I sne og sjap – flaget skal op!

Selvfølgelig skal flaget op, når en af naboerne fylder 95 år i dag – til lykke Johannes!

Vi flager på alle fødselsdage – hvis vejr og helbred tillader – og det var sådan, jeg blev flaghejser-vikar for 2 år siden. Det er blevet permanent, og jeg hejser flag sammen med vores formandinde fast nu. Jeg var godt nok lidt nervøs for, om flagsnoren var frosset fast, den er nemlig ikke blevet rørt i februar, men den kørte fint, og den fine sne, der er faldet her hele morgenen og allerede ligger tykt, var ingen hindring.

Jeg nåede at gå med Diki inden kl 8, og jeg fik skovlet min indkørsel efter flaghejsningen, så det har været en aktiv morgen!

Jeg skal dog ikke ud at køre, før der er nogenlunde ryddet, så Depotgården må vente!

Helt vildt!

Jeg har holdt mig hjemme i dag – det har sneet og føget hele dagen, så Diki og jeg har kun gået korte ture – han elsker sneen! Men blæsten kunne han ikke lide! Så selv hans små ture i haven i dagens løb har været korte. Og da jeg skovlede min indgang fri for sne, sad han og puttede sig i læ!

Men når han så kommer ind og kigger på mig med sne-fjæs, så kan jeg ikke lade være at grine, han ser så sød ud. Og han ved godt, at han skal tørres for al den sne, så han står bare og kigger på mig, indtil jeg kommer med håndklædet. Det blir til en lille kælestund, som vi begge nyder.

Jeg har brugt dagen på at gøre tæpper klar, som en tæppetante henter i morgen for at bringe dem til Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde. Der er både sengetæpper og puttetæpper. Og jeg har nået at sy lukkekant på 2 meget smukke puttetæpper, som en gruppe i København har syet.

Her er det ene, som jeg måtte fotografere indendøre – det er lidt synd, for farverne bliver ikke så fine, men blæsten piskede så hårdt, at jeg ikke kunne få det til at hænge stille på tørresnoren, da jeg forsøgte i en pause i snevejret. Jeg håber, det lykkes bedre med dem begge 2 i morgen.

Christina 17 år

Christina – mit eneste pige-barnebarn – bliver 17 år i dag – Til lykke!

Det blev fejret med brunch i den lille familie, og med bedsteveninden og “gudmoderen” + Farmor og Diki som gæster.

Til eftermiddagskaffen, samtidig med Vinter-OL’s flotte afslutnings show. havde Farmand lavet sin fantastiske lagkage! Det gør han ellers ikke mere, men “Fars lille pige” skulle ikke snydes!

Christina havde udelukkende ønsket sig penge, bl.a. fordi hun skal på studietur til London med gymnasiet, og så måtte Farmor lige træde til og “veksle” alle kontanterne til MobilePay! For deres egen bank er flyttet til Vejle, og Christina bruger praktisk taget ikke kontanter.

Jamen, det er da en lille ting at hjælpe med – og hun var glad for, at der kom indtægt på kontoen.

Nu ikke mere festivitas i de næste uger!

 

 

Spændende projekt

Før jeg blev syg i går, midt under et møde i Projekt Puttetæpper, fik vi heldigvis gennemgået og finpudset planerne med præsentation af puttetæppe årsmønsteret.

Det ser virkelig spændende ud, for puslespillet går op! Vi har fået tilsagn fra 14 butikker fordelt over næsten hele landet, som gerne vil være med, og et tilsvarende antal tæppetanter vil gerne besøge butikkerne – endda list flere, så de kan være 2 nogle af stederne. Der er endda 2 butikker, hvor de gerne vil have os 3 dage i træk i forbindelse med et planlagt arrangement.

Flere af butikkerne gør ekstra ud af det, serverer kaffe, stiller symaskine til rådighed og laver tilbud. Og de vil gerne sælge flere mønstre for os efterfølgende.

Det er klart, at jeg synes, det er sjovt, at idéen har fænget!

Nu skal jeg have lavet noget “reklame” = få det lagt ud på nettet diverse, relevante steder, så interesserede kan se, hvor og hvornår det sker.

Jeg bliver aldrig arbejdsløs! Heldigvis.

Jeg kan ikke dy mig..

..jeg bliver nødt til at afprøve det nye puttetæppe mønster på maskine, og det vil jeg fortsætte med, selv om det er så hyggeligt at sy det i hånden i min gode stol!

Jeg glæder mig utroligt til at se, hvordan tæppetanterne og alle andre, der syr puttetæpper, vil gå om bord i deres rester og sy blokken i forskellige kombinationer.

Faktisk bruger jeg mere tid på at sætte stofferne sammen og prøve, hvad der ser bedst ud, end jeg gør på at sy på maskinen 😉 . Det er godt nok hurtigt!

Hold da op, hvor det går!

Ja, helbredet holder – der kom ikke nogen Listeria bakterie på besøg hos mig – heldigvis!

Så jeg er helt klar til at tage imod alt det, der strømmer ind i øjeblikket!

I dag har Lene været her med 8 (otte) sække, indeholdende en masse dejligt stof, både til at sy tæpper med og til bagsider, 3 puttetæpper, 3 sengetæpper, mange “toppe” og UFO’er til puttetæpper + et stort stykke mellemfor.

Lene er kørt sur i alle de tæpper og vil gerne holde en pause, men forsikrer, at hun kommer igen og vil fortsætte med at sy puttetæpper.

Lene hjalp mig med at fotografere – billederne kommer senere.

Men her er billeder af 1 sengetæppe og 1 puttetæppe, som jeg er blevet færdig med at sy lukkekant på de seneste dage:

Puttetæppet er meget usædvanligt i mønsteret – det er både spændende og smukt, syet af Merethe Søby.

Sengetæppet, som er syet af Jette Stilling Jørgensen, er ét af 56 sengetæpper til Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde.

Fine tæpper quiltet

På Depotgården i går quiltede Lykke som gæst et meget yndigt tæppe, som hendes datter har syet:

Det blev rigtig fint, og nu mangler kun lukkekanten. Det var meget hyggeligt at møde og snekke med Lykke, som kendte mig godt, selv om vi aldrig har set hinanden før! Lykke er trofast læser af mine udgydelser her på bloggen! Så hun kendte alt til mig og min familie og spurgte bekymret til min søn! Det fik vi en lang snak om, da hun har et vist kendskab til problematikken.

Lis blev fædig i går med at sømme lukkekant om sit flotte tæppe, som hun har syet til sit 18-årige barnebarn, som udtrykkeligt havde ønsket sig røde farver, mens Lis faktisk havde forberedt, at det skulle være blåt!

Laila havde quiltet 2 meget, meget fine toppe til puttetæpper, som Cityquilterne i København har sendt til mig – de er godt nok smukke! Så nu er der lige 2 lukkekanter mere for mig at sy – det gør jeg gerne!

Der var 1 mere!

Der var sørme et mere, da jeg talte, samtidig med, at jeg pakkede tæpperne i sække i aftes. og jeg blev også færdig med den sidste lukkekant, så dette tæppe kom med:

Et rigtig samarbejdstæppe: Syet af Inga, stofferne er doneret af Susanne, Laila har quiltet, og jeg har syet lukkekant!

Bagsidestof er sponseret af Tuborgfondet, og LB-foreningen har sponseret mellemfor!

Det kan ikke blive bedre! Ialt 38 puttetæpper til Fjordmark.

Jeg må hellere tælle efter – men der er vist 37!

Så pakker jeg igen!

37 puttetæpper, som jeg kører til Fjordmark i Kollund med i morgen. De fylder godt på bordet, efter at jeg har taget navnesedler af og lagt dem pænt sammen.

Adresselisten er skrevet – et puslespil, fordi nogle har syet flere tæpper, men selvfølgelig kun skal stå der én gang, med en bemærkning om, at hun har syet flere tæpper.

Så nu skal de allesammen lægges i store sække. Rita syr sådan nogle dejlige, store sække af genbrugsstof, som vi bruger, når vi transporterer tæpperne.

Derefter: sengetid – jeg skal tidligt op i morgen og lufte Diki, før jeg kører og mødes med Birgith i Bramdrupdam. Det bliver en hyggelig dag!

Tidligere i dag slæbte jeg på stof, vat og fine toppe, jeg har modtaget, ind til Depotgården, og som Laila quilter i morgen, eller når det passer ind i hendes program.

Med alt det i en stor IKEA-pose og min egen kurv med mit eget sytøj = et puttetæppe, jeg syede lukkekant på, kunne jeg næsten ikke komme op ad trappen!

Men jeg kom op, lukkekanten er syet, og det tæppe kom også med.

Der skal meget til, så gode tilbud er velkomne!

Der skal jo utroligt meget stof til puttetæpperne, selv om der sys af egne rester, og vi får mange donationer. Og der går meget til bagsiderne.

Når der er gode tilbud, må vi benytte os af det, så når Bøgelund Patchwork har tilbuddet: “Tøm rullen og få 50% rabat”, og det så også gælder alle de mange ruller, hun har til 50 kr pr meter – så er det med at slå til!

Så jeg besøgte Bøgelund i lørdags og tømte 5 ruller – og det var vel at mærke flotte stoffer, af dem der var var sat ned til 50 kr meter – der var ialt 25½ meter og med minus 50%, altså 25 kr/meter, blev det kun 637,50 kr, det er da utroligt billigt!