Tæpper vejer – når der er mange

Jeg har lige pakket og sendt 24 puttetæpper til Julemærkehjemmet Skelskør, det er sgi’ tungt både at pakke og at bære, selv om de er fordelt i 2 flyttekasser! Men jeg måtte hellere få pakket nogle af de 48 tæpper, vi har stillet dem i udsigt inden sommerferien, 8 blev sendt i sidste uge, og nogle skal vi bruge på 3 forskellige udstillinger / QUIP-dag, før de bliver skippet af.

Og så fik jeg vasket bilen – jeg var ikke den eneste, der havde en “gul” bil, der skulle gøres ren! Det har åbenbart været allevegne, det har dræet i denne weekend.

Så nu kan jeg hente den lille hund i en pæn ren bil! Om et par timer!

Overvældende!

Det var helt overvældende at opleve den interesse og støtte, Projekt Puttetæpper fik på Quiltefestivalen i Aulby i forgårs og i går!

Tusind tak til jer allesammen – både jer der købte mønstre og jer, der kom med færdige tæpper, toppe til montering, færdigsyede blokke og stof!

Vi modtog 34 færdige tæpper! dem skal der nok komme billeder af, så snart jeg får dem redigeret, de er alle blevet fotograferet.

Der blev også afleveret 17 toppe til montering, og 1 tæppe/monteringstante tog 5 toppe + bagsidestof med hjem til montering. Hvis der er flere af tæppetanterne, der gerne vil montere en færdig top, skal I bare sige til!

Allerede i løbet af de 2 dage – 3 måneder efter at 2012-mønsteret blev udgivet – blev der afleveret 233 færdigsyede blokke!!! Det er fantastisk – det tyder på, at det er en populær blok at sy.

Og så solgte vi 191 mønstre (ny rekord), så det bliver spændende, hvor mange, der kommer tilbage til Træffet i Roskilde

Der kom også 8 tæpper, som Birgith har syet og Mona nu har quiltet, de skal tilbage til Birgith, som selv syr lukkekant på, så er de færdige.

Og der kom store sække med forskelligt stof, også store stykker til bagbeklædninger..

Endelig en ekstra gevinst for “mit” andet  “projekt” Projekt Hyggesokker til børn på julemærkehjemmet Fjordmark: der blev afleveret 21 par tykke, dejlige sokker!

Nogle af tæpperne skal nu først bruges på forskellige udstillinger og QUIP-dag på Bankegården i Hårby og HANNE’s patchwork i Vejerslev 16. juni.

Derefter bliver der sendt 48 tæpper til julemærkehjemmet Skelskør, så de 48 børn kan få et tæppe med hjem på sommerferie.

Er det sært, at vi er “høje” efter en travl, men dejlig Quiltefestival?

Svenske gæster fra NQT

Når Projekt Puttetæpper ikke er med på Nordisk Quilte Træf i Aalborg, er der nogen af deltagerne i Nordisk Quilte Træf, der kan finde ud af komme til Aulby for at besøge puttetæppeboden! Mona har 2 svenske deltagere boende, og de kom den lange vej for at se Quiltefestivalen og for at se de puttetæpper, som havde fået tårerne frem i øjnene, da Mona fortalte dem om projektet. De syntes, det er et fantastisk projekt, vi har og ville tage hjem og fortælle om det i Sverige.

Det kan vi jo kun synes godt om!

Mona medbragte så også 8 puttetæpper, som hun har quiltet for Birgith – flot samarbejde!

 

WAUWW!

Jeg har været en lille tur i Vejerslev for at hente “noget”, som HANNE havde modtaget til Projekt Puttetæpper.

Nu skrev jeg i går om alt det, vi har modtaget og sorteret til videreformidling – i dag fik vi så igen en STOR portion UFO’er og 2 dejlige toppe.

Disse 2 flotte toppe, syet af mange rester, der er sat smukt sammen, er lige til at sandwiche og quilte – flotte farver!

UFO’erne er fra et dødsbo, og hvor er det dejligt, at der bliver tænkt på Projekt Puttetæpper, når der efterlades den slags. Jeg tror, der er til 2 tæpper i disse “Bedstemor blomster”, der er MANGE blokke, riede sekskanter og ekstra stof. Det blir et stort arbejde at sy dem sammen, men der er nogle monteringstanter, der godt kan lide denne type. 

Der var også en halvfærdig top med søde børnemotiver, og der fulgte flere dele med, så tæppet kan blive helt færdigt.

Endelig var der 2 små UFO’er, som der skal bygges lidt videre på. Den ene i japansk foldeteknik blir for lille til et puttetæppe, men den kan måske suppleres. Det tænker jeg lige lidt over!

Tak til dem, der har har doneret! 

 

 

 

Rejseoplevelser på mini-PC’en

Jeg har besøgt mine besøgsven Karen i dag og tog min mini-bærbare PC med. Så kunne hun se mine indlæg med billeder fra Madeira.

Karen har ikke mulighed for at komme “på nettet”, så det viste sig at være en god idé. Hun kender mange af deltagerne fra Rejseklubben, og hun var meget glad for at se alle billederne.

Især blomsterbillederne. Karen er meget glad for blomster og har altid blomster i sin stue. Bl.a. har hun mange orkidéer, så hun var meget imponeret over alle de kæmpestore orkidéer, der var brugt som udsmykning i kirkerne og under Blomsterfestivalen.

Som bekendt syr Karen det ene puttetæppe efter det andet til børn på julemærkehjem, så jeg havde skåret masser af lapper til hende, inden jeg rejste, så hun ikke skulle løbe tør. Jeg skal også love for, at hun har syet mange blokke!

Og nu er hun også ved at strikke hyggesokker til Projekt Hyggesokker til børn på julemærkehjemmet Fjordmark. Hun er snart færdig med et STOR strømpe i spændende mønstret 6-trådet strømpegarn. Som når hun syr, strikker hun også meget flot og nøjagtigt. Godt hun har interessen for håndarbejde og kan lave kønne ting.