Hygge og arbejde på én gang

Styregruppen i Projekt Puttetæpper har holdt et godt og effektivt møde i dag – og heldigvis også meget hyggeligt.

Vi arbejder godt sammen og har været igennem mange ting, så der er styr på både tæppetanter og planlægning af næste års aktiviteter.

En meget vigtig ting: puttetæppemønsteret 2016 skal snart fastlægges, og vi er så heldige, at der er flere tæppetanter, der har givet god respons på en anmodning om gode idéer!

Vi er meget tilfredse!

Hendes Verden

Jeg har fået Hendes Verden, som udkommer på mandag, 23. november, på forskud – ligesom abonnenterne – i postkassen i dag!

Fordi jeg er med i en artikel om bloggere – altså fordi jeg skriver på denne “dagbog”, som ca. 600 læser hver dag!

Det er længe siden – et par måneder – at artiklen blev skrevet og jeg havde besøg af en fotograf, som har sendt mig nogle rigtig gode billeder! Dem må jeg ikke bruge, før bladet er udkommet, dvs på mandag. Jeg mener ikke selv, jeg er ret fotogen, men hun må være dygtig, for det er helt sikkert billeder, jeg er glad for!

I skal nok få dem at se.

Artiklen handler ikke om patchwork eller puttetæpper – men om mig! Ha! Og om min skrivelyst, som ikke er af ny dato.

Nærhed

Hvis jeg nogen skulle tænke på at fortryde, at jeg flyttede i en temmelig moden alder, væk fra det hus, de omgivelser og det “bagland”, hvor jeg boede i 34 år (den længste periode, jeg har boet samme sted) – og det sker ikke (!) – så vil jeg lige huske mig selv på, hvor dejligt, det er med den nærhed, jeg har fået med min familie!

Vi render ikke ud og ind hos hinanden – det skal vi heller ikke – men i småt og stort kan vi hjælpe hinanden og se hinanden, uden at det betyder planlægning og transporttid.

F.eks. de sidste dage, hvor jeg tog toget til København for at besøge yngstesønnen og hans familie, som så ikke er “nær”, men lettere at besøge for mig nu, så vi f.eks. kan gå i Tivoli til juleudstilling og ellers tage en afslappet weekend sammen med hygge og god mad. Det betyder også, at jeg kommer tættere på familiens dejlige yngstemand.

Diki kunne ikke komme med denne gang, fordi han ikke må komme ind i Tivoli, men så passer Christina og ældstesønnens øvrige familie ham. Da jeg skulle tidligt af sted, hentede Christina ham her, da hun fik fri fra skole, og familien hentede hans ting senere. Diki kunne godt nok ikke forstå, at hun kom her og gav ham snor på og gik med ham, og hun fortalte mig, at han “græd” i starten derhjemme, fordi han savnede “mor” – jeg plejer jo selv at aflevere ham, og så ved han, jeg kommer igen.

Da jeg kom med toget søndag aften, hentede Christian mig i min egen bil (dejligt, han har fået kørekort), og Christina og Diki var med helt op på perronen – åhh, så blev han glad, den lille hund!

Da vi kørte hjem til dem, før jeg fortsatte hjem til mig selv, skulle jeg lige med ind og se billeder og video fra Christians gallafest på gymnasiet, hvor han som afgangselev i 3. g var med til at danse Lanciers, som Christina havde videofilmet. Det var sjovt at se alle de unge mennesker – så voksne de pludseligt ser ud i smoking og lange kjoler! – og de var godt nok mange!

Sådan nogle små ting ville jeg gå glip af, hvis jeg boede 3/4 time herfra og måtte parkere i Horsens for at tage toget til København.

Og i går ringede Christina for at spørge, om jeg har nogle gummistøvler, hun måtte låne, hun har ca. samme str. som mig. Hendes mor mente at have set et par gode gummistøvler hos mig. Ja, jeg har nogle dejlige, kraftige, forede gummistøvler, som jeg sjældent bruger, og det må hun selvfølgelig.
Så hun kom lige med sin mor og hentede dem, da jeg kom hjem fra Depotgården. Hun skulle med sin 9. klasse på ekskursion i dag, hvor de skulle se dådyr, og se nogle, der var syge, blive skudt, og være med til at brække dem og tage indvolde ud af dem.

Det er rigtig dejligt at vi kan hjælpe hinanden!

Det bliver godt!

sandwich

Jeg har “sandwichet” en top med mellemfor og bagside. Toppen, som er sendt til mig, var lige lille nok til et puttetæppe – det er ikke ualmindeligt – og jeg synes, jeg har været ualmindelig heldig med at finde stof til den brede kant på “lager”! Det hele, også kanten, er Kaffe Fassett stoffer, og tilfældigvis havde jeg for kort tid siden benyttet mig af et godt tilbud hos Patchworkkælderen i Kolding – og vupti! I dag blev der brug for det!

Det er meningen, at Laila vil quilte det på long-arm-maskinen på Depotgården søndag, når der er julemarked, og vi arbejder på Tekstilværkstedet, så hun har fået det i dag.

Diki på toppen

291015 klippet 2

Det var kun en enkelt dag, Diki var “lidt stille og flov” denne gang, efter at han blev klippet i forgårs.

291015 klippet 3

Han er helt på toppen igen, leger og driller – og sørme: stiller op til fotografering, der ellers ikke har hans interesse! Han er ikke opdraget til at posere, idet jeg ikke udstiller ham.

291015 klippet

Jeg fortæller ham hele tiden, hvor “fiiin” han er, og han vil jo rigtig gerne kæles for.
De andre gange, han er blevet klippet, har han hele tiden sat sig på numsen, også når vi går tur, formentlig fordi han frøs i den kortklippede numse.
Denne gang har Christina, som klipper ham, undladt at klippe ham så kort bag i, og det har betydet, at han slet ikke har den adfærd.
Han viser ikke ubehag ved sit “nye” look, det er dejligt!

Det lidt strittende overskæg vil lægge sig i løbet af kort tid, og han har bibeholdt den lange, flotte hale og længden på ørerne – efter ønske. Man skal gerne kunne se racen, selv om han er korthåret. Og nu har vi aftalt, at det er praktisk med klipning ca. hver 4. mdr., så kan jeg klare at holde pelsen. Jeg fik faktisk ros af Christina denne gang! Hun synes, jeg har holdt pelsen fint siden sidste klipning i juli. Dejligt!

Han er jo min skat og gode kammerat, så han skal have det godt!

NU er jeg godt brugt!

Alle weekendens aktiviteter er gået godt, og nu skal jeg bare have benene op!

Det var en fantastisk messe “Kreative Dage i Fredericia C” – hold da op, det må være Danmarks største messe for kreative mennesker.

Det er lige før, jeg synes, det var uoverskueligt, men det er nok, fordi jeg ikke havde tid til at komme rundt over det hele.

Til gengæld havde jeg i dag nogle meget hyggelige timer i Dansk Patchwork Forenings lille stand sammen med andre søde quiltere og den nuværende og forhenværende formand for foreningen, der gjorde, hvad de kunne for at skaffe nye medlemmer – det lykkedes! Personligt hvervede jeg 2, selv om det ikke var det, jeg var der for, men de tog imod det gode tilbud om en rabat på indmeldelse lige nu.

Det var sjovt at vise japansk foldeteknik i forskellige udgaver, både tasker i forskellige str., tæpper og den lille dug med foldede trekanter/sekskanter, som jeg syede på, det var der mange, der var meget interesserede i at se: “Kan man også sy japansk foldeteknik i trekanter?”

Heldigvis havde jeg 2 timer til at se messen, få lidt at spise sammen med Rita og Kaj, og snuse lidt i butikkerne. Det var ikke meget, jeg købte, men et par meget lækre strikkekit hos Lene, Gårdbutikken Katrinelund, hvor vi snakkede om den meget spændende konkurrence på Hendes Verdens hjemmeside, hvor Katrinelund er én af 5 butikker, der er nomineret som Danmarks dejligste strikkebutik. Lene er vildt stolt over at være nomineret. Hun aner ikke, hvem der har nomineret hendes butik, men gætter på, at det er flere af hendes kunder, og det er selvfølgelig dejligt! “Tænk at min lille gårdbutik kan konkurrere med de store butikker!”

Man kan stadig nå at stemme indtil midnat i dag… så hvis du stemmer på Lene, så går du ikke galt i byen! Det er virkelig en dejlig butik, og Lene laver selv mange flotte opskrifter.

Og sørme, om ikke jeg også mødte familien = datteren og svigersønnen! Lige pludselig lå der en fin lille sten foran mig – én af de fint malede sten, som hun “taber” rundt omkring i byen og nu også på messen, hvor hun havde tømt lommerne forskellige steder – og nu også hos mig!

I morgen vil hun og jeg tage over og plukke æbler på mit sædvanlige gode sted. Der har ikke været hverken vejr eller tid til det før, men jeg regner med, at vi kan nå det.

Det kribler!!!!

HF ballerina kit rød

Øj hvor det kribler i fingrene! Jeg har lige lavet en spændende byttehandel!

Dette flotte strikkekit “Ballerina” fra Hanne Falkenberg i tomatrød/valmuerød/fuchsia/cyklamen har jeg byttet mig til i stedet for en færdigstrikket trøje “Patent” fra samme designer. Den var for stor til mig, så den lå bare i skuffen. Jeg har forsøgt at sælge den, men dette byt er helt perfekt!

Og jeg har strikke Ballerina før, så jeg kan prøve på den undervejs, så den kommer til at passe. Jeg kan rigtig god lide modellen og farverne, som også kan ses på forsiden af Hanne Falkenbergs hjemmeside.

Jeg glæder mig til at strikke den!

Aktivering

201015 aktivitet

Diki er rigtig god til at aflæse mig – og omvendt! Så når jeg er optaget og koncentreret om mit håndarbejde, lægger han sig som regel og hyggesover tæt ved mig. Men sommetider kan jeg mærke på ham, at han er lidt rastløs – det skal ske noget.

201015 aktivitet 2

Så kan han f.eks. få en del tid til at gå med denne “græsplæne” med små, tørre godbidder, som det tager langt tid at fiske op!

Når en bog går under huden…

…så det kan knibe at lægge den fra sig!

Nej, det er sjældent, at en krimi virker sådan på mig – og det er en ulempe, for så mister jeg ofte tråden! Og jeg kan godt falde i søvn over en krimi, hvis jeg læser i sengen.

Jeg har yndlingsforfattere, og en af de bedste er Rosamunde Pilcher. Til en rund fødselsdag (60 – tror jeg), fik jeg “Konkyliesamlerne”, og dengang kendte jeg slet ikke forfatteren. Det gør jeg nu! Jeg er ikke sikker på, at jeg har læst alle hendes bøger, men flere af dem har jeg læst flere gange.

Forleden kom jeg pludselig til at tænke på, hvor den bog var? Jeg var jo nødt til at sortere kraftigt i mange af de bøger, vi havde – og som i forvejen var reduceret nogle år forinden – så børnene måtte tage, hvad de ville have, og jeg tog selv så mange, jeg mente at få plads til efter flytning. Resten gik til genbrug.

Men selvfølgelig havde jeg stadig “Konkyliesamlerne”, og så gik jeg i gang med at læse den, igen – igen. Jeg tror, det er 4. gang, og den er lige god også denne gang.

Jeg elsker hendes måde at skrive på, og selv om jeg sagtens kan huske handlingen, er den lige fængslende. Hendes beskrivelser af mennesker, detaljer, landskaber, hendes have osv er utroligt levende.

Jeg kan næsten ikke stoppe med at læse! Laver læse-pauser i løbet af dagen, og synes næsten, at jeg “snyder” lidt i forhold til, hvad jeg egentlig havde tænkt, jeg skulle lave af mere nyttige og produktive ting!

Jeg har set nogle af hendes bøger som film – men det er slet, slet ikke det samme! Der mangler alt for mange af de fine detaljer, selv om det er dejlige film isoleret set. Jeg har ikke læst/hørt dem som e-bøger el. lydbøger, og jeg tror heller ikke, jeg skal det, selv om jeg ellers gerne vil høre lydbøger, mens jeg syr. Rosamunde Pilchers bøger skal nydes, og det skal ske i mit eget tempo.

Men jeg kan godt strikke, mens jeg læser, bare det er et enkelt mønster, som fingrene selv kan klare uden tænkning!

En helt skøn donation

Jeg modtog i går en stor sæk med de dejligste stof rester til puttetæpper.

stof fra lisbeth

Det er rigtig fine stoffer i dejlige farver, som kan blive til adskillige flotte tæpper!  Der er meget mere, end det, der umiddelbart kan ses på billedet, for det ligger i bunker!

ufo fra lisbethOg der var den kønneste UFO, som ikke kræver nogen stor indsats at gøre færdig – så den går jeg i krig med i dag! Man får jo virkelig lyst til at sy noget, der er så indbydende!

Der var også et flot strikkekit, som kan bruges som præmie i Projekt Hyggesokker – ikke fotograferet endnu.

Og giveren, Lisbeth, har også bedt om adresser, hvor hun kan sende hhv strømpegarn og blandet restegarn, så der er nogle, der vil modtage en pakke i nærmeste fremtid!

Tusind tak for din gavmildhed, Lisbeth!