Tæpper til 8 glade børn på Kildemose

8 glade børn har afsluttet deres 10 ugers ophold på Julemærkehjemmet Kildemose. Og i den forbindelse har de modtaget hver sit puttetæppe. På Kildemose har de en tradition om at udvælge tæpperne til hvert enkelt barn og give dem en lille historie om, hvorfor netop dette tæppe passer til det enkelte barn. Det gør tæppet meget personligt for barnet. Sådan har de gjort i alle 20 år, siden Projekt Puttetæpper startede.

Jeg var på Kildemose for 2 uger siden med 50 tæpper, og det er hyggeligt at gense nogle af dem! Jeg er sikker på, at der også er nogle tæppetanter, der glæder sig over dette billede!

Kul på!

Der er dage – og der er dage…

Nogle dage skal jeg trække mig selv op for at komme i gang – andre dage er der kul og energi på fra morgenstunden!

Sådan en dag har det været i dag!

4 “UFO’er” (syet af andre) er gjort klar i dag. De 2 med de små firkanter er quiltet af Laila, og i dag har jeg klippet dem til og lavet lukkekanter i passende farver, så de er lige til at sy på nu.

Det orange og det pink er toppe, vi har modtaget, men som manglede kanter, både for helhedens skyld og for størrelsen, så jeg har fundet stoffer på “lageret” (det er et godt lager ;-)), der passer i farverne, har syet dem på og strøget dem begge, så nu kan de blive quiltet. Som det ses har jeg lavet lukkekanten klar til det pink, det kunne blive ud af stykket, jeg havde, og nogle gange synes jeg, at kant og lukkekant skal være samme stof. De mønstrede stjerner ville blive “forstyrret”, hvis lukkekanten skulle være et helt andet mønstret stof.

I min frokostpause slog jeg græsplænen – den trængte stærkt efter al den regn.

Jeg er godt tilfreds med mig s elv!

2 helt forskellige tæpper færdige samtidig i Tekstilværkstedet.

Helle og jeg tog de allersidste sting på hver sin lukkekant samtidig i dag på Deptgården og kunne lige nå at fotografere, inden vi ville hjem.

Helles tæppe, som hun har syet til sin datter, er utroligt flot med stjerner af batikstoffer i mange farver, syet med “stamps”-teknik eller paper-piecing, som hun har øvet sig på med nogle dækkeservietter først. Helle har ellers altid syet i hånden “på amerikansk”, og altid i batik. For ½ år siden ville hun prøve noget nyt og kastede sig ud i paper-piecing med Laila som dygtig underviser. Det er blevet meget, meget flot!

Mit tæppe er – igen-igen – et puttetæppe og slet ikke “mit”, men et samarbejdstæppe! Anette i Støvring har syet toppen, som én af 9, Laila har quiltet, og jeg har syet kanter på.

Projekt Puttetæpper i Café Christians

Café Christians, som hører under Christianskirken i Fredericia, havde inviteret mig til at fortælle om puttetæpperne til børn på julemærkehjem. Jeg har være gæst der før, hvor jeg har fortalt og vist billeder om vores liv i Grønland.

Jeg er ikke svær at overtale, når det gælder puttetæpperne! Så jeg havde medbragt en ordentlig stak tæpper.

Og der blev lavet en improviseret udstilling, hvor jeg så både fortalte om julemærkehjemmene, børnene og tæpperne i de 20 år.

Jubilæumstæppe med årsmønster 1997/98, syet af mig!

Der var absolut interesse og spørgsmål, og der var ovenikøbet én, der havde medbragt en top til et tæppe!

Det blev en meget hyggelig formiddag!

Der er godt nok meget arbejde i det!

Altså i Projekt Puttetæpper. Alle de tæpper, vi modtog på Træf i weekenden skulle registreres, fotograferes og billederne lægges ud på diverse hjemmesider.

I dag har jeg delt dem i 2 portioner, og til den største stak har jeg lavet adresseliste, der skal følge med, når jeg i morgen kører til Kildemose v/Frederikssund med 50 tæpper!

De 2 store i forgrunden er sengetæpper, de sidste 2 af 38, som vi har syet siden juni 2016 til de nye boksmadrasser.

Her er 37 tæpper, de sidste 13 skal med fra Nyborg, hvor Rita har pakket dem.

Den anden, lidt mindre portion, skal jeg have med ud i Café Christian, Christianskirkens tirsdags café, hvor jeg skal fortælle om projektet og vise puttetæpper frem. Det glæder jeg meget til. De tæpper bliver afleveret på et andet julemærkehjem efterfølgende.

I næste uge kan jeg komme til at sy lidt igen!

Fantastisk puttetæppe

Jeg er ved at redigere billeder af de 59 puttetæpper, vi modtog på Træf i Skærbæk i weekenden. Og de er flotte allesammen – men der er især ét, jeg er vild med, fordi det er så smukt og lavet med en helt særlig omtanke – og så er det et vendetæppe:

Tæppet er syet med den teknik, der hedder Quilt-as-you-go på “udenlandsk” – på dansk kalder vi det Fix & færdig. Man quilter hver enkelt blok igennem forside, mellemfor og bagside, og så binder man blokkene sammen med tynde strimler på for- og bagside på én gang. På den måde skal man ikke quilte et helt stort tæppe på én gang. Når strimlerne er sømmet, er tæppet færdigt.

Her er det “Hexagon Flowers”, der er applikeret på firkanter af lyst stof, og i sig selv er det meget kønt og klassisk – men se så lige bagsiden:

Er det ikke usædvanligt flot? Det barn på et af julemærkehjemmene, der får dette tæppe, må blive meget glad! Det måtte godt være mig! Men den går nok ikke!

Med stolthed og glæde vises Puttetæppe Jubilæumstæpperne

Billederne af de 22 flotte jubilæums puttetæpper, som forskellige tæppetanter har syet til 20 års jubilæet i 2017, og til jubilæumsudstillingen på Træf i denne weekend, har ikke været offentliggjort før. Tæpperne blev udstillet på Tæppetante-træf i Hejnsvig i juni 2017, og nu kan de alle ses her.

Der var 2 mønstre det første år 1997/98, og mønsteret for 2006 Antiqué Tile er syet i 2 udgaver.1997 98 roterende stjerne hanne schrøder NY1997/98 Roterende Stjerne syet af Hanne Hector Schrøder, Fredericia, quiltet af Laila Brøgger, Fredericia.

1997 98 summerfest bente thomsen NY1997/98 Summerfest syet af Benthe Thomsen, Faaborg

1999 anna mikkelsen NY1999 Short and Sweet syet af Anna Mikkelsen, Skanderborg

2000 jette mørk jensen bookworm NY2000 Bookworm syet af Jette Mørk Jensen, Kolding

2001 malterserkors inga bach og ulla mikkelsen NY2001 Malteserkors syet af Ulla Mikkelsen og Inga Bach, Faarevejle

2002 birgith lorenz coxey's camp 2 NY2002 Coxeay’s Camp syet af Birgith Lorenz, Hejnsvig, quiltet af BeoBeo, Maribo.

2003 jacobs ladder linnea hassing nielsen NY2003 Jacob’s Ladder syet af Linnea Hassing Nielsen, Horsens

2004 churn dash rita sicko NY2004 Churn Dash syet af Rita Sicko, Nyborg

2005 Hayes Corner Else Andersen NY2005 Hayes’ Corner syet af Else Andersen, Hårby

2006 hanne murmann NY2006 Antigué Tile syet af Hanne Murmann, Haderslev

2006 yrsa højrup antique tile NY2006 Antiqué Tile syet af Yrsa Højrup, Kolding

2007 snails trail hanne murmann NY2007 Snail’s Trail syet af Hanne Murmann, Haderslev

2008 emmas blomster kirsten larsen NY2008 Emmas Blomster syet af Kirsten Larsen, Middelfart

2009 country checkers birte pedersen NY2009 Country Checkers syet af Birte Pedersen, Skagen

2010 stier og hegn lene larsen NY2010 Stier og Hegn syet af Lene Larsen, Dragør

2011 shining star bodil johansen2011 Shining Star syet af Bodil Johansen, Sæby

2012 fødselsdagsblomst inga bach og ulla mikkelsen NY2011 Fødselsdagsblomst syet af Ulla Mikkelsen og Inga Bach, Faarevejle.

2013 rundsav karin holme frederiksen NY2012 Rundsav syet af Karin Holme Frederiksen, Skørring.

2014 syskrin pia brønnum NY2013 Syskrin, syet af Pia Brønnum, Allerød. Quiltet af Stjernestoffer, Brønshøj.

2015 møllesti Anna-Marie Andersen NY2015 Møllesti syet af Anna Marie Andersen, Odense

2016 georgia kirsten beck hansen NY2016 Georgia syet af Kirsten Bek Hansen, Nyborg

2017 pernille riess robertson NY2017 Musetrappe syet af Pernille Riess Robertson, Snekkersten.

De 22 tæpper bliver del af en indvielses gave til det nye julemærkehjem Liljeborg i Roskilde, når de sidste af 48 børn er flyttet ind efter nytår 2018.

Jeg er så begejstret, at selv om tæpperne er vist på PP’s egen hjemmeside, har jeg kopieret dem over her! Der er jo nok andre af mine venner/familiemedlemmer, der gerne vil se dem, og som ikke ser de medier, hvor jeg har lagt dem ud i dag.

Dansk Patchwork Forenings Træf i Skærbæk

Der pakkes! Projekt Puttetæpper’s styregruppe deltager hele weekenden på Træf i Skærbæk – lørdag/søndag – og vi mødes allerede i aften for at hænge tæpper op i vores særskilte udstilling i anledning af vores 20 års jubilæum.

Tæppetanter har gennem de sidste 2 år syet 21 tæpper med hver sit årsmønster. Tæpperne har indtil nu kun været vist på Tæppetante-træf (heller ikke billeder), så det er meget spændende at udstille dem.

Vi har som sædvanligt også en stand på Træffet, denne gang i tilknytning til vores udstilling.

Der sælger vi årsmønster 2017 “Musetrappe”, viser andre puttetæpper, og modtager færdige tæpper.

Vi glæder os helt fantastisk!

Nabohjælp = Vi passer på hinanden

Uha da, jeg havde ikke fortalt min nabo, at jeg skulle være hjemmefra hele dagen, og her i Andelsboligforeningen passer vi på hinanden! Så hun blev meget bekymret, da hun ikke havde set noget til mig i formiddags, og da hun gik over og ringede på min dør, og det kun var Diki, der var hjemme, mens bilen holdt i indkørslen, blev hun endnu mere urolig!

Så da jeg kom hjem med Rita, som havde kørt, blev hun meget lettet! Vi var også kørt meget tidligt i morges, og da var hendes gardiner endnu rullet ned 😉

Rita og jeg var på visit hos Karin i Skørring v/Randers, vi 3 udgør styregruppen i Projekt Puttetæpper, og for engangs skyld holdt vi møde hos Karin. Det er ellers nemmere at mødes her, men Karin har på det sidste fået nogle meget store donationer – både færdige, toppe (oversider) og en masse stof til tæpper. Det skulle vi jo se, og det var virkelig imponerende!

Vi sorterede i fællesskab stoffet, og en del af det skiftede hænder! Så nu kom jeg hjem med både toppe, som jeg skal finde tæppetanter til at gøre færdige, og masser af stof i alle mulige kulører og størrelser. Ikke mindst bagsider til de tæpper, som nogle vil lave færdige samt stof til kanter på de tæpper, som ikke er helt store nok. Mange poser fulde!

Og min dejlige Diki er så dygtig til at være alene hjemme, han laver ikke det mindste uheld eller rod, han er bare mega glad, når jeg kommer, og jeg får verdens største krammer og møsser – og så skal vi ud og gå tur, før vi får aftensmad.