Puttetæppet med hatte og blomster blev færdigt i går aftes, med lukkekanten som det sidste.
Det er Ingelise Hansen, der har syet og quiltet blokkene, og jeg har sammenføjet dem med Quilt-as-you-go metoden.
Her er bagsiden.
…med vejret? Enten er der for vådt, for koldt, for blæsende – eller for varmt som i dag! Det måtte godt være lidt mere midt imellem – men så var vi nok heller ikke tilfredse.
Når jeg ikke kan kan sidde i skygge under halvtag + parasol og sy lige så stille skiftevis med at drikke te / kaffe / vand, uden at jeg må skifte tøj, fordi jeg er helt svedt! – ja, så er det varmt.
Nå, tag mig ikke alvorligt – det er da dejligt med nogle varme dage, og jeg kan jo netop benytte dem til stille og roligt at sy noget færdigt, som skal med på DPF’s Træf i Odense på lørdag/søndag.
Jeg mangler ikke ret meget nu på lukkekanten på det ualmindeligt søde tæppe med hatte og blomster – det blir færdigt i aften, så skal jeg nok vise det. Det er virkelig en fornøjelse at sy det færdigt.
Nu skal det være færdig, det søde puttetæppe med hatte og blomster, som Ingelise har syet blokkene til – og håndquiltet – lige til at samle med Quilt-as-you-go.
Det har holdt en lille pause, men jeg synes, det skal med på DPF’s TRÆF i Odense i weekenden, så nu samler jeg rækkerne. De samles med strimler for og bag, ligesom jeg har gjort med blokkene i rækker. Her er 2 af 5 rækker. De 3 rækker er samlet på maskine, som denne bliver, så bliver de sømmet i hånden, og til sidst bliver de 2 + de 3 samlet. Så mangler der kun lukkekant.
Det er noget af det sjove ved Projekt Puttetæpper – at de kan være så forskellige og så fine på hver sin måde.
Jeg blev færdig med at quilte det tæppe, jeg begyndte på i går aftes, efter at håndboldkampen var slut – jeg tror, jeg havde en masse energi, der kunne bruges fornuftigt!
Og i dag på Depotgården har jeg syet lukkekant på. Så nu er det færdigt.
Det er et temmelig typisk puttetæppe, blokkene er syet efter årsmønsteret for 2016 “Georgia” af en begynder, som har sendt os blokkene og en plan over, hvordan hun synes, det skal monteres. Jeg har skåret blokkene til og monteret det som ønsket, quiltet det og syet lukkekant på. Dejligt samarbejde mellem 2, der aldrig har set hinanden – og med et godt resultat!
Mens jeg var på Depotgården, kom Gerda, som er tæppetante, efter aftale og afleverede et meget sjovt og fint tæppe, hun selv har syet fra start til slut – man kan godt se, at Gerda er kunstmaler + patchworker:
Det er sådan et fantasi-tæppe med mange detaljer, som jeg er helt sikker på, at et barn bliver meget glad for.
Gerda afleverede også 2 “toppe” dvs oversider til tæpper, som vil blive gjort færdig af monteringstanter (som mig f.eks.).
På den måde og ved samarbejde på kryds og tværs – også på tværs af DK, får vi frembragt de helt unikke og søde tæpper til en masse børn, som kan glæde sig over dem hele deres liv, idet de forbinder dem med den gode oplevelse, de har haft af et ophold på et julemærkehjem. Det er en dejlig tanke!
…på OL-håndbold finalekampen (hvis nogen er i tvivl), fik jeg begyndt på at quilte et puttetæppe.
Det er en begynder (iflg. hende selv), der har syet blokkene, som jeg har monteret, syet kanter på og sandwichet med spraylim, vat og bagside i dag – puh det var varmt! Det er noget rigtig sødt bagsidestof, som Køge Patchwork har doneret, og som passer perfekt til farverne i blokkene.
Jeg var helt svedt, da jeg havde fået det samlet, det er så lummert i dag – eller er jeg ved at blive for gammel til den leg? 😉
Ja, Projekt Puttetæpper er en stor og dejlig del af mit liv! Det er både dejligt at sy tæpperne, at modtage dem fra andre, at bringe dem videre, at være i kontakt med mange forskellige mennesker og meget mere.
Men det gør mig også kisteglad, når jeg får sådan et billede af 6 dejlige børn, der efter 10 ugers ophold på et af julemærkehjemmene, Kildemose, i forbindelse med afslutningsfesten modtager hver sit tæppe. De har fået rigtig flotte resultater ud af deres ophold, er tilsammen blevet 60,4 kg lettere, 63,5 cm mindre omkring livet og er vokset 22,3 cm i højden!
De 6 tæpper afleverede jeg selv på Kildemose i mandags, så det er hyggeligt at se! (Men nej, jeg har ikke syet nogle af dem).
Jeg har i dag sammen med min veninde Jette modtaget 78 meget smukke patchworktæpper til Julemærkehjemmene!
De ar alle syet af Sussan i Asserbo, som er tæppetante og syr puttetæpper til børn på julemærkehjemmene, men disse tæpper, mente hun, var for små til at give børnene. De var syet som vægtæpper i forskellige størrelser, nogle ganske små, men en del af dem er ikke så små, at de ikke kan bruges at mindre børn.
For alle tæpperne gælder det, at de er helt utroligt smukke og perfekte i udførelsen.
Sussan håber at kunne flytte i et mindre hus inden for længe, så hun har ryddet op og samlet de mange tæpper sammen, hvilket helt klart har været svært!
Jette og jeg var ved at tabe underkæben, da vi sammen med Sussan fotograferede tæpperne. Vi måtte tage os i at gentage de store, begejstrede ord, der faldt os på læben!
Vi har lavet en aftale med Julemærkefonden, som er accepteret af Sussan: Tæpperne må bruges som puttetæpper = gaver til børn på de 4 julemærkehjem, eller som udsmykning på hjemmene, hvilket de mindre tæpper vil være meget smukke til. Der er også tænkt over, at nogle af tæpperne vil være fine at udsmykke med på det nye 5. julemærkehjem Liljeborg, som åbner i Roskilde om et år.
Endelig er det også muligt, at nogle af de mange tæpper vil blive solgt på auktion ved velgørenheds arrangementer på hjemmene for at skaffe penge til drift af hjemmene.
Under gennemgangen og fotograferingen var der et meget specielt tæppe, som vi var enige om ville være velegnet i kirkelig sammenhæng, idet det næsten er ikon- eller altertavle lignende. Det fik Jette lov til at donere til anvendelse ved andagter på plejehjemmet Helsingegården i Helsinge, hvor de mangler noget smukt at højtideliggøre andagterne med.
Det vil blive fantastisk, og Sussan vil blive inviteret til indvielse af tæppet, det glæder hun sig meget til!
Efter fotografering blev tæpperne pakket i bilen og kørt få kilometer til Ølsted, hvor vi var ventet med spænding af pædagoger på Julemærkehjemmet Kildemose.
De har i forvejen mange søde tæpper på væggene, f.eks. dette med drager.
Begejstringen var lige så stor her, og jeg er ret sikker på, at det bliver svært at finde ud af at dele med de andre hjem !
Se f.eks. et skønt vendbart tæppe:
…eller denne Convergense Quilt:
Der kommer billeder af alle tæpperne, men de skal redigeres først – og jeg er stadig på ferie! Men se til slut et meget smukt “maleri” i stof:
Jeg er meget spændt på, hvad vi skal hente i dag, min veninde og jeg. Diki og jeg er på ferie i Ramløse, og vi har en aftale om at hente en masse små patchworktæpper i Asserbo, vist nok for små til puttetæpper, men evt. til salg til fordel for julemærkehjemmene.
Bagefter skal vi besøge Kildemose i Ølsted med 15 puttetæpper og 5 sengetæpper – jeg er spændt på, om bilen er stor nok, eller om vi skal køre flere gange? 😉
I Projekt Puttetæpper syr vi for tiden på sengetæpper til julemærkehjemmet Kildemose. De har ønsket sig sengetæpper til deres 24 nye Tempur boxmadrasser, og der bliver syet så mange, at de også har nogle at skifte med, når de skal vaskes – det er så flot af “tæppetanterne”.
Her er mit personlige bidrag. Syet af ældre stoffer – måske ikke “retro”, men næsten – som jeg havde tænkt skulle bruges til et puttetæppe, men der var rigeligt til et sengetæppe.
Syet på maskine og quiltet af Lis på long-arm-maskinen på Depotgården.