Jeg har lige stjålet dette billede fra Inges blog af Noah med den søde “bandana” med suttestrop, som Bente har syet for mig som gave til Inge og hendes yngste barnebarn Noah.

Hvor er han sød! Og bandana’en er en rigtig sød og praktisk ting, foret med blød frotté.

Ah, hvor er det dejligt – hver gang! Jeg har været til fodpleje i dag, og det er simpelthen skønt at få fødderne snittet, filet, penslet med “gift”, negle klippet, blive smurt og pudret! Ja, det er en ordentlig omgang, og det tager mellem 1 og 1½ time, selv om jeg nu fast får det gjort med 2 måneders mellemrum. Men jeg tror, det er vigtigt, og det betyder i hvert fald meget for mit velbefindende.

Jeg har et udmærket helbred, men mine fødder er ikke gode! Måske har jeg mishandlet dem igennem årene, sylespidse sko med høje stilethæle var normal hverdags fodbeklædning, da jeg var ung.

Så fik jeg fodvorter (i svømmehallen regner jeg med) og de stråler, man dengang fik, hjalp ikke, så det endte med, at jeg blev opereret under begge fødder og var sygemeldt 1 måned. I samme forbindelse blev jeg beordret til at brænde de sundhedssandaler af træ, jeg brugte som modvægt mod stiletterne, for der sad formentlig smitten, der fik skidtet til at komme igen og igen. I dag gør man vist ikke sådan, men det gav jo også ar under begge fødder, som har generet mig siden.

Platfodet har jeg altid været, men det er blevet til stærkt nedsunken forfod på begge fødder, som indlæg fra en bandagist hjælper på – nye hvert år – og som jeg slet ikke kan gå uden. Men med indlæggene og gode støvler kan jeg heldigvis gå en god tur hver dag med Whisky.

Og når så Tove fjerner al den hårde hud, pensler “gift” på arrene (hun siger, hun kan se, det hjælper), smør fødderne godt og pudrer, ja, så synes jeg, at jeg svæver!

Det kom bag på mig, at jeg ikke kunne vænne mig til “min nye symaskine” = den udmærkede Janome Memorycraft, jeg købte brugt for ca. ½ år siden.

Der er bestemt ikke noget i vejen med den, og den syr pænt, kan også brodere mm.

Og jeg er ellers ikke den, der skifter cykel, bil eller symaskine ud i tide og utide !  Jeg har i mit liv haft 4 symaskiner:

En dengang fantastisk japansk Koyo, som vi købte som nygifte, min Mor havde en magen til og var glad for den, og den var ikke dyr. Den syede utroligt mange gardiner, idet vi de først mange år af vort ægteskab boede i Grønland, hvor Søren som tjenestemand blev flyttet rundt til forskellige byer.

Det første hus, vi fik som tjenestebolig i Nuuk (Godthåb dengang), var et gammelt canadisk konsulat fra 2. verdenskrig og bygget som samlesæt! Der var ikke 2 vinduer i det 2-etagers hus, der var ens. Så vi købte, mens vi var i DK og havde holdt bryllup, en masse gardinstof på udsalg, og så syede jeg til hele huset. Men de passede slet ikke til det næste hus, som var et kæmpemæssigt hus i Angmagssalik med 3 store stuer og 8 soveværelser. Så igen købte vi i metervis af orange gardinstof på udsalg, som jeg syede gardiner af, da vi var kommet dertil og kunne tage mål.

De orange gardiner fulgte os i mange år, idet de først blev syet om til det næste hus, i Asiaat (Egedesminde), og 5 år senere til det hus, vi købte i Klarup, da vi bosatte os i DK. Og ja – endnu engang, da vi 6 år senere flyttede hertil! Nu ligger de på loftet! Og al syningen klarede den lille Koyo! Ja, børnetøj syede jeg da også.

Men i 1978 fik jeg en ny Pfaff i julegave! Og det var noget helt andet, den var meget stærkere og syede vældig stabilt. Lige-ud og zig-zag.

Så fik jeg en ny interesse, idet jeg i 1996 begyndte at sy patchwork, mest i hånden. Men efterhånden ville jeg også gerne sy patchwork på maskine, så da jeg solgte det første patchworktæppe i 2000, købte jeg en ny Pfaff Triptronic 2020, der havde mange flere sting, var stærkere og kunne quilte. Den 22 år gamle Pfaff fik min datter, og den fik sit første (gratis) eftersyn i forbindelse med købet af den nye. Forhandleren syntes, det var så flot, at den aldrig havde fejlet noget!

Men der sker jo hele tiden ny udvilking, og den kunne ikke brodere og var ikke rigtig god til at quilte, så da jeg fik mulighed for at købe en brugt Janome til en god pris, gjorde jeg det. Og så var det, at jeg havde så svært ved at vænne mig til den, at jeg faktisk ikke blev rigtig glad for den!

Det var altså “kun” 3 maskiner på 45 år, egentlig meget godt i betragtning af, at jeg har syet en del.

Så da vi var i Århus i onsdags og var inde i Symaskinecentret for at få Pfaff’en efterset, kiggede vi på de vidundere, der findes nu om dage! Og da vi kunne få en god pris i bytte (Lars er kendt for at kunne gøre en god forretning), drog vi hjem med en Pfaff Expression 4.0! Det er godt nok en dejlig maskine, og formentlig fordi jeg har syet på 2 Pfaff’er før, har jeg slet ikke problemer med at finde ud af den – heller ikke de nye ting, som nok skal komme hen ad vejen, måske med lidt hjælp, som jeg er blevet tilbudt.

Og den fine Janome? Ja, inden jeg evt. forsøger at sælge den, skal min datter prøve, om hun kan bruge den, den kan jo meget mere end den 30 år gamle, som hun har – og den kan gå videre til min svigerdatter, som kun syr ganske lidt. Det foregår iøvrigt på en Elna, som jeg har arvet efter min moster! Jeg gætter på, at den er 50 – 60 år gammel, og det var en meget fin maskine dengang. Så sig ikke, at vi bare smider symaskinerne ud i vores familie!
Den anden svigerdatter har lige fået ny symaskine af sin Mor, som købte 3 maskiner på én gang, til sig selv og sine døtre, så hun mangler ikke symaskine.

Det er ikke helt rigtigt, at jeg kun har orkidéer – jeg har også købt en ny Amaryllis, og jeg har aldrig haft en med så mange blomster. Det er 2 stilke med hver 6 blomster, det må vist være rekord. Den er virkelig meget smuk og lyser op i denne mørke måned, før vi begynder at pynte til jul.

(Og nej – det er ikke mig, der har syet den flotte quilt på sofaen, det er en meget kær gave)

Det er forresten i dag 45 år siden, jeg røg min sidste cigaret! Det kan man blive ved at huske, måske fordi det var en anden begivenhed, der rystede hele verden den dag!

Der var engang, hvor jeg havde masser af potteplanter i alle størrelser. Faktisk blev nogle af dem som store træer, Nerier og Hibiscus f.eks., så Søren forærede dem væk til nogle, der havde større lokaler end vi, et gods med højt til loftet eller det lokale bibliotek! De var bare ikke så gode til at passe dem, så de forsvandt efter noget tid!

Da vi boede i Nordgrønland og Østgrønland for mange år siden, fik Søren lavet en trekantet “krybbe” af træ med neonlys over, der kunne de overvintre uden at gå ud i de mørke måneder. Der gik vist sport i det, men det var jo også en kolossal opmuntring, når der var så mørkt, at vi måtte have kunstigt lys selv midt på dagen.

Jeg ved ikke hvorfor, men nu har jeg “kun” orkidéer, og de er sandelig også en opmuntring på sådan en tåget og mørk dag som i dag!

De får altså ikke meget pasning, egentlig har jeg tit dårlig samvittighed, når jeg godt ved at den ugentlige vanding trækker lidt ud! Men måske er det netop derfor, at de trives?

De kommer og de går, de fleste er temmelig gamle, og de stammer næsten allesammen fra Stige på Fyn, hvor min kusine og hendes mand og søn dyrker dem, og hvor jeg mange gange har fået nogle foræret, og hvor jeg har lært, hvordan jeg får dem i blomst igen og igen. Jeg har et “nursery” = et køligt værelse, hvor de står, når de ikke blomstrer, og så er det dejligt at tage dem ind i stuen igen.

Den lille, lidt uanselige med stribede blade og små hvide blomster er en værtindegave fra sidste december, og den kommer nu igen, og står meget længe.

Så jeg har stadig glæder af mine blomster, selv om jeg misrøgter dem!

Er det for tidligt nu 2 måneder og 1 dag før juleaften at interessere sig for nisser?

Det er det jo ikke, hvis man skal fremstille nisser eller andre julesager til gaver eller salg.

De nisser, Bente laver efter Ulla Paaskes bog om nisser, er altså helt uimodståelige med deres finurlige stømpeansigter og minutiøse hænder, hver eneste med sit personlige udtryk. Hun havde en hel flok af dem med til syeftermiddag på Aktivitetscenteret Søndergården, og vi var allesammen vilde med dem.

Jeg fik denne weblog i fødselsdagsgave, da jeg blev 69 – det er en udfordring, når man i lang tid har læst, hvordan friske unge kvinder på underholdende vis skriver om deres hverdag og bringer fantastiske billeder af blomster, flotte naturbilleder, og ikke mindst spændende strik i massevis.

Men nu skal det være, så på dette sene tidspunkt af mit liv begynder jeg at skrive en slags dagbog om stort og småt fra min hverdag

Velkommen til din nye blog og tillykke med fødselsdagen.