Puttetæppe 2017

Fint vejr til morgenfotografering – solen er ikke kommet om på den side af huset, og det er lyst og stille!

Se her er det første puttetæppe, syet med 2017-mønsteret “Musetrappe”, som jeg blev helt færdig med i går aftes.

Tæppet og flere løse blokke kan ses på Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne fredag – søndag 17. – 19. marts, hvor Projekt Puttetæpper er med i Inspirationshjørnet, og hvor vi også sælger mønsteret. Meningen med mønsteret er – og har været nu i 20 år – at man kan sy så mange blokke, man har lyst til efter mønsteret, af sine rester, og sende dem til os. Så bliver de syet til færdige tæpper af nogle af tæppetanterne og derefter givet til børn på julemærkehjemmene i DK. Man er selvfølgelig også meget velkommen til at sy et helt tæppe, eller en “top” = oversiden af et tæppe.

Vi håber at møde mange søde mennesker de 3 dage og sælge mange mønstre, som vil føre til mange blokke = mange tæpper.

Jeg nåede det hele i dag!

Det har godt nok været en dag, hvor meget skete – Morgentur med Diki som sædvanligt, kl. 10 frisør for at blive klippet, kl 10.45 på Depotgården, hvor der var et par tæpper, der skulle fotograferes, før jeg kunne sy på lukkekanten på mit medbragte puttetæppe, frokost i caféen kl. 11.45.

Kl. 14 hentede jeg mit ur og mit armbånd hos guldsmeden (nyt batteri og lille reparation), inden jeg kørte hjem og hyggede lidt med Diki og lukkede posten op = garn til Marysvøb, inden jeg gik ind til naboen, der holdt fødselsdag med kakao, kaffe, boller, drømmekage, roulade med jordbær og flødeskum og småkager.

Og nu i aften faldt jeg så i søvn over sytøjet og TV, det frisker med ½ time på øjet.

Jeg blev færdig med lukkekanten på det første puttetæppe med det nye mønster 2017 “Musetrappe”, som jeg har syet blokke til siden 1. februar. Håndsyet! Det blev syet sammen i søndags, fik kanter på og blev quiltet i går. Lukkekanten blev maskinsyet på i går aftes og sømmet i hånden i dag. I morgen bliver det fotograferet.

Og så er det klar til at vise frem, når Projekt Puttetæpper deltager i Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne i Middelfart fredag, lørdag, søndag.

Det glæder jeg mig meget til.

Jeg var meget heldig med garnet til Marysvøbet / Det hele Kongerige / Hapshawl’et (kært barn har mange navne), som jeg har lovet at strikke til en baby, der ventes til september.

Jeg bestilte 8 nøgler Regia uld/silke hos MARKNO á 59 kr., og så fik jeg en mail fra Marianne, at det garn bliver solgt ud, så der var mængderabat på, nemlig 40 kr pr nøgle ved 10 nøgler, så hun havde lige ændret min ordre, så jeg fik 10 nøgler for 400 kr i stedet for 8 nøgler for 472 kr! Sikke en flot service. Og det er bare så utroligt lækkert. Så jeg glæder mig meget til at strikke det. Det er det 4. af slagsen, jeg strikker, her er det sidste, 

 

Kaos eller system

Jeg skulle have taget et billede, før jeg begyndte at flytte om på blokkene – men det glemte jeg.

Nu har jeg flyttet rundt, så der er lidt harmoni, det så ærligt talt komplet kaotisk ud, indtil jeg fandt en slags system.

Blokkene er syet tilfældigt – med vilje  – med de farver, der er i det gennemgående stof, det mørke med små farvecirkler. Og med forskellige rester. For det er jo idéen i “blok-tæpperne”, som mange forskellige syr blokke til efter årsmønsteret af deres rester.

Tæppet skal være færdigt til Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne næste weekend, hvor vi sælger mønsteret – årsmønster 2017 “Musetrappe” – jeg synes, det er et godt mønster, og det er sjovt at sy efter.

Det tager mere tid, end man tror…

… al den administration af Projekt Puttetæpper, billedredigering – billeder lagt ud på diverse hjemmesider – dokumentation – kommunikation med de andre i styregruppen og tæppetanterne osv osv!

Men tag ikke fejl! Jeg nyder det – og jeg nyder at mødes med tæppetanter, som i dag, hvor én dem, der plejer at kommer her med favnen fuld af færdige tæpper, i dag kom tomhændet (som hun selv sagde) for at hente mellemfor til en masse tæpper, hun har klar til quiltning. Hun fik også lige noget dejligt stof med hjem, som vi har fået fra en butik, jeg er sikker på, at hun vil få nogle rigtig søde tæpper ud af det. Og hun skal jo ikke altid bare lave tæpper færdige, som andre har påbegyndt!

I dag har jeg lagt disse billeder på PP’s hjemeside og Facebook – er det ikke flotte tæpper?:

Og i forgårs kom Anna-Marie med disse 9 tæpper: Fantastisk!

Ny udstilling på Nørrevang i Stensballe

Det har været en travl og spændende dag, hvor jeg har været på plejecenteret Nørrevang i Stensballe, Horsens, med en udstilling af puttetæpper.

Nørrevang er et meget flot plejehjem, lyst og venligt og med brede lyse gange, hvor der udstilles forskelligt fra måned til måned. Jeg har været med til at udstille patchwork der flere gange for nogle år siden. Men denne gang består udstillingen udelukkende af flotte puttetæpper, som efter udstillingen vil blive kørt til et af julemærkehjemmene og brugt som  mindegaver til de børn, der har ophold der.

Projekt Puttetæpper kan godt være stolte af disse 23 tæpper, som allerede under ophængningen fik megen opmærksomhed.

Den patchworkgruppe, der syr på Nørrevang hveranden uge, havde spurgt, om vi ville udstille, og de hjalp med at hænge tæpper op. Det var ikke mindst en stor hjælp, at én af dem havde medbragt sin næsten 2 meter høje mand! Han kunne nå det hele uden stige eller “elefantfod”!

Se hele udstillingen her:

Endelig er her Nørrevangs eget smukke tæppe, som gruppen har syet til dem:

Og repræsentanten for Projekt Puttetæpper, som de gerne ville have billede af til den lokale avis:

Æbletæppe færdigt

Æbletæppet, som Lisbeth har syet efter månedstæppe-mønster fra HANNE’s Patchwork i 2016, er færdigt! Det er super flot, ikke mindst på grund af Lailas  flotte quiltning i og omkring æblerne, der giver tæppet liv!

Nu skal det indgå i en udstilling af puttetæpper på Plejecenter Nørrevang i Horsens fra i morgen til og med april. Jeg er sikker på, at det vil vække opsigt!

Puttetæppemønstre

Lige hjemkommet fra Kolding, hvor jeg har afleveret en stak puttetæppe mønstre 2017 hos Kirsten i Patchwork kælderen, som hun vil gerne sælge for os.

Det er der flere butikker, der har tilbudt, og der er endda 2, der lægger det på deres webshop, selv om de så skal betale moms af dem, de sælger på den måde, men det vil de begge donere.

HANNE’s Patchwork i Vejerslev har i mange år været en trofast støtte, og hun sælger også i år puttetæppemønsteret.

Laila fra BALI QUILT i Korsør, som iøvrigt har designet det flotte mønster for os i år, har ligefrem planer om en “event” og har lagt en sød video ud på Facebook, se her:

Lailas video

Hvor er det dejligt! Og så i et jubilæums år! Vi håber, det vil give rigtig mange blokke til at sy tæpper af til børnene på de 4 (snart 5) julemærkehjem!

 

 

Næsten-færdige produkter i Tekstilværkstedet

For nogen tid siden fik jeg en flot Hanne Falkenberg model La Strada af Anne-Marie, som ikke kunne passe den, men den var desværre også for stor til mig. Så jeg fik lov at finde en anden, der kunne bruge den, og det blev en anden Anne-Marie, kaldet Rie, som også deltager i strik og patchwork i Tekstilværkstedet på Depotgården. Rie strikker selv, men langsomt, da hun har gigt i hænderne, så det var lige sagen at få en næsten færdig, meget flot cardigan forærende. Hun har selv monteret den og strikket kanter på, og i dag blev hun færdig. Den mangler en omgang blid vask, men den skulle fotograferes alligevel – og hvor den passer og klæder Rie, som er en høj pige!

Vibeke quiltede i dag sit utroligt flotte sengetæppe,

Det var hendes hendes første quiltning på long-arm-maskinen, med god hjælp fra Ruth og Laila.

Det er et stort sengetæppe i fantastiske farver..

 

Og Laila mangler nu kun lukkekant på dette dejlige puttetæppe til et barn på julemærkehjem.