt afslappede. Og vi kunne følges ad ned ad vejen. ROS – ROS – ROS!!!

Og så kom det sjove: den gamle, lidt gigtplagede tæve løftede hovedet, rettede ryggen og stoltserede af sted, det var bare så tydeligt, at den vidste, den havde opført sig fint! Dejligt!

 En julesæk med masser af lækre godbidder – langt ud over julemåneden! – kom med posten fra Oliver’s.

Der er 10 poser med forskelligt indhold af god kvalitet, en foder-bold til aktivering og en mini-gnave- politistav. Det dufter godt! Men sækken bliver gemt til 1. december.

Hvad gør man, når man møder en hund, man kender, en sød lille schæfertæve, som Whisky var rigtig gode venner med, og nu også Diki, på et sted, den absolut ikke må være?

Jeg har kendt den i 6-7 år, den bor her i nærheden, og den har altid gået pænt inde i deres have og må ikke gå udenfor alene. Derfor stikker den lige snuden ud gennem hækken, når vi går forbi og hilser pænt på både min (tidligere og nuværende) hund og mig. Og så skynder den sig ind igen.

Men i dag mødte vi den et helt forkert sted på vores tur, helt alene! Vi hilste selvfølgelig på den, og så sagde jeg til den, at den skulle skynde sig hjem, og så gik vi videre, uden at den fulgte efter os, ellers var jeg vendt om.

Men nu er jeg i tvivl, om jeg skal ringe til ejerne, som jeg kender, og fortælle dem, at hunden render hjemmefra? Måske ved de det godt, og så blander jeg mig i noget, der ikke kommer mig ved.

Men der kan jo også ske ulykker med den halvgamle hund? Og andre kan være bange for den. Der går og cykler mange børn, der er kondiløbere osv på den sti – hmm jeg må lige tænke over det.

Nu begynder Dikis pels for alvor at vokse, den ser ud til at blive flot! Og i går opdagede jeg den første lille filtede knude under hans mave. Det er jo den slags, man skal være meget opmærksom på, har jeg lært, og få løst op og børstet, så det ikke lige pludselig er en stort filtet måtte, som er svær og ubehagelig for ham at rede ud. Men jeg har lært af datteren og Susan, at dele filten med fingrene og så børste.

På hundeudstillingen i Herning købte jeg efter anbefaling en børste, hvor “tænderne” er af træ, og den er virkelig god. Man kan mærke, hvordan den tager ved, og Diki er flink og finder sig i det.

Vi mangler, at han vil ligge på ryggen på bordet, men i går aftes lå han lige så stille hos mig i sofaen og nød at blive kælet for, og det udnyttede jeg til også at børste ham og få filten væk, liggende på ryggen, så det er fremskridt.

Nu er huset blevet vist frem, Diki og jeg gik tur imens og kom hjem, da de var ude at se haven, så vi hilste lige på hinanden. De synes, det er et dejligt hus, og de har børn – det egner huset sig også godt til. Så nu må jeg vente og se, om der bliver noget ud af det.

Lidt “tøset” – nej det gør ikke noget! Det vigtigste er, at det holder øjnene fri, og det er han glad for. Vi må se, om vi kan finde et sort eller blåt spænde.