Whisky 7 år i dag

Whisky har fødselsdag i dag! 7 år og en voksen hund, men stadig legesyg og meget nysgerrig.

Her sidder han på sin sædvanlige vagtpost med bagdelen på et trappetrin, så han kan sidde og holde øje med indkørslen, lidt af gaden, hvem der går forbi og skraldemanden – den store fjende – når han kommer tidligt om morgenen.

Der er sket meget, siden han flyttede ind hos os 8 uger gammel

skulle lære at gå i snor på daglig morgentur med Søren – dengang.

I haven

I svømmehallen, efter at han var kommet til skade med bagkroppen.

Med børnebørnene, som kan gøre alt ved ham!

Og nu er han så gammel, at han i går blev løbet rigtig træt af en 1 år gammel labrador, som han fik lov at lege med uden snor på engen ved søen. Han nød det i fulde drag, men kunne næsten ikke gå hjem, så træt var han!

Jeg håber, han holder nogle år endnu!

Er min hund dum eller hvad?

Alt det besvær med at få haven indhegnet (delvist men rummeligt) – og så kan Whisky ikke finde ud af at bruge den!!

Han går kun derud i følge med mig, gad vide om det kun var sjovt, når han kunne lure på at stikke af?

Nå men han har jo aldrig rigtig fået lov, så jeg må give ham lidt tid og hjælpe ham på vej til at nyde “friheden”. Så jeg går lidt rundt derude, vander blomster og piller lidt ukrudt, og så følger han med, men holder hele tiden øje med mig! Så må vi håbe, han finder ud af at gå derud selv.

Hvis han bliver liggende derude, og jeg lader døren stå åben, så hører jeg pludselig et lille “piv” – så står han i døren, men går ikke ind – nej for han jo altid lært, at han skal have tørret poter, inden han går ind! Så jeg tørrer pænt hans poter, den vane må han gerne bibeholde.

Whisky har fået have

Whisky er kommet bag hegn! Det har været mit store ønske i årevis, men Søren ville ikke sætte hegn om haven.

Og Whisky er desværre ikke til at stole på med hensyn til at blive i haven – pludselig, helt stille, er han listet af! Han stikker ikke af på den måde, at han går langt væk, men han skal jo ikke genere naboerne, jagte en forbipasserende hund eller kat, rende ud og gø ad postbudet el. andre uopdragne ting.

Så jeg har altid skulle holde øje med ham eller sætte ham i snor.

Nu har min rare havemand sat hegn om en meget stor del af haven..

..desværre var det nødvendigt at lade hegnet gå tværs over græsplænen på det smalleste sted – alternativet var at indhegne hele haven, og det var for meget.

Men han elsker at ligge på græsplænen, så nu kan han bevæge sig rundt i det halve af køkkenhaven, hele terrassen og den halve græsplæne –

det må kaldes tilfredsstillende forhold! (Men jeg er sikker på, at Søren roterer…!)

Påskefrokost over stok og sten

Familien til påskefrokost i flere generationer..

incl. børnebørn..

..og hunde. De jagtede lige hinanden 4-5 gange rundt om spisebordet – så var der fred og fordragelighed resten af tiden, de er rigtig søde sammen, Whisky og lille Bodil.

Og sikke nogle svigerbørn – inden jeg havde set mig om, havde de ryddet bordet og vasket op!

High five! kan Bodil – hun går til træning og er meget dygtig til ordløs kommunikation.

Og så var der pludselig én, der havde set noget brunt og låddent i haven! Man bliver aldrig for stor ..

..til at finde påskeharens æg..

..en skik, som Søren indførte, da vore egne børn var små..

..og som børnebørnene under hvin og latter har deltaget i hvert år, siden de kunne gå.

Selvfølgelig kappes de om at finde flest – men de deler altid lige over, når der ikke er flere. Og nu er de så store, at de selv klarer den side af sagen, mens Morfar/Farfar før holdt godt øje med, om det foregik efter reglerne!

Den kreative datter havde lavet lidt nyt påskepynt til mig, som passer perfekt til min forårsløber i Kaffe Fassett stoffer og til mine egne, gamle små filt-dansere, der som altid til påske dingler i nogle grønne grene.

God Påske!

God Påske fra Whisky og mig!

Vi er tidligt oppe, for vi skal have gæster i dag, og jeg fik lige plantet et par krukker til med forårsblomster til at byde velkommen.

Og så er trøjen i vendestrik til svigerdatterens mor vasket og tør og har fået knapper syet i, så de kan få den med, når de skal hente hende i Kastrup på torsdag morgen. Hun skal ikke fryse i Danmark!

Overskud

Det er årstiden, hvor Whisky skal af med vinterpelsen, og han fælder meget lige nu. Så han fik den helt store strigletur.

Han er glad for at komme af med alt det gamle hår, der sidder som totter, og han blir så fin! Det fortæller jeg ham også, og det forstår han!

Ja, hvor kommer det dog fra?

Selv halen fik jeg lov at strigle grundigt – den er han ellers ikke så glad for, at jeg tager fat på.

Alt det afstriglede hår blir pakket ind i et net fra løg og hængt op i en busk, så kan fuglene bruge det til at fore deres reder – og det svinder hurtigt i det. Det er også blødt og lækkert!

Whisky bliver såååh fin!

Han trængte til det, ham Whisky – han fælder i øjeblikket.

Og hvad er så bedre, end at de elskede børn strigler ham!

Det er en ordentlig portion hundehår, der kommer ud af det. De bliver hængt ud i haven i et net, så fuglene kan tage dem, når de skal til at bygge reder.

Og Whisky bliver så fin, så fin. Han er rigtig flot nu – og han ved det!

Fotomodellen – igen – igen..

…også når der skal fotograferes tæpper! Se nu bare her, hvor Whisky lige kunne finde ud af at komme med på billedet, da jeg i eftermiddags havde besøg af et par tæppetanter fra Fyn…

..der kom med 4 flotte puttetæpper mm. Indmellem benene og smække sig ned på gulvet, så man ikke er sådan at flytte med – lige i centrum!

De fine tæpper kan ses på Projekt Puttetæppers egen blog.

Sådan får man flere tæpper ud af en UFO

Vi fik 9 store blokke, som var syet som “Round Robin” af en kreds af patchworkere i Horsens, men som ikke fik blokkene brugt til noget. Blokkene var meget flotte, og Grethe påtog sig at samle dem og syede 1 blok mere, så det kunne gå op. Det blev til først 1 tæppe (som i øjeblikket kan ses udstillet på plejecenteret Nørrevang i Stensballe, Horsens) og derefter dette:

Quiltefant har quiltet dem begge for os på den store long-arm-quiltemaskine, og de er virkelig blevet flotte!

Se en sød blok!..

.. og én, der gerne vil være i centrum, og ofte lykkes med at snige sig i forgrunden, når der skal tages billeder.

Smukke gæster..

… i haven.

Jeg tæller jo fugle, og i dag havde jeg besøg af nogle af de allersmukkeste – Dompappen

Jeg plejer at sige: får du øje på en dompap han med de flotte farver, så kig en gang mere, så er der også en hun i nærheden.

Det var der.

Men der var noget mere usædvanligt – nemlig en han mere! Det var ikke populært.

Og i pilekurven med fedtkugler var der igen besøg af…

Flagspætten, som godt kan spise de færdigkøbte fedtkugler, nu når den har spist op af de hjemmelavede. Måske skulle jeg lave noget mere?