I denne uge er der 3 flagdage her i foreningen, og de 2 er foreløbig lykkedes fint trods vejret.
Og så flyver dagene af sted, fordi vi har gang i præsentationen af Projekt Puttetæppers mønster 2018 ude i butikkerne. Og det skal følges op på diverse hjemmesider og Facebook, men det er dejligt at konstatere, at det bliver taget godt imod.
Jeg går lige nu og venter på, at sneen skal stilne af, så jeg kan fotografere det flotte sengetæppe, som jeg syede lukkekant på i går (gad vide, hvor mange lukkekanter, jeg har syet på tæpper, som andre har syet?).
Det er så flot, og jeg kan fotografere det på tørresnoren på den lange led, som vil være det rigtige i forhold til den måde, det er syet på.
Det samme gør sig gældende med dette, som også er et sengetæppe til en seng på Julemærkehjemmet Liljeborg, og som blev færdigt tidligere på ugen. Det er så smukt syet og lidt utraditionelt med de “Flying Geese”, der “flyver” i grupper.
I går på Depotgården var Laila blevet færdig med at quilte et meget sødt puttetæppe i friske farver. Det er en gruppe i Sønderborg, der har syet toppen som gruppearbejde, og jeg var så heldig, at jeg havde et smukt stykke stof, som passer perfekt til kanter. Nu skal jeg finde stof til endnu en lukkekant 😉 . Men det er en fornøjelse!
I morgen drager jeg til Skjern for at besøge en patchworkbutik sammen med Birgith, hvor vi skal “på job” og vise det nye mønster og forskellige teknikker. Det glæder jeg mig til.