Stort arbejde for lille detalje

Sommetider griner jeg lidt af mig selv, f.eks. når jeg som nu endevender stoflageret for at finde den helt rigtige farve til den lille detalje, som en lukkekant på et tæppe er.

Men det betyder altså en hel del for helheden, at denne detalje er rigtig og klæder tæppet. Jeg havde fundet en rest i en perfekt farve med et lille mønster, oven i købet lange strimler, klippet af et andet tæppe, men der manglede ca 1 meter i strimlen, som skal være 6 meter lang. ØV!

lukkekant

Tæppets farver er lidt usædvanlige – og meget charmerede, kanten er også fra Projekt Puttetæppers lager, så selv om jeg prøvede med blå og røde, så var farvetonen svær at ramme. Men nu er den der – den bliver fin. Den er ikke lime som billedet, men varmere. Bare vent og se!

Gem

Godt man ved, hvor hjælp kan findes!

Da jeg ville køre hjem fra Depotgården i går efter en hyggelig eftermiddag (hvor vi overraskende nok var mange på Tekstilværkstedet), kunne jeg ikke starte bilen!

Nu er jeg jo ikke nogen ørn til teknik og slet ikke til biler, men jeg kunne høre, at det var en lyd, jeg aldrig havde hørt før, det lød ikke, som det gør, hvis man mangler strøm. Nærmest som er tør, kradsende lyd, når jeg drejede nøglen.

Og dobbelt uheldig var jeg, for jeg havde både glemt mobiltelefonen og mit kort til Autohjælp.

Men jeg kunne da låne en telefon hos én af de andre på Tekstilværkstedet – og selvfølgelig ringede jeg til ældstesønnen, som har en meget god ven, der har forstand på biler og før har hjulpet mig.

Og hvor heldigt! Han var netop inde i byen og kom i løbet af et øjeblik sammen med sin kone.

Og hvad sker der så? Han sætter nøglen i og starter bilen! Nøj, hvor føler man sig dum! Men da han hørte mig beskrive den kradsende lyd, som jeg – flere gange – havde oplevet, for jeg forsøgte jo ikke kun én gang at starte, så mente han, at det er starteren, og den kan godt være slidt på sådan en gammel bil, så den skal skiftes ud.

Sønnen forklarede bagefter, at når den er slidt, kan den have svært ved at få fat i tandhjulene, deraf den kradsende lyd. Og når vennen kunne starte, så kan der være den lille bevægelse ved, at han sætter sig ind i bilen, der får den til at flytte sig.

Så blev man så klog!

Men det er dejligt, at jeg kan få hjælp, selv om han ikke selv kan komme og hjælpe mig.

Julebreve

Jeg har kæmpet med mit årlige Julebrev til venner og familie. Teknikken – læs: PC-en – har drillet (det gjorde den også med julebrevet til tæppetanterne), og tiden går! Men dels pga tekniske problemer, dels pga den uforskammet dyre porto og meget sendrægtige levering fra Post Nord, ender det med, at de fleste julebreve bliver sendt pr. mail. Og selv om jeg elsker julekort/breve, så er det vigtigere for mig, at der bliver sendt en hilsen, end at det bliver et rigtigt brev.

Der er dog enkelte, jeg stadig sender breve med mit julebrev lagt indeni.

Det var dejligt!

Jule uroen med hjerter havnede på det helt rigtige sted!

Når vi spille BANKO i Fælleshuset 2 torsdage om måneden, spiller vi om små pakker, som vi selv har med. Det er oftest lys + servietter eller chokolade!

Men jeg kan godt lide at lave noget selv til min pakke, og i dag var det så den uro med 3 store hjerter.

Og vinderen, som ikke selv laver den slags håndarbejde, blev virkelig glad og vidste lige med det samme, hvor hjerterne skulle hænge derhjemme!

Så bliver man da glad!

Nu har jeg også vist hjerterne på Facebook, og der er rigtig mange, som gerne vil have mønsteret, som Inge har lavet for mange år side, og hun har givet tilladelse til, at jeg videregiver det.

Jeg nåede det

Jeg har haft travlt i dag! Jeg har jule-pyntet i vinduer mm, og fundet alle mine jule-fyrfads-stager frem – det hygger alt sammen.

Men det indebærer, at jeg skal op på min køkkenstige eller op i sofaen for at nå – og jeg er ikke så glad for det kravleri! Det lykkedes!

Jeg skal have gæster i morgen, styregruppen i Projekt Puttetæpper holder møde, og det er mest praktisk at mødes hos mig, når de 2 andre kommer fra hver sin kant af landet!

Så nu skal jeg lige have flyttet nogle store stakke stof og UFO’er op på arbejdsbordet, så vi kan kigge på, hvem det vil sørge for hvad, og hvad der skal transporteres til Hejnsvig til oplagring indtil Tæppetante-træf 2017. Så får jeg lidt plads igen!

Men jeg nåede lige at slappe lidt af indimellem. Jeg holdt en pause, hvor jeg vandt mit lækre, håndfarvede, eddikebadede og nu tørrede garn, fik slået op og strikket 2 pinde!

Pakkeleg på Facebook

Nu er min pakke – eller pakker – nået frem til min “nisseven” i gruppen “Patchwork for alle’s pakkeleg 2016”, så kan jeg godt vise indholdet.juleven-2016-pakke-til-joan

Der er lidt forskelligt, selvfølgelig både noget patchwork relateret (hun kan sy flag og små lys-skåle, der er stof og mønster), lidt til den søde tand, lidt julepynt, julemærker og 2 fine sten med malede engle – en ny model fra datteren. De er virkelig søde!

Nissevennen, som bor i Fredensborg, skriver, at hun er glad for det! Dejligt!

Der er 176 med i legen, vi kender ikke hinanden, og alle sætter billeder på af deres gave. Det er sjovt at se, hvor forskelligt pakkeindholdet er.

Gem

Gem

Gem

Kalender strik

Jeg har før deltaget i kalenderstrik eller andet “mystery”-strik (eller -patchwork), og det kan være rigtig sjovt – også selv om man måske ikke bliver færdig til deadline.

HANNE’s DHU / DHA er gode eksempler, og dem har jeg deltaget i med fornøjelse mange gange.

Jeg strikkede også en Hanne Falkenberg vest “Blues” som optakt til OL i 2008 – det var med inspiration fra en strikkehjemmeside, Ravelry. Der bestemte man selv, hvad man ville strikke.Den blev først færdig længe efter, men det betyder ikke noget.

Nu er jeg blevet fristet til at strikke en lækker cardigan “City Cardi” fra Cashmere Company. Det foregår også som mystery, sådan at man køber garnet som kit, hvor der er det, man skal bruge, men opskriften kommer i mails, én hver dag fra 1. – 24. december. Og man ved ikke, hvad det ender med!

Ovenikøbet får man også links til små youtube-video’er med forskellige strikketips – det er super fint!

Og sikke da en service! Jeg købte den i går eftermiddag på webshoppen, og jeg regnede ikke med at modtage noget før efter weekenden. Men allerede i dag fik jeg mail om, at pakken var sendt i går! Og allerede her til morgen fik jeg en sms fra Post Nord om, at pakken ville blive bragt ud i dag! De ville gerne vide, hvordan jeg ville modtage den, hvis jeg ikke var hjemme! Og mens jeg læste sms’en, ringede det på døren – og der stod postbuddet! Hold da lige op! De kan altså godt – Post Nord! Det er nok sendt som Quick-brev, men det har jeg ikke betalt for, så det er også service fra butikken!

city-cardi-garn

Her er garnet – der kunne vælges mellem mange forskellige sammensætninger. Og der er vedlagt en anbefaling af at give de mørke farver et eddike-bad, før man vinder det op. Det har jeg aldrig prøvet før. Men jeg har flere gange strikket med håndfarvede garner, der smittede forfærdeligt af, mens man strikkede, så jeg vil bruge den fine vejledning.

Jeg glæder mig allerede, jeg har modtaget de første 3 dages opskrifter pr. mail.

 

Min nisseven..

..eller rettere den ene nisseven, har jeg nu pakket små gaver ind til. På en Facebook-gruppe “Patchwork for alle” arrangeres pakkeleg op til jul, hvor man sender en pakke til en nisseven, som er blevet udtrukket fra en liste på 176 patchworkere, der er med i legen. Den anden nisseven har fået min adresse – men jeg kender ingen af dem – i hvert fald hvad jeg ved af!

Spændende!

juleven-2016-pakke

Nu sender jeg en pakke med disse pakker, kort mm, og så er jeg spændt på, hvad hun siger til det – og hvad jeg får og fra hvem?