Det er hårdt! Både for Diki og mig – jeg får ondt i ryggen, og han kan altså ikke ret godt lide at blive børstet og vasket!
Men han elsker at blive føntørret efter en grundig frottering af den kraftige pels.
Og nu er han lækker, blød, duftende, børstet igen – denne gang var det nemt, og han var rigtig flink. Så nu kan vi slappe af! Men vi er trætte begge 2, for det er lidt af en kamp!
Det havde jeg slet ikke opdaget – men da Diki kom ind fra haven, var hans sorte pels helt hvidspættet!
Diki elsker sne!
Nu kan vi igen være bekendt at gå ud i vinter mørket! Dikis blå lys-halsbånd var løbet tør for strøm, og det er utroligt svært at købe AAAA batterier!
Men det lykkedes at få en fotoforretning til at skaffe dem hjem, så nu lyser han igen på lang afstand, og mor’en behøver ikke at have dårlig samvittighed!
Selvfølgelig skal vi have julekalender – både Diki og jeg!
Foreløbig er vi begge godt tilfreds med indholdet af låge 1 – henholdsvis god bidder til Diki og lækker the til mig!
Altså, at man kan blive så glad, når Diki opfører sig “normalt” igen 😉 Efter flere dage, hvor han har været “flov”, alt for stille, alt for hurtig til at gemme sig i sin sækkepude, ikke kommer ud til døren, når jeg kommer hjem – kort sagt helt ved siden af sig selv, så vågnede han endelig op her til aften og kom springende med sin “slaskebamse”, som jeg skal kaste, så han kan fange den igen i fuldt firspring, begejstret knurrende!
Så mange dage (siden tirsdag) har det ikke varet før efter en klipning. Hvad er det, vi berøver ham ved at klippe pelsen ned? Eller er det den fremmede fornemmelse af noget, der mangler? Jeg tror, det er det sidste.
Men det er i hvert fald dejligt at have fået min glade hund igen!
Diki blev klippet i tirsdags, og han er stadig ikke kommet til hægterne! Han gemmer sig og er slet ikke den glade hund. Men jeg har prøvet det før, og der går kun et par dage. Så må jeg muntre ham op, og det kan jeg bl.a. gøre ved at give ham et “ben”, sådan et tørret et lavet af hud.
Jeg var hos lægen i formiddags for blodprøver, blodtryk og den slags, som jeg er hver 3. måned, og så får han jo noget lækkert, når jeg går. Denne gang var det så ekstra lækkert! Så da jeg kom hjem, havde han ikke engang tid til at komme ud og sige goddag! Det har jeg da aldrig prøvet før!
Hvor ville jeg gerne have haft kameraet med, da Diki og jeg gik morgentur og mødte først én (god bekendt) pekingeser, derefter en Lhasa Apsoe, som vi også tit snakker med, så kom der en lille, glad pincher (?) tæve, der va 1/3 så stor som de andre og tydeligt viste, at den respekterede, men meget gerne ville snakke – og det forstod de andre fuldstændig. Så kom sørme også vore gode venner Cannis (labrador) og Carlo (hårløs), som er større end dem allesammen, men alle er gode venner og snuser på kryds og tværs – kun en enkelt lille advarende rumlen fra Carlos, som godt kan være lidt jaloux.
6 skønne, fredelige hunde, ovenikøbet i snor, uden det mindste problem, kun glæde!
Dejligt!
Diki’s morbror Lhakpa og Lhakpa’s halvbror Tashi har været på et hyggeligt besøg i dag sammen med deres Mor Gurli.
Det var heldigvis tørvejr, mens de var her, så vi kunne drikke kaffe på terrassen og hundene kunne lege ude, hvilket fungerer bedst, når de skal rende efter hinanden og småslåsse lidt – det gik rigtig fint!
Gurli har altid sagt, at Diki ligner Lhakpa (som er 2 år ældre), og det kunne jeg sagtens se. Men Lhakpa’s pels er meget finere, end Dikis, som ville være meget kraftigere, hvis han ikke var klippet.
Et par dejlige “drenge”, der kom godt ud af det med Diki, og især Tashi var meget kælen overfor mig, som han aldrig har set før. En god eftermiddag!
Dejlige Diki havde ikke lyst til at blive fotograferet, så det blev lidt sløret i farten!
Så er vi hjemme igen, Diki og jeg – og sikke en velkomst jeg fik! Han var slet ikke til at styre, og jeg fik kys og kram i massevis – så dejligt!
Jeg er slet ikke i tvivl om, at han har haft det fint, og naboen, som har passet ham næsten alle 15 dage, fortæller glad om både søde og dejlige ting, samt f.eks., at han hopper op midt i sengen på maven af hende midt om natten! Det gør han ikke herhjemme! Til gengæld har hun lært ham ikke at rende nogen steder, når hun sidder ude i forhaven. Det er gået så fint, og jeg tror, at hun også har nydt det!
Og hun blev glad for den sorte taske med skulderrem, jeg havde købt til hende.
Vaskemaskinen kører nu med første hold tøj, det meste er pakket ud, men jeg mangler at hente det, der var pakket i fælles kufferterne.
Vi var oppe kl. 02.30 i Casa Cantares, børnebørnene havde slet ikke sovet, de lå på sofaerne i stuen, efter at deres værelser var rømmet. Jeg tog et bad og gik i seng kl 22, og det lykkedes også at sove lidt. Alt var pakket og klar til at sætte ud i bilen, og kl 03 kørte vi derfra. Det var godt at være i god tid, for der var åbenbart mange tidlige afgange fra Malaga, så der var lang kø for at få en kop te – lidt brød havde vi selv med. Sønnen skulle jo liftes op i flyveren i kørestolen, så vi blev “prioriteret” uden om hele køen i gaten – det var der nogen, der luftede deres utilfredshed med! Men det var jo en booking for lang tid siden, der tillod det, og hjælpsomheden i begge lufthavne og flyet var stor! Det er jo også nemmere for flypersonalet at få ham på plads og kørestolen ned igen, så den kommer sidst ind og først ud af bagagerummet.
Den sidste varme fik jeg i lufthavnen, der var godt nok varmt så tidligt på morgenen, og jeg havde 1 håndkuffert og en taske at slæbe på, så jeg var helt gennemblødt. Varme kommer aldrig til at passe til min natur – det er ærgerligt, også for min familie, som har været søde til at tage hensyn, men sådan er det!
Det har været en fantastisk ferie, og vi har set og oplevet meget, som jeg ellers aldrig ville have kommet til, det er jeg meget taknemmelig over!
Og nu ligger Diki, som han plejer, lige ved siden af mig i sin kurv og snuer – han følger mig overalt og holder øje med mig! Vi skal ikke fra hinanden lige foreløbig!
Det er ubeskriveligt varmt, stille luft lige nu, brandvarmt lige i solen (hvilket jeg ikke tåler), men også varmt i skyggen.
Vi har ren afslapning i dag, har planlagt at spise sent ude på yndlingsrestauranten i aften og laver “ingenting” hele dagen.
Det er SÅ skønt, at vi har poolen, så når man næsten ikke kan klare varmen, er der ikke mange skridt derhen og ned! Og vi har den helt for os selv, med den smukke udsigt hele vejen rundt!
Det er en virkelig dejlig pool, med trappetrin ned i den ene ende og skrånende ned i den anden, så man godt kan svømme. Sønnen kan ikke komme ned ad trappetrinnene, men han hopper i på hovedet fra den lave ende, idet han smider krykkerne! Jeg kravler forsigtigt ned ad trappetrinnene, det sidste er dybt, så jeg kommer hurtigt ned under vandet, der forunderligt nok føles næsten iskoldt! Gyset er skønt!
Og i virkeligheden er vandet i dag 25 gr., så det varer ikke længe, før det føles lækkert lunkent!
Når jeg så beholder badedragten på, forlænger jeg afkølingen og søger i skygge igen!
Børnebørnene har en konkurrence kørende om, hvem der kan blive mest brun! Lidt unfair, da Christian naturligt bliver meget hurtigt mørk, men Christina er ihærdig og ligger ½ time – så ned i poolen – og så ½ time igen. At hun kan!
I morgen er pakkedag. Og tirsdag kommer jeg hjem til Diki! Jeg savner ham, og jeg er spændt på hans reaktion, når jeg kommer hjem. Han har ikke prøvet at blive passet så længe før, så måske tror han, jeg er væk? Men jeg er helt sikker på, at han har haft det godt.