Det koster at blive smuk

“Lad mig komme i dækning!” Det tror jeg, Whisky tænker efter sådan en omgang. Det er hans pels det hele! Mest underuld, som han fælder i øjeblikket, og som jeg tog mig sammen til at strigle i dag.

Han er ikke helt vild med det, men han kan godt lide virkningen – at få alt det døde hår fjernet.

Og så fortæller jeg ham jo, hvor smuk, han er!

For nogle år siden, skulle vi helst være 2 om at strigle ham, for han var ikke glad for det og forsøgte at slippe væk og kunne også godt finde på at vise tænder. Men det er helt overstået, han accepterer det helt og sidder el. ligger helt stille – selv halen må jeg strigle uden vrøvl. Og det må da også være rart at slippe af med den kløende, løse pels, som ender i et net til næste forår, hvor fuglene så kan forsyne sig.

En stor, grim, dum og farlig hund..

..det er min bedste ven blevet kaldt i dag! Jeg er stadig rystet og meget ked af det.

Vi mødte på vores formiddagstur en af de hunde, som vi ofte møder og snakker med. Den gamle, lidt grå labrador, som altid går uden snor, har tidligere været lidt betænkelig ved Whisky, men er fra at gå i en bue udenom ham kommet så langt, så de kan snuse lidt og gå fredeligt ved siden af hinanden, og det er jo dejligt. I dag havde ejerinden sine små børnebørn med, og de ville gerne klappe ham og give ham et par godbidder fra den flade hånd, som jeg viste dem. Han er så glad for børn og tager godbidden ligeså forsigtigt, i modsætning til labradoren, som er så ivrig, at man lige skal passe på sine fingre!

Mens vi stod og snakkede midt på stien, kom en ældre mand cyklende, så vi trak til side, så han kunne komme forbi. Men han stoppede op og begyndte at skælde mig og min hund ud.

Jeg ved godt, hvad der er galt, for Whisky har for knap 2 år siden nappet ham i armen, til stor overraskelse og forskrækkelse også for mig. Det har betydet, at han siden da aldrig går uden snor undtagen nede på engen ved søen, og kun hvis der ingen er, eller hvis det er hunde og hundeejere, som vi kender. Det er den eneste gang nogensinde, det er sket, men jeg tror, det var, fordi han råbte noget til mig og slog ud med armen – ikke truende, men måske sådan opfattet af hunden. Det må selvfølgelig ikke ske! Og det er aldrig sket hverken før eller siden.

Jeg snakkede senere med ham og troede, at jeg havde forklaret ham, hvorfor jeg ikke opsøgte ham bagefter, at jeg var meget ked af det, og at Whisky netop på grund af denne meget uheldige episode ikke får lov at gå løs.

Det skete ca 1 måned efter Sørens død, hvor jeg var lidt handlingslammet og meget ked af det, og det havde jeg indtryk af, at han forstod.

Så det kom meget bag på mig, at han hidsede sig sådan op og skældte mig ud for at lyve ham op i ansigtet (?) og hunden for at være “en stor, grim, dum og farlig hund, “der skulle hænges op i bagbenene og slagtes!” Det sidste råbte han efter mig, da jeg vendte mig om og gik, fordi jeg åbenbart, trods flere forsøg, ikke kunne snakke roligt med ham, og fordi jeg ikke kunne klare at høre mere på ham.

Jeg kan godt forstå, at den anden hundeejer samlede sin hund og sine små børnebørn, som stod og kælede for Whisky, sammen og skyndte sig at gå.

Det hjælper at komme af med sådan noget, når man bliver så ked af det, i stedet for at lade det summe i hovedet, så nu fik jeg luft.

Og nu vil Whisky og jeg køre til Kjellerup med en krukke blomster til Søren, som kunne have haft fødselsdag i dag.

Min trætte hund

Whisky er faldet om i sit “helle” i en krog i entreen og er helt færdig! Vi har været til “Musik i gaden” oppe på hovedgaden, som var spærret af til gågade med flere scener, boder udenfor forretningerne og gadecaféer med fadølsanlæg til fordel for idrætsforeninger mm.

Han kan rigtig godt lide at komme med op i byen, men tidligere var han altid meget urolig og usikker og svær at styre. Det er han ikke mere! Han opfører sig eksemplarisk, går pænt, også selv om der var meget trængsel nogle steder. Han vil gerne snakkes med og lader både børn og voksne klappe og kæle sig.

Og alle små hunde kan roligt komme hen og hilse på ham, han siger ikke en lyd og er sød og interesseret. Store hunde skal derimod gerne have en “hilsen” i form af et godt glam, hvor han viser, at han er den stærste, men han gør dem ikke noget, og jeg kan sagtens holde ham.

Jeg kan jo se på folk, at nogle er meget interesserede og synes, han er en flot hund – og stor! Andre er helt sikkert bange for den store Schæfer. Men når jeg står stille og snakker med nogen – eller lytter til Sussi og Leo’s musik, så lægger han sig lige så pænt ved mine fødder og slapper helt af, så kan folk vade over eller udenom, han er ligeglad.

Men så skal jeg også love for, at han er træt og kan næsten ikke klare gå-turen hjem. Det er bare dejligt, for så har han haft en masse oplevelser!

Det har jeg så også, Sussi og Leo er da meget søde og sjove, men helt min smag i musik er det ikke.

Kan du kommunikere med din hund?

Ja, selvfølgelig kan du det, hvis du har en hund.

Jeg tænker tit på, at det er utroligt, som Whisky afkoder mit kropssprog. Ikke bare, når jeg tager sko på, eller når jeg tager en taske eller kuffert frem. Jeg skal passe meget på med at tage kufferten frem for tidligt, for han er helt syg for at finde ud af, om han skal med? Og hvis jeg siger “nej du skal ikke med”, så bliver han slukøret, men håber alligevel.

Jeg har masser af eksempler på, at han er helt klar over, hvad der skal ske.

Men i dag var det ham, der uden ord eller lyde fortalte mig, at der var noget, han ville. Jeg tror, han kedede sig, men det var ikke tid for aftentur endnu. Så pludselig stod han med rejste ører, hovedet på skrå og helt stille med hele kroppen vendt ind mod et hjørne af sofaen.

Hvad nu? Han sagde ikke en lyd. Jamen jeg måtte jo rejse mig og se, hvad der var. Og inde under sofaen lå hans terning, som han kan rulle rundt, så der triller godbidder ud af den. Han kiggede ikke derind, men jeg var ikke i tvivl om, at der var noget der, han ville.

Han har ikke leget med den terning i måske ½ år, men måske har den energiske rengøringsmand fået skubbet til den, så den blev mere synlig? Så selvfølgelig blev den fisket frem og fik mere fyld i, så han kunne more sig lidt med den.

Man kan sagtens kalde det lydløs kommunikation og forståelse mellem hund og ejer.

Der var 2 – der var…

.. 1 tilbage ..

For i formiddags rejste Christian hjem for at passe sit arbejde med at bringe reklamer ud. Han har endda dobbelt pga ferie. Det er første gang, jeg sender ham af sted med tog alene, men han har flere gange rejst til København alene for at besøge sin gudmor, så den lille tur var ikke noget at snakke om. Han var endda indstillet på at stå op, for vi fik at vide, at alt var optaget i lyntoget – HA! de har vist ikke styr på deres pladser, for der var kun 3-4 sæder besat i vognen.

Tilbage er nu lillesøster, men det ville hun meget gerne, for hun har aldrig været “enebarnebarn” her, siger hun. Det skal nok passe som nr 2, og som nr 3 i børnebørns flokken, så har hun været her sammen med storebror eller én eller flere fætre.

Ikke mindst Whisky er glad for, at der stadigvæk er en at hygge sig med.

Feriegæster på havearbejde

Mine feriegæster er kommet på havearbejde! Hvis de vil plukke de ribs og solbær, der er tilbage, vil jeg koge saft!

Og de vil meget gerne have saft. Der er stadig mange ribs – dem plejer solsorterne ellers at mæske sig med

– og masser af solbær

Og imens de 2 plukkede bærrene til saft, plukkede jeg for første gang i år blåbær af de bugnende buske

I fredags kunne jeg finde en håndfuld, der var modne, men al den væde og de sidste dages varme..

..har sat skub i dem. Så de er både STORE, og der er lige pludselig mange fine modne. Og det er jo nok på grund af den regn, vi har fået, at solsorterne ikke har forgrebet sig på dem som sidste år, hvor der ikke blev ret mange tilovers til mig!

Og hvem fik lov at komme med ind i frugthaven? Han vil ikke ret gerne være udenfor, når børnene og jeg er derinde, og der er ingen fare for, at han løber nogen steder, når de er der.

Bagefter var han hos dyrlægen for at få klippet kløer af veterinær-sygeplejersken, som var meget imponeret over, hvor roligt, han tog det. Men Christina stod også og kælede for ham imens!

Nu har jeg kørt børnene til Klovborg Kino for at se Harry Potter, det tilbud sagde de ikke nej til!

Tæt på

Det har været en skøn eftermiddag – og se, hvem der også nyder, at “mor” er ude i haven i ro og mag og ikke kun når hun arbejder.

Helt tæt op ad min stol (den skrå linie er armlænet) og blikket rettet ud mod haven og skoven, så han kan sige til, hvis der kommer nogen!

Han var også en tur henne og vælte sig rundt på græsplænen, men det er altså bedst, når jeg også er der. Det, synes jeg jo også, er hyggeligt.

Feriebarn

Her har Whisky ligget troligt siden kl 7.30, tålmodigt afventende, at vores feriebarn vågner og står op!

Frederik kom i går på nogle dages ferie, og Whisky er helt klar over, hvor han ligger og snuer! Siden kl. 5 i morges har han pebet ynkeligt for at komme ned til gæsteværelset, men jeg lukker dørene, indtil jeg selv står op. Men efter morgenturen har han ligget der! Hyrdehund!