Det blev en let omgang denne gang! Min nervøsitet kunne pakkes sammen efter 3 timers fastende venten i Kirurgisk Dag-ambulatorium på Horsens sygehus. Jeg beholdt min galdeblære!

Det er noget sjovt noget, når jeg rekonstruerer forløbet. Jeg skulle møde kl 9 fastende, blev pænt modtaget af en sygeplejerske, som sikrede sig, hvornår jeg sidst havde spist og drukket, hvilke piller, jeg havde taget (nogle måtte jeg ikke tage før operationen), kontrollerede mit blodsukker og lod mig klæde om i en hospitalsskjorte og tage mine smykker og ur af. Mine ejendele blev låst ind i et skab.

Og så ventede og ventede jeg – det har jeg prøvet før. Sygeplejersken kom tilbage og kontrollerede blodsukker igen, da der var gået 2 timer, men mere skete der ikke. Rundt om mig lå andre ambulante patienter til opvågning i store hvilestole.

Endelig kom den læge, som iflg. ham selv har ansvar for galdestensoperationer, og som jeg har snakket med tidligere. Han forklarede og kredsede om mit forløb, beklagede den første operation (hvor lægen ikke fik nogle sten ud overhovedet), da havde han selv ferie! Spurgte ind til, hvor mange gange, jeg havde været i Århus (5) – mon ikke han vidste det? Og kom omsider til, at de fleste af os går rundt med galdesten uden problemer, og at jeg har en lille og lidt indskrumpen galdeblære, som pga de mange kikkertoperationer muligvis er svær at få ud ved en kikkertoperation, hvorfor det kan blive nødvendigt at lave en “åben operation” = skære op! Og det ville jo være en helt anden sag. Der var jo også min alder at tage i betragtning.

Omsider kom han frem til at spørge, om jeg ville insistere på at få galdeblæren fjernet?

Nej bevar mig vel, det er jo ikke mig, der har sagt, det skulle gøres, det har bare hele tiden været den besked, jeg har fået, at galdeblæren skulle fjernes til sidst!

Det ville han bare være helt sikker på, og det er da ikke noget problem! Jeg slipper for nogle ubehagelige dage, og i tilfælde af en åben operation er der jo endnu flere gener og en vis risiko, som jeg gerne undværer!

Det lå meget i luften, at han er utilfreds med de beskeder, jeg har fået fra andre læger, som åbenbart ikke har samme speciale som ham. Han er bestemt heller ikke enig i, at jeg kunne komme hjem allerede i dag, når jeg bor alene. (Enig!) Og han vil indkalde mig til personlig konsultation hos ham selv om 3 måneder, ligesom jeg endelig skulle ringe, hvis jeg får anfald (jeg har kun haft 2 anfald: 1 for 14 år siden og 1 for knap 1 år siden).

Jeg var bare glad for at slippe, og jeg lovede ham også, at jeg nok skulle forklare mine børn, hvorfor det bliver sådan!

Men nu bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, at han på forhånd havde tænkt, at det skulle ende sådan. For jeg fik ikke lagt en venflon i hånden, som man får før operationen til sovemedicin mm, jeg fik ikke de piller, som de havde sagt, jeg skulle have, og jeg fik ikke taget blodprøver, som de ellers tager en masse af, før de går i gang!

Så det var ikke så seriøst, at jeg skulle vente så længe – med min taske låst inde, så jeg ikke engang havde mit strikketøj! Ha!

Det lever jeg med, nu er jeg hjemme og har nærmest fået nogle dage forærende!

Øv, jeg kommer ikke hjem i dag alligevel. Det var jeg ellers så sikker på, at jeg havde sagt ja tak til et tilbud om at blive hentet af søde Anne-Mette!

Udskrivningsbrevet lå her ellers, men så blev jeg hentet til stuegang og fik at vide, at mine “tal” (billirubintal”) er forhøjet fra 5 før operationen til 57. Det har noget at gøre med bugspytkirtlen og afløb fra galdegangene og leveren, hvor jeg nu får at vide, at det er lykkedes at få alle sten og grus ud i går, og lagt et nyt dræn ind, og det kan være det nye dræn, der stopper til. Så hvis det ikke bliver bedre, skal de snakke med operationslægen. De siger, jeg er blevet gul, det passer med, at jeg tænkte i morges, da jeg var badeværelset, at jeg var mørkere i ansigtet, end jeg plejer at være. Men jeg er ikke gul i øjnene.

Vi er 2 på stuen, der har fået samme besked, selv om vi var sikre på, at vi nok kom hjem. Så vi må trøste hinanden og væbne os med tålmodighed!

Og jeg har det godt nok nu.

Igen på Horsens sygehus, og efter en meget lang dag i går er jeg nu oppe ved overfladen igen.

Stod op kl 4 i går morges – taxa til banegården – med toget 4.56 til Horsens og taxa til sygehuset. Derefter ULIDELIG ventetid, før der først ved 7-tiden kom sygeplejerske og laborant for at tage blodprøver, blodtryk osv, og kl 7.40 kom taxaen, der kørte mig til Århus KH i et frygteligt vejr og tæt trafik – alt sammen i fastende tilstand. Heldigvis skulle jeg ikke vente så længe i venteværelset, som jeg før har gjort, så jeg kom på operationsbordet lidt efter 9. Denne gang fik jeg en god forklaring – før operationen. Forklaringen på, hvorfor der skal så mange gange til, før de galdesten i galdegangene er væk, er, at der er MANGE, små og store, og det er for hårdt for kroppen, hvis de alle skal knuses på én gang. Der udvikles varme derinde. De kan også vokse og sætte sig fast løbende. Alternativet ville være en åben operation, og den er der forskellige bivirkninger ved, den forklaring kan jeg godt acceptere. Så jeg er ikke færdig, men skal ind igen i løbet af 8 uger.

Hvis bare det går så godt som sidste gang (i december) og denne gang, så går det nok. Men jeg lægger ikke skjul på, at jeg både er nervøs hver gang, og jeg synes, det er meget ubehageligt. I går havde jeg det ikke godt bagefter, kastede op flere gange trods kvalmestillende medicin. Og så var jeg så TRÆT, at jeg sov næsten hele dagen.

Da jeg kom tilbage til Horsens sygehus, liggende i ambulance med 2 friske, rare reddere, og de kørte mig op på afdelingen, gjorde jeg noget, jeg ikke troede, jeg kunne få mig selv til: jeg gjorde diskret opmærksom på, at jeg ikke var begejstret for at blive lagt ind på en blandet stue med 2 mænd og 1 kvinde, der i øvrigt var ved at blive udskrevet! Jeg kunne se på reddernes ansigter, at de heller ikke syntes, det var fedt.

Så selv om det var en stor, nyrenoveret stue med udsigt over fjorden, er jeg alligevel tilfreds med flytningen til en anden, gammeldags stue med meget mindre plads og ud til P-pladsen. Godt nok har det været en lidt urolig nat, fordi der er nogle af medpatienterne, der er lidt urolige – men selv om jeg i mange år har delt sovesale eller telt sammen med andre voksne spejdere af begge køn, så synes jeg ikke, det er behageligt at dele sygestue med fremmede mænd – de var eller søde og rare – men man render jo rundt i meget lidt tøj, skal have tage temperatur, undersøges osv – nej, jeg er ikke enige med administrationen/politikerne i, at det er godt for patienterne og forkorter indlæggelserne. Hvorfor mon?

Sygeplejersken tog det pænt og fandt en løsning, som kun indebar en enkelt flytning.

Nu lå udskrivningsbrevet allerede på mit bord, da jeg havde spist morgenmad, men jeg skal afvente svar på blodprøverne her til morgen, så tror jeg, at jeg kommer hjem.

Det har jeg ikke noget imod, selv om jeg er lidt mat i sokkerne.

Så bliver Diki også glad, selv om han har det godt hos sønnefamilien.

Jeg nåede ikke på kirkegården før jul, men i dag var det så fint vejr, at Diki og jeg kørte derop med en buket tulipaner.

Uha, der er langt til Kjellerup nu, dobbelt så langt som fra Brædstrup.

Men igen må jeg beundre kirkegårdsgartnerne for deres pyntning med gran. Vi gik en lille tur rundt og kiggede, og der er ikke 2 gravsteder, der er pyntet ens, det er virkelig smukt og fantasifuldt alle de steder, hvor det er kirkegården, der holder gravene.

Diki har jo ikke kendt Søren, men han har været med mig flere gange, så han kender godt den lille have!

Jeg ville have besøgt HANNEs i Vejerslev, men for første gang nogensinde oplevede jeg, at hun havde ferielukket! Det skal hun have lov til, så jeg kørte igen den lange vej hjem!