På 5 års dagen for Sørens død er jeg kommet så langt, at jeg kan tænke på dagen og savnet uden at blive beklemt. Jeg er kommet videre, og selv om jeg f.eks. er rigtig glad for, at jeg fik Sørens vielsesring lavet til en sød ring, som jeg bærer med glæde, så har jeg det fint og har lært at leve mit alene-liv.

Men det var alligevel meget hyggeligt, at jeg ved et tilfælde lige så en dejlig video fra vores 40 års bryllupsdag sammen med mit barnebarn Christian, der har “skrivedag” fra gymnasiet i dag og derfor kom fra morgenstunden for at hjælpe med at skifte til vinterdæk på min bil (det er dejligt, at de unge hjælper mig med den slags!).

Vi fik en kop te bagefter og sad og snakkede hyggeligt, og hvordan det nu kom, det ved jeg ikke, men vi snakkede om den udflugt til Romsø, som Søren arrangerede for familien, da vi havde 40 års bryllupsdag i 2004. Den kunne Christian ikke huske, og så ville jeg vise ham billeder på pc’en, men kom lige i tanker om, at jeg da har en video, som Sørens nevø Tune har lavet af billeder, han samlede fra alle deltagerne:

Det var en fantastisk dag, hvor vi mødtes på havnen i Kerteminde, og sejlede med postbåden over til den lille ø Romsø, hvor der ikke længere bor nogen fast.

Vi medbragte en kæmpestor madkurv fra Pejsegården + øl og sodavand, min søster havde sørget for kaffe og rundstykker til formiddagskaffen, samt en meget stor presenning, hvor vi kunne sidde alle sammen:

I det skønneste maj-solskinsvejr gik vi øen rundt og så masser af dådyr og en lille sø med svaner og frøer..

..og den gamle skole:

Jo Christian kunne godt huske det, når han så billederne, her er han sammen med sin fætter Frederik, de er 7 år, og deres grandfætter Anders.

Tilbage på “lejrpladsen” spiste vi frokost og hyggede os, børnene var endda ude at soppe.

Det var en dejlig dag – og som jeg sagde til Christian: “her er resultatet af 40 års ægteskab 😉 ” – ja næsten, for siden er der jo kommet en lille Victor til!

Det er en meget flot video, Tune har lavet, med flot underlægningsmusik, så det var en god oplevelse lige i dag – ved et tilfælde! Hyggeligt at se den sammen med Christian!

..når en smuk regnbue viser sig ved solopgang, mens Diki og jeg går morgentur.

Jeg har jo altid haft noget med datoer, som sidder i baghovedet, og i dag, den 12. oktober, for 5 år siden,  viste der sig en utroligt flot dobbelt regnbue, da vi kørte hjem til Brædstrup fra en lille indkøbs tur til Horsens, som skulle blive Sørens sidste bytur, før han ikke kunne komme ud mere.

Den dag vidste vi ikke, at det var begyndelsen til afslutningen, men om aftenen blev Søren meget dårlig, så Ebbe’s mor næste dag kom som forstærkning.

Men det var en dejlig oplevelse, som jeg ikke glemmer, den blev måske lidt symbolsk, og jeg tænkte på det igen her til morgen, selv om denne regnbue var noget mere beskeden og hurtigt forsvandt, da solen kom op.

Ih, hvor har det været en dejlig aften! Nu er her stille igen, og alle “børnene” er taget hjem til sig selv.

Ja, anledningen var Sørens fødselsdag, som kunne have været 80 år i dag, men det var også bare en rigtig dejlig familiemiddag, hvor yngstesønnen og hans familie manglede, fordi de er på ferie i Sverige. Men det skulle jo heller ikke være en “festdag”!

Jeg har ikke haft gæster til middag ret mange gange efter flytningen, men nu skulle det være. Og jeg var i rigtig god tid med forberedelserne, så jeg ikke skulle “stresse”.

Jeg havde planlagt maden sådan, at stegen passede sig selv, tilbehøret blev lavet flere timer før, desserten ligeså, og så var det bare kartoflerne og sovsen til sidst.

Bordet blev dækket i eftermiddags med familiesølvtøjet, “Blå fasan”-tallerkenerne og nogle af min svigermors hæklede servietter (det er så praktisk!). Fint bord – ikke?

Jeg langtidsstegte en svinenakkefilet i stegesoen, den blev sat i ovnen kl 12, krydret og dækket med kruspersille og basilikum. 6 timer ved 120 grader, og så var den så mør, at jeg havde meget svært ved at skære den pænt ud. Det sidste kvarter fik den 200 grader, så den blev brun, efter at jeg hældt kødsaften (der var ingen vand ved) fra til sovs. Sovsen blev tilsat en lille smule fløde, krydret og jævnet med Maizena sovsejævner.

Tilbehøret var en fyldig salat, bestående af strimlet spidskål, slikærter og broccoli, alt sammen lige blancheret lynhurtigt og kølet af i koldt vand. Melonterninger, vårsalat og en dressing af olie og appelsinsaft blev tilsat i sidste øjeblik.

Det smagte rigtig godt, og ikke mindst de store drenge kunne godt lide det møre kød!

Desserten var en cheesecake, som jeg lavede første gang, da jeg havde besøg af syveninderne fra Brædstrup i maj. Opskrift fra Familie Journalen!  Den er meget lækker (og fyldt med kalorier!). med den klassiske bund af kiks og smør, ostemasse af flødeost (jeg bruger Mascarpone ), og så pyntes den med en kompot af friske bær, der lige har fået et kort opkog + friske jordbær som ekstra pynt. Den blev simpelthen spist op! Og den ligger ellers godt tungt i maven, men det er da dejligt, at de kan lide min mad!

Især mine svigerbørn er meget flinke til at hjælpe med oprydning, så der er kun kaffekopper og glas tilbage til mig selv at vaske af – alt er rent og sat på plads eller i stabler, så jeg selv kan sætte det, hvor det skal være.

Et par timers hyggelig snak om alt muligt, børnene hyggede sig sammen i den anden ende af stuen, og strikkepindene fik også lige en tur!

Det var en dejlig aften.

…men det ville være Søren være fyldt i dag, hvis han var her. Han blev 75, og heldigvis kunne vi holde en dejlig 75-års fødselsdag for ham, selv om han var meget syg.

Det kan da ikke undgås, at man tænker på ham i dag, og datteren og jeg var på kirkegården i Kjellerup med en hilsen sidste lørdag, efter at vi havde været i Viborg. Der er meget langt nu, så det er ikke så tit, jeg kommer der, men det bliver passet pænt af kirkegårdsgartnerne.

Jeg har inviteret mine herboende børn og børnebørn til at spise i aften, det er hyggeligt, og jeg glæder mig til at kræse lidt for dem!

Det ville da være dejligt, hvis Søren kunne være her — men hvis og hvis.. Det er jo som det er, og så boede jeg nok ikke her, for huset, som er så perfekt for mig, ville være for lille til os begge 2, med vore pladskrævende interesser! Og som jeg har sagt mange gange: det var godt for ham, at han ikke skulle få det endnu værre, når han nu var syg.

Vi vil sende ham en tanke.