Åh disse minder!

Det ser ud til, at mine mangeårige ønsker bliver opfyldt – nemlig at få overspillet Sørens gamle smalfilm, så man kan se dem digitalt – på DVD regner jeg med, på længere sigt.

Yngstesønnen eksperimenterer, og nu er Christian også gået i gang og har kopieret og lagt musik under en film fra 1971, hvor vi er i DK på ferie fra Grønland og besøger ZOO i København sammen med vores bedste venner og deres børn. Nicolaj var kun 1 måned gammel og lå i vennernes barnevogn, som vi lånte under ferien.

Jeg sidder og er helt rørt og bemærker, at selv om det klart har været Sørens hensigt at filme dyrene, så vi kunne se dem tilbage i Grønland, hvor vi ikke havde ZOO – eller TV – eller biograf – så er det jo børnene, jeg helst vil se ;-).

Og hvor er de fine! Jeg har selv syet Helles buksedragt og frakke!

Masser af spændende post!

pakker

Hold da op, hvor meget spændende post, jeg har modtaget i går og i dag:

Bagerst på billedet er 3 store portioner sokker til børnene på Fjordmark. Den store pakke med garn er fra Rasmilla og indeholder 2 strikkekits, til mig og til Victor!

Og forrest en meget spændende stor kuvert fra det fjerne Østen, med gaver, som jeg godt vidste var på vej – som var varslet – men jeg havde jo ikke set det.

silkeskjorte-fra-laos

Min søster i Laos har fået skræddersyet en meget smuk fuchsia farvet skjorte til mig i bomuld/silke med slåede knapper, og har dertil købt et helt vidunderligt sjal i silke i matchende farver. Hold da op, hvor er det smukt!

Og – hvad både hun og jeg var spændt på – passer det? Ja – næsten!

silkeskjorte-fra-gitte

Jeg har ikke nogen talje (mere), så det taljerede snit er lige lidt for stramt. Men det er forudset, så der er rigeligt sømrum i siderne og indsnittene, og jeg ved, at jeg kan få rigtig god hjælp til at rette det til på Depotgården! (Hov, der kom lige en “selfie” igen! det blir jeg vist aldrig mester i).

smaa-tasker-fra-laos

Der var også et par meget søde små tasker / toiletpunge, fint lokalt håndværk fra Laos!

Det var da en “rig” høst! – og hver gang, jeg pakker en pakke op, står Diki dirrende af spænding ved siden af: er der noget til mig? Han elsker pakker, for der er nogen, der sommetider lægger lidt hundeguf ved!

 

Én mand mod mange – det lykkedes.

Tillad mig at lufte min moder-stolthed, nu hvor der er lykkedes min søn at ændre de næsten vedtagne spareplaner i Trekantområdets beredskabskommision = 6 kommuners beredskab.

Som den eneste stod han op imod alle andre i de 6 kommuners beredskabskommision og sagde “NEJ!”. Med det resultat, at der blev skabt røre om spareplanerne, som derefter andre også kunne se var uforsvarlige, og som nu er droppet.

Og nu er de 6 kommuner blevet enige om at arbejde med en ny plan, og foreløbig betale, hvad det koster at bevare status quo.

Det er flot, at han – i sin egen vanskelige situation som handicappet uden nødvendig støtte, hvor han personligt “slås mod vindmøller”, har overskud og mod til at træde op solo til gavn for os allesammen!

Det er temmelig sikkert andre, der tager æren! Men hvis man har fulgt forløbet, ved man godt, hvordan det hænger sammen.

Til lykke!

Vinderbillede

Tibetanerklubben, som både min datter og jeg er medlemmer af, holder i øjeblikket nogle fotokonkurrencer på Facebook – én hver måned – med tema.

I september har temaet været “Venskab”.
Her er vinderbilledet – et dejligt billede af min datter med morgenhår sammen med sine 2 Tibetanske Terriere. Hun skriver selv historien bag billedet:

helle-og-hundene-vinderbillede-tibetanerklubben

 

“En sommermorgen forrige sommer, sad jeg med en kop kaffe på trappen ved syvtiden mens jeg nød den fine sprøde morgenluft og kiggede ud i haven. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at mine to dejlige bedstevenner var listet ud og sad lige bag mig på trinnet ovenover. Men det havde min mand, der på samme vis listede ud og tog et billede af os tre… Listige venner er gode at have i ryggen.”

Hilsen fra Sverige

Victor og hans Mor og Far er på ferie i de store svenske skove, hvor de sammen med venner camperer og plukker bær og svampe.

victor plukker tyttebær

Det viser sig, at Victor er helt vild med at plukke bær, han kan slet ikke vente med at komme i gang igen om morgenen med den lille plukke-skovl, han har fået!

Victor 70 kg tyttebær

Og efter et par dage havde de 2 familier plukket 70 kg Lingon (tyttebær).

Det vækker minder! For vores familie har holdt mange ferier i Värmland hos vores gode venner Bente og Rune. Og vi plukkede altid mange bær, de første år var det blåbær, fordi det var i skoleferien, hvor tyttebærrene ikke var modne endnu.

august 2003 sverige 1

Men senere var Søren og jeg af sted alene sammen med Bente og Rune, som her i august 2003, hvor vi kørte højere op i Sverige og boede i en hytte, hvorfra vi drog ud på bærplukketogter i den fantastiske natur. Ak ja, nu er de væk alle 3, Bente døde tidligere i år.

august 2003 sverige 2

Når vi kom hjem til hytten, sorterede og rensede vi bærrene, og de blåbær, som fulgte med i “plukkemaskinen” (en slags skovl med riller), spiste vi til dessert med fløde!

august 2003 sverige 3

Et år plukkede vi 60 kg, som blev bragt med hjem til DK, hvor vi både syltede og solgte af de lækre bær.

“Tabe-sten”

helles sten hos iris

I blomsterbutikken Iris i Fredericia ” finder” man sommetider søde, sjove sten, som en kunde “taber”, når hun besøger butikken. De har haft stenene liggende på en hylde, men der er ikke plads til dem længere, så nu har de lavet en dekoration omkring et spejl. Jeg kender godt den kunde!

 

Victor er LEGO fan

Det er dejligt, når barnebarnet bliver så stor, så han kan de forskellige ting selv – f.eks. bygge med rigtig LEGO og er vokset fra DUPLO.

victor lego 1 victor lego 2

Victor er dygtig til at følge vejledningen og bygge fine ting med LEGO, og efter besøget i LEGOLAND havde han en ny æske, der skulle indvies hos Farmor.

victor lego 3 victor lego 4

Han slægter godt nok sine fætre på!

Victor og Diki i Legoland

legoland 13

Vi har haft en super dejlig dag i Legoland i dag! Første gang Victor og hans bedste kammerat Mathias har været i Legoland (de 4-årige københavnere) sammen med deres forældre, Victors Farmor og Diki!

Jeg var i tvivl, om det var for meget for Diki med alle de mennesker, der er sådan en sidste lørdag i skoleferien, men hold da helt op, hvor han også havde en dejlig dag og opførte sig så flot!

Vi fik nogle kraftige byger indenfor den første timer, men så var der ellers solskin, men ikke for varmt resten af dagen – helt perfekt vejr. Og vi var det lige fra kl 10 til kl 18, så vi fik da noget ud af dagen!

Det er mange år siden, jeg har været i Legoland, og der kommer jo hele tiden nye aktiviteter og byggerier.

legoland 14

Vi startede klassisk med Minibyen, hvor Victor som sin fætter og kusine blev foreviget foran Amalienborg…

legoland 8legoland 9legoland 10

…og Mor og Far tog turen i vandrutchebanen – den skulle drengene ikke nyde noget af. Men en sejltur i piratland var de meget begejstrede for.

legoland 12

Og så gik det ellers til de nye, spændende aktiviteter – “Ninjago World”, som bare var det helt vilde for knæjterne!

legoland 11

Eller Falck brandslukning, hvor deltagerne skal pumpe brandbilen frem, slukke branden med vand, de selv pumper op, og pumpe bilen tilbage igen.

legoland 3legoland 4legoland 5legoland 6

Selvfølgelig et familiesamarbejde, som ikke mindst de voksne gik højt op i!

legoland 1

Victor hilste også på en smuk prinsesse, som havde en meget blød kjole, iflg. den lille mand!

Der var masser af sjov, og drengene havde en fantastisk dag, samtidig med, at vi hyggede os. Diki og jeg fulgte med og tog en slapper flere gange, mens de morede sig, så vi kunne holde til det.

legoland 2

Og Diki fik også lov at tage sig en lur i den medbragte, smarte trækvogn til overtøj og tasker!

Jeg var virkelig imponeret over min dejlige hund. Ikke bare opførte han sig pænt, han holdt sig også fra at tisse (eller andet) fra kl 7 i morges og til vi kom hjem kl 19.30! Jeg fandt et par steder, hvor det kunne have ladet sig gøre, sidst i græsset omkring P-pladsen – men nej – ikke sådan et fremmed sted, og så havde han alt for travlt med at passe på “sin flok”. Så han tog revanche på græsset herhjemme, så snart han kom ud af bilen – UHA hvor han kunne blive ved!