Kludekoner.dk – uden nyhedsbrev!

Indtil fejlen vedr. nyhedsbreve på Kludekoner.dk er fundet og rettet, bliver der ikke sendt nyhedsbrev ud.

Men nu begynder jeg at sætte billeder ind igen – efter en uge uden nye billeder – og så må man selv gå ind og se efter nyheder.

1502 aase nielsen og birgith lorenz 1

Det første billede er et af de smukke puttetæpper, som Birgith og hendes veninde Aase på 90 år har syet ved et formidabelt samarbejde: Aase syr blokkene efter årsmønsteret (her 2014-mønsteret Syskrin), og Birgith skærer til, quilter med Fix & færdig og monterer.

1502 aase nielsen og birgith lorenz 1 detail

Det er utroligt smukt, og det er Aase selv, der vælger farver blandt sine egne stoffer!

1502 aase nielsen og birgith lorenz 1 bag

Her er bagsiden, hvor man kan se, hvordan blokkene er føjet sammen efter quiltningen.

Selv om jeg er glad for min blog og heldigvis hele tiden har kunnet skrive her, så er det dejligt igen at kunne vise billeder på hjemmesiden, som mange hundreder besøger. Nu må vi se, om de også finder den uden nyhedsbrevet.

Mere flot quiltning

I går quiltede Laila ikke bare et mere – nej 2 tæpper mere på long-arm-maskinen på Depotgården! Hold da op!

lailas stjerner

Laila har selv syet det meget flotte stjernetæppe som “stamps” / paper-piecing

laila

lailas stjerner 3 lailas stjerner 2

lailas stjernetæppe

Det er så flot – nu mangler bare lukkekanten, som Laila syr på derhjemme. Det er foret med turkis fleece – uhm lækkert!

ufo quilt

Efter frokostpausen gik Laila i gang igen – denne gang med en top, syet af Gerda i Nr. Snede.

ufo quilt 2

Det syr jeg lukkekant på – det er sådan et fint samarbejde, vi har. I dette tilfælde er det Gerda, der har syet toppen, hun syr mange fine toppe, bl.a. af stoffer, hun har fået med hjem fra vores “Tæppetante-træf” i Hejnsvig i 2014. Laila quilter på maskinen, og jeg syr lukkekant på.

Færdigt puttetæppe med det nye mønster

1502 hanne schrøder

Jeg er virkelig glad for resultatet – tæppet med det nye puttetæppemønster 2015 “Møllesti”, som jeg syede sidste søm på i går aftes. Det er et dejligt restemønster, og det er med fuldt overlæg, at jeg har brugt forskellige blå stoffer til blokkene. Det er jo sådan, vi gør i Projekt Puttetæpper, når mange syr blokke efter årsmønsteret og sender til os, hvorefter “monteringstanter” syr de forskellige blokke sammen og quilter til færdige tæpper til børnene.

Jeg har syet de fleste af blokkene i hånden og nogle på maskine, og mønsteret egner sig godt til begge dele. Det har jeg hermed testet, og det har jeg det godt med.

Nu vil tæppet kunne ses, når Projekt Puttetæpper deltager i Inspirationshjørnet på “Håndarbejdsmessen i tråd med tiden” i Lillebælthallerne i Middelfart, hvor vi sælger mønstre, viser tæpper og fortæller om projektet. Senere bliver det givet til et barn på et af julemærkehjemmene.

Og jeg kan jo fortsætte med at sy et i grønne farver – i lilla, røde, gule eller orange farver – ork ja, der er rester nok at tage af!

Laila quilter – igen – et puttetæppe

laila quilter

Endnu et puttetæppe spændt op på long-arm-quiltemaskinen på Depotgården, hvor..

laila quilter 2

..Laila quilter et dejligt tæppe – en top, som Gerda har syet.

laila quilter 3

Så nu skal jeg i gang med at sy lukkekant – det samarbejde fungerer godt – og jeg tror, der er rigeligt af bagsidestoffet til, at der kan blive en lukkekant, det passer godt i farverne.

Fantastisk tæppe – og flere..

Til UFO-dag i dag i Tranbjerg havde Karin medbragt et tæppe + flere toppe, som Projekt Puttetæpper har fået af en patchworker, der har syet både det og flere toppe.

Jeg har altså sjældent set noget lignende!

1502 annette jakobsen

Alle de små firkanter måler kun 2 x 2 cm! Sirligt og smukt syet sammen – håndsyet – i et fantastisk mønster! Helt færdigt quiltet, klart til brug fra Annette i Støvring.

ufo dag 3 tæpper

Tæppet (til venstre) har 2 “søstre”, syet med lignende små firkanter og i samme mønster, men de er ikke quiltede endnu. Det har vi lovet at få nogen til!

ufo dag  top

Firkanter er åbenbart sagen, for her kommer endnu en top fra Annette med firkanter, i et andet design, og disse firkanter måler 3 x 3 cm.

ufo dag 2 tæpper

Endnu en spændende top med 2 x 2 cm firkanter..

ufo dag  top til mødrehjælpen

Og endnu en lille top med 3 x 3 cm firkanter – lidt for lille til puttetæppe, men det bliver givet videre til en gruppe, der syr tæpper til Mødrehjælpen, så kommer det til at bringe glæde for en ung mor og en baby.

Jeg er fuldstændig målløs – nåh ja: næsten! Det er helt utroligt flot arbejde, og jeg er helt sikker på, at der er villige tæppetanter, der gerne gør dem færdige.

En undtagelse

Birgith Lorenz tæppe til DEMCO udstillingProjekt Puttetæpper har gjort en undtagelse! Vi sælger aldrig puttetæpper – vi er ellers blevet spurgt mange gange! – men dette tæppe er syet til det gode formål:

Julemærkefonden har spurgt, om vi ville sy et tæppe på bestilling til en af deres sponsorer, for et pænt beløb til Julemærkefonden.

Det har Birgith, som er en vore allerflittigste tæppetanter, sagt ja til, og hun har selv aftalt størrelse og farver med firmaet.

Camilla fra Quiltefant har quiltet det og doneret bagsidestof og mellemfor. Og nu er det færdigt. Det kommer til at hænge i firmaets reception med oplysning om Projekt Puttetæpper.

Det kan vi godt være stolte af, de er dygtige, både Birgith og Camilla!

Imponerende..

..intet mindre! Vinderen er fundet i gættekonkurrencen i Projekt Puttetæpper, som vi har lavet som en “Give-away”, hvor man kunne gætte indtil 1. feb. kl 24.00 på, hvor mange blokke, syet efter mønsteret for 2014 “Syskrin”, der kom rettidigt ind, dvs senest 1. februar. Der var 102, der gættede med. Se mere HER.

Hvad der var mindst lige så interessant var, hvor mange blokke, vi modtog! Så der blev talt og kommunikeret imellem styregruppens medlemmer de sidste dage, så tallet blev korrekt. De sidste antal blev føjet til søndag aften.

Det samlede antal blokke blev helt vildt stort!

3823 blokke

Det har vi aldrig drømt om! Da vi for 2 år siden sprang fra ca. 1900 (samlet antal) til 3501, troede vi, det var én gang! Men sidste år fik vi ialt 3317, så måske ville vi igen komme derop ad?

Det skal tilføjes, at vi tæller også “efternølerne” = de blokke, der kommer nogle dage efter 1. feb., med i det endelig tal for året. Men denne gang er det foreløbige tal allerede over rekorden fra 2012! Det kan blive til flere, inden vi sætter streg under.

Det kan næsten ikke beskrives, hvor dejligt det er 🙂 Tænk, hvor kan der blive mange tæpper ud af de 3823 blokke: ca. 125 tæpper. Nogle af dem er syet sammen i forvejen til toppe, nogle endda færdigmonteret til tæpper. Og det er både enkeltpersoner og grupper, der syr 1 – 2 – 10 – mange.

Det sidste tal føjede jeg selv til. Jeg startede året med at sy et tæppe med 30 blokke, håndsyet, monteret og quiltet med “Fix & færdig”:

smykkeskrin

..og jeg havde besluttet at slutte året med ét mere. Det blev ikke færdigt til 1. februar, men jeg nåede op på 18 maskinsyede blokke i går aftes:

18 syskrin blokke

Og jeg skal nok nå de sidste 12 blokke, de er skåret og delvis syet sammen, så de alle når at blive talt med i det endelige antal for 2014. Det bliver et meget lækkert tæppe, syet af råsilkestoffer fra et dødsbo.

Nøj, hvor er vi stolte og glade!

Nu er den nye puttetæppeblok officiel

2015 blok 14

Oj – vi har haft travlt! Med at sy eksempler på blokke efter det nye puttetæppemønster for 2015 “Møllesti”. Det er jo spændende, hvad tæppetanterne synes om det mønster, vi har valgt i år.

2015 blok 5

Vi har i år valgt en blok, der er nem at sy på både maskine og i hånd, og som ikke har så meget hvidt, som de tidligere år. Der er nogen, der har ønsket mindre hvidt, og andre, der synes, det er upraktisk til børn. Og det skal jo heller ikke være det samme.

2015 blok 19

Denne blok kan sammensættes af forskellige farver efter de anvisninger, vi har skrevet i mønsteret. Jeg har selv syet flere af eksemplerne og synes, det er sjovt at finde de stoffer, der passer sammen.

2015 9 blokke

Jeg er ved at sy blokke til et helt tæppe i blå farver, det kan komme til at se ud nogenlunde som disse 9 blokke – jeg synes, det er flot!

Som sædvanligt kan man købe mønsteret ved at sende en frankeret svarkuvert + 20 kr i frimærker til én af os i styregruppen, eller købe det på en af de messer, vi deltager i.

Se: http://www.puttetaepper.dk/

2015 blok 12

Jeg glæder mig så meget til at se, hvad der bliver syet rundt omkring af dejlige tæpper og enkelt-blokke efter dette mønster!

2015 blok 7 karin

Og ved midnat afgøres gættekonkurrencen om, hvor mange blokke, vi har fået ind, syet efter mønsteret for 2014 “Syskrin” – det er virkelig spændende, for gættene ligge så langt fra hinanden, at vi kun kan sige: der er nogle, der er super optimistiske – og der er nogen, der er mere beskedne på Projekt Puttetæppers vegne.

Vi kan selvfølgelig se nu, hvor det bærer hen ad, men der kan stadig blive flere – og jeg røber ikke noget!

Det er ligesom fødselsdag i utide!

I disse dage er der noget i postkassen næsten hver dag.

I dag var der en kuvert med 60 Ditzy Donuts blokke fra en SWAP (bytte), vi har haft på Facebook, som afsenderen donerer til Projekt Puttetæpper!

4 syskrin blokke fra jytte rasmussenEn pakke fra Jytte i Værløse indeholdt 4 flotte årsblokke 2014 “Syskrin”, som har deadline den 31.

20 evighedsblokke fra jytte rasmussen

og sandelig også 20 “Evighedsblokke”, som er vores alternative, fortløbende projekt – spændende farver!

280115 jytte rasmussen 13 par sokker

Det var “bare” tillægsgevinster, for pakkens egentlige formål var 13 par skønne sokker, som Jytte har strikket til børnene på Fjordmark.

Sikke dejlige gaver!

 

Givtig udveksling..

..af stof, vat og tæpper!

1501 inger lund ufo 1

Der var læs på, da jeg kørte til Brædstrup i formiddags i det skønne solskinsvejr.

3 tæppetanter mødtes med mig for dels at få stakke af blokke til puttetæpper samt UFO’er med hjem sammen med bagsidestoffer og mellemfor (jeg havde en sæk med 9 stk vat med), som de så monterer og quilter til tæpper – dels at aflevere færdige tæpper og toppe til mig.

Jeg havde rigeligt med stof med, så de selv kunne sammensætte, hvad de ville, de er nemlig meget kreative! Det er så dejligt at se f.eks. disse 3 tæpper, som alle er syet færdige af diverse “UFO’er” (UFærdige Objekter), som Inger har taget med hjem fra Tæppetante-træf sidste sommer.

1501 inger lund ufo2

Noget har hun sammensat af dele som stjernerne foroven, som hun selv har suppleret, andet er sammensat af forskellige dele, som sekskant-blomsterne + et stykke stof med grønt “snydepatchwork”, som hun har quiltet, så det ser “ægte” ud.

1501 inger lund ufo 3

Og dette var lange rækker af firkanter, syet sammen 1+1, som hun har syet sammen til et meget lækkert og kønt tæppe, uden mønster, men rigtig smukt!

Der var også et flot “drengetæppe”, som indgår i en konkurrence og derfor ikke vises her.

Og så modtog jeg 6 “UFO’er”, hvoraf den ene omgående skiftede hænder og blev taget med hjem til færdiggørelse af en af de andre! Det kan gå stærkt sommetider.

Inger og Lisbeth fik foruden blokke igen nogle fine UFO’er med hjem, og det er sjovt for mig at konstatere, hvor godt vi kender hinanden! For da jeg pakkede i går og kiggede min kasse med UFO’er igennem, tænkte jeg om én af dem: den kunne jeg godt selv tænke mig at sy færdig – men den er altså også lige noget for Lisbeth! Og ganske rigtigt: den valgte hun! Der bliver måske endda 2 tæpper ud af den.

Jeg fik også lige tid til at snakke lidt med nogle af mine gamle strikkeveninder i “Nørkleklubben”, og endelig en visit hos en god veninde, som jeg havde inviteret mig selv til te hos.

Det var alt sammen meget hyggeligt!