Haven lige nu – og Diki!

haven 1

Jeg har aldrig været god til havearbejde, og jeg bliver det nok heller nu, selv om det er en lille have! Men i dag har jeg plantet nogle hyacinther og mini-påskeliljer ud, efter at de har blomstret inden døre.

haven 6

Så kommer de sikkert igen til næste år. Jeg holder rigtig meget af hyacinther, men de trivedes ikke i haven i Brædstrup. Det gør de til gengæld her – og det viste sig det første forår, jeg boede her, at min forgænger i huset her også holdt af dem, for der er mange – mest lyserøde. Men nu kommer der blå til næste år!

haven 2

haven 5

Der er også mange mini-påskeliljer, både nogle, der var her, og nogle, jeg har plantet, som kommer igen. De vi havde fællesspisning i sidste uge, var jeg den ene af 2 arrangører, der bl.a. sørger for borddækning og -pynt.

haven 3

Da købte jeg nogle potter med stedmoderblomster og med mini-påskeliljer, som jeg så efterfølgende tog med hjem. De er blevet plantet ud i dag.

haven og diki 1

Diki har fået udvidet sit territorium! Jeg har jo fået klippet den alt for store beplantning af cotoneaster op ad volden mod jernbanen. Men kun for neden, ellers bliver det så bart og grimt med plankeværket øverst. Det skal nok skyde igen og blive grønt.

haven og diki 2

Og nu har Diki opdaget, at han kan klatre deroppe – lidt forsigtigt mellem alle resterne af grene, men der er ingen tvivl om, at han synes, det er spændende!

haven og diki 3

Ja, du er dygtig!

4256 små lapper!

alice

Alice har quiltet tæppet til sit barnebarn i dag.

alice 256 lapper

4256 små firkanter á 2 x 2 cm !!! Det har Alice syet sammen i hånden – hold da helt op!

alice quiltning

Det er ikke det første tæppe, Alice quilter på long-arm-maskinen på Depotgården – det kan man godt se her, hvor det er bagsiden af lækker grøn fleece! Hun er virkelig blevet dygtig!

Når Depotgården holder åbent hus på søndag 10. april, kan man også se den fantastiske maskine i brug! – Foruden alt det andet spændende på de mange forskellige værksteder.

Heldig hund!

050416 inga olsen 10 par

Diki og jeg har fået pakke i dag! En pakke fra Anne-Marie og hendes mor, Inga, indeholdende 10 par dejlige sokker til børnene på Fjordmark ..

pakke til diki

..og puttet ind imellem: en lille tyggepind til Diki, som han selv fik lov at finde – det, synes han er sjovt!

pakke til diki 2

 

Kaffe Fassett med kanter

Jeg er ved at sy et Kaffe Fassett tæppe færdigt og har leget med stoffer til kanter – som altid en leg, jeg synes, er sjov.

kanter

Det her med en smal grøn batik kant og et overdådigt Kaffe Fassett stof med store georginer passer vist meget godt?

Blokkene er syet af en rulle Kaffe Fassett strimler, der er syet sammen og skåret med “bjerglineal” – det er smart!

Mere hjælp!

Min dyrebare “husalf” har været her i dag, og jeg har selv plantet nogle krukker til med stedmoderblomster og plantet “brugte” løg ud i haven, så de forhåbentlig kan komme igen næste år.

Og da Diki var luftet, skulle jeg lige have en velfortjent kop kaffe – men så ringede det på døren.

Det var Christian og Christina igen + deres Far, som kom for at fræse min lille græsplæne for mos! Ja, Far’en kan jo ikke, men han kan “dirigere”!

mos

Hold da helt op, hvor det fylder, når det bliver kradset op. Det blev kun til dette – ikke så gode – billede, men der var pludselig ikke mere strøm på apparatet!

Nu er min grønne spand fuld igen – med mos! Men hvor er jeg glad for deres hjælp!

Hvor er jeg heldig!

Jeg har haft Christian og Christina på arbejds-besøg i dag. Hvor er jeg heldig, at de vil hjælpe mig! Og det er jo en af de gode ting ved, at jeg er flyttet her til, så det er nemt for os alle sammen.

De har ryddet op i baghaven – der lå en masse smågrene fra fældning af buskads, og visne planter fra vinteren, der ligger nu i store sække + i “den grønne spand”, som affaldsfolkene henter i morgen. Så nu kan jeg se frem til at plante lidt forårsblomster.

De blev forkælet med kaffe og en stor fed lagkage bagefter, og et par timers hyggelig snak. Det er dejligt at have dem for sig selv uden forældre eller andre familiemedlemmer. Så kan vi snakke om en masse ting, og de er jo nu en alder (19 og 15), hvor der er mange ting på tapetet, vi kan både snakke familie historier, uddannelse, bøger og meget andet. Og Diki var lykkelig, da de også gik en lang tud med ham! De lader ham bestemme, hvor de skal gå – det gjorde de også i sin tid med Whisky, i Brædstrup, og det fører sommetider sjove oplevelser med sig!

Det har været hyggeligt!

Spar 20% på alt!

Jeg vil bestemt ikke ønske for vores Superbrugsen, at de skal få skadedyr (læs: rotter) på loftet igen! Eller andre steder. For nu er det anden gang i løbet af kort tid, at de har lukket butikken, første gang i 14 dage, denne gang kun få dage, fordi det kunne konstateres, at den ikke havde været i butikken, men kun i et lille rum på loftet.

Men da de åbnede igen, lovede de kunderne 20% på (næsten) alt – ikke tobak, frimærker, Lotto og få andre ting. Og det var da værd at gå efter, så jeg sparede lige 150 kr på mine påskeindkøb – eller mine foreløbige indkøb.

Det er virkelig synd for en forretning med sådan en oplevelse lige op til Påske. Ikke mindst fordi de faktisk havde håndværkere, sporhunde, skadeservice og alt muligt, og så nu igen måtte decinficere alt!

Og så havde jeg da også taget mit gækkebrev med og modtog et påskeæg!

Ikke så dårligt

georgia

Jeg har snart syet blokke nok til et tæppe med det nye mønster 2016 Georgia.

De fleste af dem har jeg syet foran TV om aftenen, det er et dejligt lille hygge-håndarbejde at sy en blok eller 2. Men jeg vil også gerne prøve det af på maskine.

I begge tilfælde bruger jeg forskellige stoffer, ikke helt ud i det blå, men inden for en blå/rød/grøn farveskala. Alle blokke er forskellige! Så det er da lidt spændende, hvordan det vil virke, når de bliver syet sammen.

På den anden side, så er det netop det, det drejer sig om med puttetæppe-blok-mønsteret: man skal kunne bruge sine rester. Og jeg synes, det er skægt at bruge nogle utraditionelle sammensætninger.

For nu at bruge en jysk underdrivelse: denne blok er da LIDT sød!

Lang dag

Det blev sent i dag, før jeg fik aftensmad. Jeg har som altid om onsdagen været på Depotgården, hvor Laila først quiltede et smukt tæppe for Aja:

aja tæppe q laila

Derefter skulle Lis prøve at quilte på long-arm-maskinen for første gang. Så under kyndig vejledning og overvågning af Laila fik Lis lov at quilte et puttetæppe, der skulle have en lidt tæt quiltning.

lis quilter

Det havde hun hurtigt taget på – Laila roste hende for at have håndelaget meget hurtigt. Og det blev også en meget flot quiltning.

Lis og laila quiltet ufo bag

Prøv at se den flotte quiltning, som ses bedst på bagsiden. Man skulle ikke tro, at det var første gang!

Lis og laila quiltet ufo

Så både lærer og elev var mega stolte!

Sidst på eftermiddagen fik jeg besøg af en tæppe-/monteringstante, der kom med 10 flotte puttetæpper. Alle tæpperne er nogle, hun har lavet færdige af enten blokke eller UFO’er, og de er så flotte! Billederne er ikke klar endnu! Men hun fik også en hel masse med hjem til at lave endnu flere tæpper af – hold da op, hvor er hun flittig.