Færdig med quiltning af Emmas tæppe med trekanter i friske farver og motiver. Trekanterne er skåret efter en 60 graders lineal, det er nemt!
Emma er 7 måneder og min nevøs barnebarn nr 2, og jeg havde en rest af det uglestof, jeg brugte til hendes storesøster Maja’s tæppe i 2014 – mon ikke Maja kan genkende det?
Bagsiden er festligt rød/hvid prikket.
Det har været en lidt vild dag! Min søde “engel” kom i morges efter sin ferie – jeg troede hun var på arbejde, men hun kom for at hjælpe mig med rengøring – det er hun bare en knag til!
Så kom der et ægtepar fra Faaborg med 5 (fem!) sække stof til Projekt Puttetæpper, hun havde ryddet op, fordi de forventer snart at flytte, og hun syr ikke så meget mere. Det er rigtig fine stoffer, og også nogle UFO’er, så vidt jeg kan se, jeg har ikke set ret meget af det endnu.
Mens de var her, ringede der en anden dame og spurgte, om hun måtte sende nogle firkanter, riet på pap!
Jeg fik gjort noget klar til at tage med ind på Depotgården til håndsyning, men kom først derind ved 14-tiden.
Der var Aja netop blevet færdig med at quilte hele 2 puttetæpper på long-arm-maskinen med Laila som læremester. De mangler lukkekant, før de er helt færdige, men derfor kan de godt ses – de er fine. Det ene er en del af et stort sengetæppe, som Projekt Puttetæpper er blevet foræret, og som Aja har pillet pap ud af og delt op, så der bliver 3 tæpper ud af det: 
Det andet er syet af stoffer, som Kirsten Juhl i Kolding har doneret stofferne til:
Og Ulla fik netop lukkekanten færdig på sit store tæppe til et barnebarn, en ung mand,
Jeg fik ikke selv syet så meget, for pludselig ringede min mobil – det var datteren, som det var lykkedes mig at overraske med en buket på en mærkedag, som hun og svigersønnen selv havde glemt! Det var ærligt talt meget sjovt! Det er deres 25 års forlovelsesfest og den dag, de ellers i mange år regnede deres forhold fra, i så høj grad, at de holdt “kobberforlovelsesfest” 12½ år efter! De blev først gift en hel del år efter – og i 2 omgange, så et sølvbryllup er der lange udsigter til.
Når jeg husker dagen, er det fordi, de forlovede sig på Sørens og min bryllupsdag, som kunne have været den 52. i dag.
Og så fik jeg endnu en overraskelse, da telefonen ringede igen! Det var Linnea, som var i Skovby (ved Bogense) for at hænge patchworktæpper op til en udstilling med patchwork, som Eva Johansen, hun selv og 2 andre patchworkere åbner i morgen på Kunstgården. Hun ville høre, om jeg var hjemme, for så ville hun komme forbi med 4 puttetæpper, hun har syet til Projekt Puttetæpper. Vi aftalte at mødes udenfor Depotgården, og som altid er det 4 meget flotte tæpper, Linnea har syet. Det ene vil ikke blive vist før om 1 år, for det er et af 21 jubilæumstæpper, der skal bruges i forbindelse med Projekt Puttetæppers 20 års jubilæum i 2017. Forskellige tæppetanter er i gang med at sy hver sit tæppe med hver sit årsmønster fra de 20 år.
Og så et lille kuriosum: da jeg var hjemme igen og gik tur med Diki, kom jeg i snak med en af mine nærmeste naboer og fortalte om den lille overraskelse til datteren og svigersønnen. Nåh, det var da sjovt, sagde hun, det er også min bryllupsdag i dag! Og så viste det sig, at vi var blevet gift på samme dag i 1964! Det var vi nok aldrig kommet til at snakke om, hvis ikke det lige var pga den buket i dag!
Efter en hektisk Kr. Himmelfartsferie med Quiltefestival og alt, hvad der hører med i form af modtagelse af tæpper, toppe, mønstre mm var jeg godt nok “flad”! Det tager lidt længere tid at komme i omdrejninger igen – alderen kan mærkes!
Men nu kører møllen igen, og jeg er ved at pakke en modtaget top, vat og bagsidestof til Laila, som gerne vil quilte et puttetæppe igen.
Om lidt kommer der en dame fra Faaborg med stof – vi kommer aldrig til at kede os i Projekt Puttetæpper!
Det bedste er, at svigerdatteren er kommet hjem fra sin ferie hos hendes familie på Filippinerne – hun var ledsager for en ung mand og kunne tilbringe knap 14 dage sammen med sin familie, hvilket var holdt hemmeligt for hendes Mor, der nærmest fik et chok, da hun uden varsel så hende tidligt om morgenen, hvor hun gik og fejede, før det blev lyst (og varmt) udenfor den anden datters fine nye hus.
Det er dejligt at have hende hjemme igen. Der var så fint derhjemme, hvor børnene både har lært at gøre rent og lave mad, mens deres Mor var væk. “Nu forstår jeg, hvorfor det er så svært at finde på hver dag, hvad vi skal have at spise!” sagde 15-årige Christina 😉
Jeg glæder mig over, at mine børn alle 3 betænker mig med søde gaver på Mors dag:
Ældstesønnens børn kom med en lille fin charm til mit armbånd fra deres Far i morges.
Og datteren kom med en meget fin Orkidé, som hun ved jeg elsker – med 6 grene!
Hun havde også en flot plante til haven med fra yngstesønnen, den kender jeg ikke, men den kan blomstre lige fra april til sent på efteråret – og hun har tilbudt den opbevaring til vinter i sin kælder.
Vi fik også en kop kaffe og et par timers hyggelig snak, det var dejligt. Og Diki nød det lige så meget, for hun gider at lege med ham!
I mit barndoms hjem var min Far meget opmærksom, så vi vidste, at Mor skulle have en blomst eller en anden opmærksomhed på Mors dag. Senere inviterede min Far hende altid ud at spise, gerne på en udflugt, på samme dag. (Det var så ved at ende galt én gang, de begge kom slemt til skade i en trafikulykke, hvor én kørte lige ud foran dem i et kryds.)
Det er så rart, at skikken går videre i familien. Jeg tror ikke, at Søren havde helt samme traditioner fra sin familie, men børnene er søde og opmærksomme, TAK!
Jeg drømmer meget, og det er ikke altid, jeg kan huske, hvad jeg har drømt, sommetider kun noget af det. Men tidligt i morges dukkede både Søren og min Mor op i samme drøm – til stor overraskelse, bogstaveligt talt! For det skulle være en overraskelse, at Søren havde hentet min Mor på besøg!
Fuldstændig livagtig dukkede hun op med et dejligt smil, hun var godt klar over, at jeg ville blive glad. Klædt i en lys 2-delt dragt med sit krøllede brune hår, røde læber og negle, som altid pæn og velklædt.
Ret meget mere, husker jeg ikke, bortset fra det helt ulogiske, at Søren var syg, og det blev han først mange år efter, at hun døde.
Drømmen sad i hovedet på mig, da jeg stod op, og lige pludselig gik det op for mig, at det i dag, den 21. april, er hendes dødsdag.
21. april 1994 sad jeg med hendes hånd i min, da hun stille, stille åndede ud.
Det er ikke noget, jeg har tænkt på, så det er mærkeligt, det lige dukker op. Men derimod har jeg tænkt på, at til august er det 100 år siden, hun blev født.
Min svigersøn har været i Polen på en arbejdsopgave i forbindelse med en video, som han og en fotograf er ved at lave om en fransk/dansk jøde, der undslap Auschwitz i live som ganske ung. Hun har i de senere år holdt foredrag for unge mennesker, især gymnasieelever, i DK for at forhindre, at Holocoast bliver glemt.
I den forbindelse har de nu besøgt Auschwitz og har fået uvurderlig hjælp fra et yngre ægtepar, som er mine mangeårige spejdervenner. Karolina fik åbnet nogle døre for dem, som ellers var svære pga volsom aktivitet fra mange forskellige TV-hold og turister, der besøger den tidligere udryddelseslejr. Jeg har selv været der sammen med Tomek, den anden ½ af ægteparret, da han var ganske ung. Han havde aldrig været der selv, trods sin opvækst i en by få kilometer fra lejren. Og det var en meget stærk oplevelse for både ham og mig!
Dengang kunne man gå lige ind og gå rundt, som man ville, og man behøvede ikke guide. Mange ting er ændret siden dengang – ikke mindst pga terror-muligheden, som naturligvis er overhængende i et mindesmærke af den art.
Det havde været en stor oplevelse for de 2 danskere, som havde fået alle ønsker om at filme opfyldt, så de nu kan redigere og afslutte deres film, som skal bruges i undervisnings øjemed.
Og de havde haft nogle gode timer over et godt måltid mad sammen med Karolina og Tomek, mine gode venner siden først i ’90-erne. Vi har besøgt hinanden flere gange, vi har været i spejderlejr sammen både i Polen og DK, og Søren og jeg var med til deres bryllup i 1996, som de eneste ikke-familiemedlemmer og udlændinge, et festligt, stort bryllup over 2 dage, som vi aldrig har glemt.
Det var dejligt at høre om hans oplevelser og modtage kærlige hilsner og gaver. Karolina havde selv strikket en meget flot bademåtte i kabel-tykt bomuldsgarn, både til min datter (som også har besøgt dem sidst i ’90-erne) og mig.
Den er virkelig flot lavet! Og det er dejligt, at vi stadig har forbindelse med hinanden.
Diki har fået sin fødselsdagsgave – en bonus politistav, som han selv pakkede op fra kassen med hundefoder fra Oliver’s.
Nu har han fulgt mig fra stuen ind til arbejdsværelset, hvor han har lagt sig i sin nye fine kurv, hæklet af Susan.
Faktisk har han en kurv i hvert værelse: den gamle sækkestol, som jeg ikke nænner at gemme væk (endnu) i stuen, ved terrassedøren, en dejlig blød, polstret seng i soveværelset og så denne nye kurv i arbejdsværelset, og han elsker dem alle 3!
Til lykke til Christian, som fylder 19 år i dag:
Altid klar til at hjælpe – både sin Far, når han har brug for en hånd, og sin Farmor, som nyder godt af hans praktiske hjælpsomhed!
Inden mine gæster gik i går aftes, havde påskestenene fundet plads på det lille bord ved min dør. De liver op og pynter.
Det blev en meget fornøjelig og hyggelig påskefrokost med familien – eller det meste af den!
De ku’ alle sammen godt lide min mad – og vi sad som altid læænge ved bordet, sådan en frokost kan man ikke spise hurtigt.
De 4 unge børnebørn hyggede sig sammen ved sofabordet og hentede flittigt både sild, rejer og laks mm, også den specielle karrysild, som ikke må mangle på et frokostbord i vores familie, ligesom det hjemmebagte brød! – derimod var de “skidne æg” ikke så populære hos de unge!
Tossede tøser! – de havde begge chauffør på i dag!
I vores familie har påskeharen hidtil altid aflagt besøg og lagt farvestrålende chokoladeæg i haven, som børnene jagtede og siden delte.
Nu er de blevet så store, at de fik en pose marcipanæg til dessert, og så var det den gamle Mormor/Farmor, der blev lokket ud, fordi “påskerotten” (ihukommende vores plageånd for tiden) var set løbe forbi.
Og jo, den havde lagt – ikke æg, men nok så farvestrålende malede sten – datterens specialitet.
Så med Diki som nysgerrig følgesvend (man skal jo ikke gå glip af noget !) fandt jeg et par håndfulde søde “æg”.
Hvad kan man dog ikke få sådan en gammel bedstemor til?
Men fine er de! Tusind tak! Og tusind tak for blomster og megen hjælp!
