Ja, det kan man, når sådan en gammel kone lader sig lokke til at genopfriske ungdommens festlige stunder – og man så ikke husker helt, hvordan det er!
Fødderne husker trinnene, sagde min dansepartner, som er ældre end mig, men har danset Lanciers op igennem årene i modsætning til mig. Han var meget hjælpsom og trak mig rundt i turene, når jeg kiksede – og det kan mærkes i højre håndled i dag, at han tog ved!
Men det var absolut en sjov afslutning på en festlig dag i smukke omgivelser, da en udvalgt skare fejrede 100 års jubilæum på Danmarks yngste herregård Løndal. Ejerne havde inviteret 25 mennesker i meget forskellige aldre fra 1½ år til omkring 90, familiemedlemmer og hjælpere – “kustoder” kaldet, til en skøn middag, som vi selv var med til at tilberede lige fra borddækning med det gamle porcelæn efter alle kunstens regler til madens tilberedelse og servering på bedste spejdermaner. Det var da heller ikke et “Hurra”, der blev udbragt for fødselslaren og de nuværende ejere, men et fuldtonende “Tjikkelikker” !
Og efter middagen stillede vi så op i 2 kvadriller til den varslede Lanciers, unge og gamle (ja, jeg var jo nok den ældste deltager). Det var simpelthen smaddersjovt, selv om de fleste var absolut utrænede, for nogles vedkommende var det endda første gang, så der var en vis forvirring, selv om vi dansede efter musik med instruktion før hver tur. Nogle af de unge vidste tydeligvis ikke, hvad “et chassés” er, men hoppede gladelig med, og under megen grin kom herrer til at stille sig på damesiden osv. Anden omgang var uden instruktion, og så gik det da helt galt.
Men det var sjovt! Jeg har melodierne i hovedet endnu! Og det går nok over igen i håndledet. Jeg kunne da strikke lidt i aften.
Det blev en Brædstrup weekend, hvor jeg sov hos en strikkeveninde og i dag besøgte både køberne af mit gamle hus og en nabo-veninde.
Der er selvfølgelig en vis vemod ved at besøge det hus og den have, man har boet i i 34 år. Men det er ikke mit hus mere! Og de nye ejere har foretaget ændringer (de kaldte det “skamfering” 😉 ), som gør det til et andet hus med andre farver, værelser, der er slået sammen, en ny trappe og et nyt vindue, som gør det til deres hus – og det er fint!
Det var selvfølgelig hyggeligt at gense nogle ting, som jeg havde ladet stå, og det var meget dejligt at gå rundt i haven, som nu folder sig ud, som jeg kender det, men også her var der plantet og sået nyt. Vi havde aftalt, at jeg måtte komme og hente lidt forårsblomster og bunddække, og der var nok at tage af, så det glæder jeg mig til at plante ud her. Der var også en rose, som betyder noget for mig, men som jeg havde glemt at grave op i efteråret, den fik jeg også med hjem, og den er allerede kommet på plads.
Køberne havde også en masse spørgsmål om forskellige buske og planter, og det meste kunne jeg da svare på. Det lyder, som om de er glade for haven.
Og det var utroligt hyggeligt at få en lang snak med min gamle nabo, som jeg i de år, der er gået efter at først hun og derefter jeg blev alene, har haft en stor fortrolighed med. Vi er enige om, at tiden er fløjet af sted, det var ikke meningen, at der skulle gå ½ år, inden vi sås igen, og nu har kalenderen fået nogle krydser med henblik på at finde en dag, hvor hun kan komme og se, hvordan jeg har indrettet mig.
Det var tilsammen en hyggelig dag, og hjemturen var rigtig flot, hvor jeg nød, at bøgen er sprunget ud overalt, og at rapsmarkerne står så gule, så de næsten blænder.