Flotte stoffer – direkte import

bali batik 2

Se de flotte Bali batikker, som lillesøster Lotte havde bragt med hjem fra Bali – som gave!

bali batik 1

Datteren skal have noget af det – det må vi finde ud af på et senere tidspunkt, for i dag gik snakken, så en eftermiddag ikke helt slog til!

bali batik 3

Søster Lotte syr ikke selv patchwork, så hun var dårligt nok klar over, hvad hun skulle gå efter. Derfor er denne ikke batik, men flot er den alligevel, med gode muligheder for at sætte sammen med andet stof.

Det var en fin gave – og en dejlig og hyggelig eftermiddag!

Ovenikøbet fik Diki også en oplevelse, for datteren havde taget BeBe med, og de to leger så godt sammen.

Spændende bud fra Bali

Jeg er ved at bage mine gode grovboller til eftermiddagskaffe, for min lillesøster kommer på besøg – næsten direkte fra Bali, hvor hun har været på ferie i 5 uger.

Hun har nemlig købt ind for min datter og mig på Bali af de skønne batikstoffer, som de er specialister i.

Det er SÅ spændende!

Når det regner…

..på ældstesønnens fødselsdagsgæster, drypper det på familien!

Forstået sådan, at sønnen holdt stor herrefrokost på sin fødselsdag i går, og så blev jeg inviteret til rester i dag! Ikke dårligt!

220215 rester

Der var både sild, laks, ål og rejer, roastbeef, hjemmelavet leverpostej mm.

Han stod selv for det, for konen var på arbejde! Men børnene var flinke håndlangere, og det havde vist været en gevaldig fest! Dejligt, at han kan klare det trods den manglende førlighed.

Overraskelse

Min søde svigerdatter fortalte om en gevaldig overraskelse, hun og hendes kolleger som hjemmehjælpere i Plejen fik på arbejde i går:

Deres arbejdsplaner gik mærkværdigvis kun til kl. 10.00 – hvad skulle de så lave? Så fik de besked på at samles, men måtte ikke få at vide, hvad det gik ud på. Selv de, der havde fridag, blev kaldt ind (på overarbejde), og de fik besked på, at hvis de ikke kunne blive færdige, skulle de sige til, så ville der blive sat vikarer på!

Hvad i alverden foregik der? Var det en fyringsrunde?

Der var dækket stort kaffebord. Og så kom der 3 ledere med en stor pokal og en kæmpestor kage og holdt tale for dem.

De var af 95 praktikelever blevet valgt som det bedste praktiksted i Fredericia Kommune! Hvor der altid var godt humør og sjov. Og hvor eleverne blev behandlet godt og fik svar på alle spørgsmål!

Sikke en overraskelse! Og hvor er det dejligt, at denne anerkendelse kommer til udtryk overfor alle de, der har fortjent den!

Se mere her: http://www.fredericiaavisen.dk/site/da/Avis/news/show/13332

 

Fra vores udsendte…

..ja altså, min lillesøster på ferie på Bali, er der kommet billede af balisstoffer, som hun har købt til mig:

batik

..for at høre, om det sådan noget, hun må købe med hjem til mig – ja, OM! WAUWW!

Nu har datteren også hægtet sig på og bestilt nogle stykker – vi må håbe, de har plads i bagagen!

Hilsen fra Bali

Det ser spændende ud! Jeg har lige fået hilsen fra min lillesøster, der er på dykkerferie på Bali:

230115 bali

De nyder varmen og venligheden, skriver hun. Bl.a. har de boet på en lille ø, hvor alle varer blev sejlet til af pramme, der lægger til i strandkanten lige ud for deres værelse.

230115 bali 2Hvorefter kvindelige bærere går ud i vandet og bærer alle varer i land. F.eks. som her 2 kasser øl ad gangen på hovedet!

Vi har selvfølgelig snakket om, før de rejste, at hun skal kigge efter batik/bali-stoffer, men de er ikke nået til den by endnu, hvor de er berømte for deres kunsthåndværk.

God ferie!

Til lykke Victor med de 3 år!

victor 3 år 2

Kære Victor!

Til lykke på den rigtige fødselsdag i dag, med de 3 år!

Du er en rigtig lille solstråle, som kom ind i dine forældres og vores liv på et lidt sent tidspunkt, men det gør måske fornøjelsen endnu større for os alle sammen!

Jeg er fuld af glæde over dit dejlige humør og dit kærlige væsen! Gode manerer har du også allerede, og nu er det sjovt at snakke med dig, fordi du lige pludselig har fået et meget fint sprog.

Jeg håber, at du får endnu mere fødselsdag fejring og gaver i dag efter for-fødseldagen i lørdags med din jyske familie!

Kærlig hilsen
Farmor og Diki

Victor 3 år

Victor bliver 3 år i morgen, mandag, men vi fejrede ham i det jyske i går, lørdag – det var en stor succes.

victor 3 år

Han er simpelthen så SØD! Og han har i løbet af meget kort tid udviklet sit sprog, så han nu taler både helt rent, meget tydeligt og i sætninger – det er en stor fornøjelse at kunne kommunikere med ham.

victor 3 år gaver

Han fik alle sine gaver på én gang, både tøj og legetøj, og hver gang, han lukkede en pakke op, sagde han med et stort spændt smil: “Er det til mig?” Han kunne både klippe snoren over og rive papiret af, og han blev stjerneglad hver gang – men selvfølgelig mest for legetøjet, både det med lyd og det uden! Da han havde pakket det hele ud, gik han rundt og gav knus til alle og sagde “tak for gaven”!

Han havde slet ikke tid til at sidde med ved bordet, men skulle lege med det hele.

Det var Tante Leonor og Farbror Jan (han siger Farmor Jan), der havde inviteret hele familien til at være med, og Far og Mor havde plyndret Lagkagehuset for kæmpestore fastelavnsboller med creme og fløde. Vi fik varm cacao, flødeskum og kaffe efter eget valg, og boller med smør og wienerkringle, så vi var godt mætte.

føds middag

På forunderlig vis fandt vi senere appetit til aftensmaden: “Bacon Explosion” med bagte kartofler, salat og flutes, samt cheese cake til dessert.

bacon explosionDet var værten, der stod for hovedretten Bacon Explosion, som bestod af ingredienserne på billedet..

bacon explosion 2

..som så sådan ud, da de kom ud af ovnen..

bacon explosion 4

..og blev skåret ud.

bacon explosion 3

Det er super godt med de bagte kartofler, whiskysovs og den grønne salat med bl.a. melon.

Jeg elsker, når alle mine børn og børnebørn, incl. Victors gudmor (kaldet “Gud”), som er min niece, kan være sammen!

Det var en festlig fødselsdag.Victor er en skøn lille dreng, og han er så glad for sine store fætre og kusinen. Fætter Christian er travlt optaget på gymnasiet i øjeblikket med prøver på en musical, så han var ikke hjemme før senere, han er ellers Victors helt, så han var flere gange inde og kigge efter ham på hans værelse – og da han kom hjem, stormede Victor ud og gav ham knus – os så så vi ikke mere til dem den næste times tid!

Lidt på forskud..

..fejrer vi Victors 3 års fødselsdag i det jyske i dag! Dejligt, at de vil komme herover fra Københavnstrup sammen med “Gud” (Gudmor) og lade hele den jyske del af familien fejre den lille guttermand!

Og dejligt at hans farbror og tante har inviteret hele familien til fødselsdagsfejring med kagebord og aftensmad.

Nu kommer de snart – for de skal indkvarteres hos mig – jeg glæder mig!