Kategoriarkiv: Familien

De skøreste drømme

Posted on by
Svar

Jeg har altid drømt meget, somme tider kan jeg huske, hvad jeg drømte, andre gange ikke. Men nogen gange bliver det siddende i mig og skal bearbejdes!

Tidligt i morges havde jeg en mærkelig drøm – hvor kommer det dog fra? Jeg drømte om Søren, det gør jeg ofte. Men jeg har aldrig før drømt, at han var mig utro!

Efter min bedste overbevisning har det aldrig fundet sted, det var hans natur fremmed. Men skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men i hvert fald har jeg aldrig haft den tanke.

Men i min drøm opdagede jeg, at han i lang tid havde haft en fremmed dame udover mig. Han forsøgte ikke at benægte det, men han var ked af det – og det var jeg i hvert fald også. Skuffet, vred og ked af det.

Siden jeg vågnede, har jeg kunne se hende for mig – nydelig og venlig dame, lidt triumferende – hun var sikker på, hvem han ville fortsætte livet med! Jeg vidste, der var noget bekendt ved hende, men kunne ikke komme på, hvem hun var. Pludselig gik det op for mig, at det er én, jeg har set i TV, men ellers aldrig har mødt. Der er ingen grund til at nævne navnet, for det er jo helt ude i skoven!

Hvor kommer sådan noget fra? Det er over 7 år siden, jeg mistede Søren, hvorfor skal jeg “miste” ham igen? Tåbeligt!

Men jeg tror på, at man får den slags drømme ud af hovedet ved at fortælle om dem – og det har jeg nu gjort.

Det gamle skrog…

Posted on by
Svar

…er dødtræt!

De problemer, der har været med pc’en i et par dage, har irriteret, men nu skulle det være tip-top i orden med en ny Office pakke installeret og det hele scannet uden at finde fejl. Tilbage står at slette en masse mails, som er slettet tidligere, men som lå på serveren og derfor er dukket op i indbakken igen – der er lige lidt arbejde!

Mens min webmaster har fjernstyret arbejdet på min pc, var jeg til juleudstilling og julefrokost i Tibetanerklubben sammen med datter og svigersøn – på Pejsegården i Brædstrup.

Datteren og jeg var enige om, at det var meget nostalgisk – både køreturen dertil og at besøge Pejsegården, hvor vi har holdt mange familiefester, og hvor Søren og jeg i mange år (Søren flest) spillede bridge hver mandag aften. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at det var der, han spillede bridge for sidste gang, få dage før han måtte give op. Den aften blev han så dårlig, at han pga lungebetændelse og høj feber havde hallucinationer og spillede i vildelse, sagde han selv, da han kom hjem. 3 uger senere var det slut.

Det var lidt fantastisk, at det kunne lade sig gøre at holde udstilling med mere end 30 Tibetanere i alle aldre på et pænt hotel! Hvor var der mange flotte hunde, fint børstet og friserede, som løb rundt i ringen med deres “handlere”, men det meste af tiden sad i eller ved deres bure eller trimmeborde og ventede på deres tur.

Der var masser af flotte sponsorpræmier, og det var især godt at se flere ganske unge hvalpe, som havde deres debut og klarede sig flot, selv om det var svært at bevare opmærksomheden i den store forsamling af klappende tilskuere!

Jeg havde glædet mig til frokosten, for det plejer at være rigtig godt på Pejsegården, men det var det ikke denne gang. Det skyldte nok mest, at det var bestilt til kl. 14, og vi var først færdige med udstillingen 1 time senere, og det blev maden lidt “træt” af! Det var synd.

Diki var ikke med denne gang. Han udstilles ikke, og det er lidt kedeligt for ham bare at være passiv tilskuer. Og han er jo ikke ked af at være alene hjemme.

Men “mit gamle skrog” er træt! Det er trættende at stå i mange timer, og jeg havde tilbudt at køre derop, fordi svigersønnen har kørt og rejst mange, mange timer og kilometer den sidste uges tid i forbindelse med den film, han er ved at lave om Arlette Andersen, den sidste overlevende jøde fra Auschwitz, og de begivenheder, der har fundet sted i København og i Frankrig i ugen.

Så det er gået lidt hårdt ud over mine muskler, kan jeg mærke!

“Klokkeren” – ubeskriveligt!!!

Posted on by
Svar

Endelig blev det vores tur til at se “Klokkeren fra Notre Dame” i Fredericia Teater.

221116-teater

Jeg har hørt så meget om den, og hvor fantastisk den er – og jeg blev ikke skuffet!! Hold da helt op, det er nærmest ubeskriveligt!

221116-klokkeren

Scenografien er endnu mere fantastisk end på Shu-bi-dua-the-musical, det kan ikke sammenlignes, men den var jeg ovenud begejstret for. Effekterne i “Klokkeren” er sindssygt flot. Det er næsten ikke til at fatte, og slet ikke til at beskrive, hvordan man oplever at “køre i susende fart” op eller ned gennem den kæmpestore kirke. Eller at være midt i en stor ildebrand!

Dertil kommer, at de spiller og synger så flot! Det gælder alle, både solister og kor, og samtidig spiller og danser de fantastisk – ja, jeg har ikke ord!

Bedst var ubestrideligt Quasimodo – jeg ved ikke, hvad skuespilleren/sangeren hedder, men han spille de helt hjertegribende!

221116-klokkeren-2

Sikke en oplevelse! Man føler, at man sidder midt i – vi havde også de aller bedste pladser! lige foran scenen og bag den rampe, der inddrages i spillet. Så mange gange måtte jeg flytte tæerne, så de ikke skulle falde over mig, når de løb ned ad rampen og ud i salen. Nogle af publikummerne sidder rent faktisk oppe på scenen og er statister!

Jeg var sammen med svigerdatteren, Christian og hans kammerat og Christina, det heldige asen, der så den for 2. gang, da hun fik lov at være med sin Far til premieren. Og hun var klar til at tage til København og se den igen, når den spiller derovre til næste år – hvis hun fik chancen!

Jeg kan kun råde alle, jeg kender, til at se den i København – her i Fredericia er alt udsolgt indtil den slutter midt i december!

Det blev en uforudset dejlig dag…

Posted on by
Svar

Heldigvis blev den urolige nat til en dejlig, solfyldt dag, hvor jeg kunne tørre vasketøj udendørs, og hvor Christian kom cyklende (han mente ikke, han kunne køre bil efter fest i aftes/nat), så han kunne hente mine vinterdæk i kælderen på Fælleshuset, og jeg kunne køre ham og dækkene hjem til udskiftning i familiens indkørsel. Nu kan han selv og behøver ikke sin Far som bisidder, men kan nøjes med at hente gode råd!

Hans Far og jeg fik en god lang snak imens – helt ærligt: min store søn har det svært i sin nuværende livssituation og kan godt bruge sin Mor til at vende problemerne med.
Jeg er rystet over, hvordan han bliver behandlet – eller ikke behandlet – i vores “velfærdssamfund” !

Men trods alle besværligheder har han alligevel så meget livsvilje, at han kan lægge planer for sin families ferie, og længere ud i fremtiden for en evt. ombygning af huset, båret af et håb om en mulig retfærdig ændring i den umulige situation.

Det blev til kaffe og kage og aftensmad, da svigerdatteren kom hjem, og de 2 unge børn var draget af til endnu en fest! Efter at Christina er begyndt i gymnasiet, er hun nu blevet optaget i de samme kredse som sin storebror!

Jeg kommer da ud i disse dage! I går aftes var jeg til Frederiks 20 års fødselsdag, og Diki er så heldig, at han også er velkommen begge steder – det nyder han!

6. november

Posted on by
Svar

soren01I dag er det 7 år siden, Søren sov ind efter 1½ års sygdom.

Det er trist at tænke på den dag – men det var også en lettelse, at det lykkedes at få ham hjem efter 14 dage på sygehuset, hvor de ikke kunne gøre mere for ham.

Jeg er stadig sikker på, at han slap livsviljen, da det indirekte blev sagt, at han havde få måneder tilbage, og så vågnede han ikke af sin middagssøvn, men sov lige til næste morgen, hvor både jeg og yngstesøn og svigerdatter havde overnattet på sygehuset.

Han sagde selv: “Jeg døde i nat kl 3 !” Vi ved ikke, hvilken oplevelse, han havde haft, men det var godt, at han vendte om og vågnede. Så lagde jeg pres på og fik sat “systemet” i gang, så han kunne komme hjem med Falck, hvor datteren i mellemtiden havde taget imod ilt-manden, svigerdatteren havde hentet medicin, og vores fantastiske hjemmepleje stod klar!

Det blev kun til 2 stille døgn i de hjemlige omgivelser, men der er ingen tvivl om, at det var godt for både Søren og mig, at han var i sin egen seng med familien omkring sig – og schæferen Whisky, der sprang op ad hans seng og slikkede ham i ansigtet, da han kom hjem!

7 år – det føles ikke som så lang tid, som det jo er. Jeg syntes, at det var længe, min Mor var alene: 11 år, men min svigermor var enke i 30 år!
Og på en eller anden måde er Søren stadig en stor del af mig, det er ikke mærkeligt, efter at vi var sammen i 47 år. Det er lidt synd, at vi ikke nåede at flytte i noget mindre sammen, som vi havde snakket om. Men der ville ikke have været plads til os begge her i mit lille rækkehus, vores interesser fyldte for meget.
Og jeg havde nok ikke haft Diki, for små hunde var ikke Sørens smag!

Jeg har det fint sammen med Diki, og jeg er stadig lettet over, at Søren var klar næsten til det sidste og ikke kom til at ligge som en “grøntsag”, men stille og roligt derhjemme.

Hjemmelavet pizza

Posted on by
Svar

Det er hyggeligt, når ældstesønnen og barnebarnet lige kommer et smut for at kontrollere, om jeg skal have nye dæk, inden der snart skal skiftes til vinterdæk – det skal jeg ikke – og samtidig inviterer til hjemmelavede pizzaer! Uhm!

Christian satte også lige min parasol i kælderen i Fælleshuset og tog min sækkevogn med hjem og gav den luft!

Og minsandten: lige efter at jeg kom hjem og var ved at sætte vand på til te, bankede det forsigtigt på mit køkkenvindue – og der stod Christian med mine sko! Jeg var kørt hjem i hjemmesko! Jeg blev helt forskrækket! og sagde til den dejlige dreng, at han hellere må ringe på dørklokken, end banke på vinduet!

Heldigvis viste det sig, at han havde et andet ærinde, jeg kunne jo sagtens have hentet mine sko i morgen. Men det er jo nemt, når vi bor så tæt på hinanden!

 

Syg skræmme-mode!

Posted on by
2

Mit betænksomme barnebarn ringede kl ca 22 for at høre, om jeg var hjemme, eller skulle ud og gå med Diki, for så ville hun advare mig.

Det er et “sygt” modefænomen, der nu er kommet til DK fra USA:

I dette tilfælde er det et par unge mennesker (drenge?), der render rundt i mørket ved en skole her i nærheden, klædt ud som klovne og med en økse i hånden jagter tilfældige mennesker!

Det er sgu’ da sygt og meget skræmmende! Og åbenbart smittende, ligesom stenkast fra motorvejsbroer – FØJ!

Diki og jeg går ikke tur om aftenen, vi var ude sidst på eftermiddagen, og så må han komme ud i haven så tit han har lyst om aftenen. Det er han vant til, så er han tilfreds med.

Tak for advarslen, som hun spreder blandt sine venner.

Det lyder ikke rart

Posted on by
Svar

Yngstesønnen har lige sendt en lille besked fra Rigshospitalet, hvor han er blevet indlagt nu i aften. Han skriver selv, at det ikke er så alvorligt, men det er en byld el.lign., og det kan jo i hvert fald være alvorligt, så jeg er glad for, at han er blevet indlagt!

Vi har en svaghed i familien med ører og hals, mandler, dræn i ørerne, men det plejer at være betydeligt tidligere i livet og ikke som 45-årig!

Det er godt, han er i trygge hænder, hvor de kan handle hurtigt, hvis det bliver kritisk.

Jeg havde som barn og ung utallige halsbetændelser, og mandlerne hævede ustandseligt, men det var blevet “moderne” ikke at fjerne mandlerne. Som 19-årig, efter at være flyttet hjemmefra og kommet i lære i en bank, fik jeg en meget voldsom halsbetændelse – igen. Det var så voldsomt, at jeg flyttede hjem til mor og far og blev passet der, og fik antibiotika af deres læge. Men bedst som det så ud til at bedres, kom der en byld oveni den ene mandel, og det gjorde AVS! Den skulle skæres, hvis der ikke gik hul til næste dag – det var jeg meget bange for. Men da jeg vågnede efter et blund, havde jeg den mest forfærdelige smag i munden: der var gået hul! Puh ha!

Jeg var væk fra arbejde i 14 dage, og da jeg kom tilbage, stirrede de på mig: “Hvor syg har du været” – jeg havde tabt mig synligt, for jeg fik jo kun flydende kost i de 14 dage.

Derefter fik jeg endelig mandlerne fjernet, det hjalp!

God bedring søn! Jeg håber på godt nyt i morgen!