..så godt det går denne gang! Jeg kunne spise en bolle med ost i går aftes til en kop te, det er ikke lykkedes de andre gange, uden at det kom op igen. Og jeg har spist morgenmad med fornøjelse! Ha – det lyder som noget meget “småt” at glæde sig over, men jeg har i frisk erindring, hvor dårlig jeg har været de andre gange, så det er rart at have det godt.

Jeg opfylder også min drikkekvote, så nu er jeg kommet af med det stativ, posen med væske hænger i. Jeg er ellers ret ferm til at sno mig omkring med stativet, også i spisestuen, hvor stolene står tæt, så man skal lirke sig igennem – med det resultat, at slangen pludselig var snoet mange gange omkring stativet! Det lykkedes mig også at møblere om på seng, sengebord m/computer og stole, så det stod mere praktisk, men så har jeg måske set for “aktiv” ud, for sygeplejersken mente, at nu var posen næsten tom, så kunne jeg blive befriet!

Jeg var åbenbart også for tidligt på færde i morges, for laboranten måtte lede efter mig, så jeg kunne få taget blodsukker, før jeg spiste morgenmad. Men jeg er jo ikke vant til at stå så sent op, at jeg først spiser morgenmad kl 8, og nu havde jeg sovet i mange timer. Derhjemme er jeg endda ude at gå med Diki, før jeg spiser morgenmad ved 7.30 tiden.

Det er da ellers luksus: der er en Ipad lænket til mit sengebord, så jeg kunne have sparet at bære på min bærbare, der ikke hører til de letteste. Men jeg er ikke vant til at bruge Ipad, og jeg ville heller ikke kunne arbejde på den, som på pc’en, hvor det hele ligger, som jeg bruger.

Nu afventer jeg resultat af blodprøver.

Helt ærligt! Så har jeg lidt nerver på i disse dage, inden jeg skal indlægges igen, for 4. gang siden 1. august, til kikkert-galdestensoperation. Jeg er urolig, kan ikke koncentrere mig, ville gerne have været færdig med min udpakning/indretning her, men det er jeg ikke.

Jeg tror, at de har ville give min krop en pause på 3 måneder, siden sidste operation i september, og jeg har det også fint nu. Men jeg ved, at jeg får det dårligt bagefter, og så er jeg efterhånden lidt små-pivet fordi de ikke får det hele med!

Det gør det ikke bedre, at det bliver så besværligt med transporten. Jeg bor jo i en anden region nu, men Horsens/Århus sygehuse har bestemt, at de vil gøre det færdigt. Og det betyder så, at hverken den ene eller den anden region mener, de skal transportere mig. Jeg skal møde kl. 6.15 i Horsens, så jeg var indstillet på at køre selv, men så kommer der et problem, hvis jeg ikke selv kan køre bilen hjem, når jeg bliver udskrevet. Jeg synes helt ærligt, at det er meget lidt patientvenligt i forhold til en 74 årig, enlig patient! Og mine herboende børn kan ikke køre mig, de skal jo på arbejde.

Men nu har datteren lagt en plan: taxa til banegården her, tog til Horsens, taxa til sygehuset. Det kan lade sig gøre, selv om det er så tidligt, jeg skal med toget kl 4.56! Så kan jeg nå det. Fra Horsens sygehus bliver jeg kørt i taxa til Aarhus Kommunehospital og senere – efter operation og opvågning – liggende i ambulance tilbage til Horsens, hvor jeg er indlagt, indtil jeg er klar til udskrivning. Og så må vi så se, hvordan jeg kommer hjem. Nej, jeg synes ikke, det er sjovt.

Men så kan jeg da heldigvis finde lidt beroligelse med dette super lækre strikketøj:

Det skal jeg også have med, for erfaringen har lært mig, at jeg skal vente i timevis på Aarhus Kommunehospital. Og når man er fastende siden aftenen før, skal der noget med til at dulme nerverne.

Det har jeg – for første gang i min nye kommune.

Bagefter gik jeg tur med Diki i øsende regn, så jeg blev meget våd og kom til at fryse, så jeg stadig ikke synes, jeg har fået varmen.

Meeen jeg fik lige lidt trøst, for i postkassen lå slut-afregninger vedr. Hvedevænget:

Jeg skal betale 122 kr for merforbrug af vand. Nå ja, jeg vandede hindbærrene i den tørre sommer, så det er OK.
Men samtidig var der en opmuntrende afregning for fjernvarme med en vedlagt check på knap 3200,- kr! Skønt! men det er godt nok sjældent nu om dage, at man får en check. Ikk’ ?

19 puttetæpper skulle bringes til Julemærkehjemmet Hobro, og Rita fra styregruppen har ikke været der endnu, så vi blev enige om, at det var billigere og hyggeligere at køre derop med dem end at betale den dyre porto.

Samtidig har jeg en dag at mindes i Kjellerup, idet det er 4 år siden, jeg mistede Søren og mit liv ændrede sig.

Så det blev en heldagsudflugt, hvor Rita kom fra Nyborg med tæpperne, som vi kørte til Hobro med. Julegaverne er nu sikrede!

Det er altid en god oplevelse at gæste et af julemærkehjemmene, hvor vi får en rundvisning af et par børn, som er gode til at fortælle og vise frem.

Det var Daniel og Trine, der viste os rundt. Vi så både skolestuerne, hvor der var undervisning i små hold, hyggestuerne, hvor der blev spillet spil, motionsrummet med mange fittnesredskaber, rulleskøjterummet, køkkenet og meget andet.

Med stor fornøjelse så vi nogle af værelserne, hvor der er patchworktæpper på sengene.

og Daniel viste os også det tæppe, som han havde fået i fødselsdagsgave, et stort ønske, betroede han os, og en flot T-shirt.

Daniel har været på julemærkehjemmet i 5 af de 10 uger, opholdet varer, og han fortalte med stolthed, at han allerede har tabt 16 kg!

Der var også patchwork-vægtæpper på trappeopgangen, meget hyggeligt.

De tæpper og sengetæpperne bliver på hjemmet, mens puttetæpperne bliver givet som gaver til det enkelte barn som fødselsdagssgave eller julegave.

Tak til Trine og Daniel.

På vejen hjem blev der tid til en visit i HANNEs patchworkbutik i Vejerslev, hvor jeg fik indløst mit gavekort og fik en “bjerglineal” med hjem, det bliver spændende at prøve den af (når jeg får tid og mit arbejdsrum kommer i orden!).

Endelig besøgte vi familiegravstedet i Kjellerup med en hilsen og en tanke til Søren.

Diki var selvfølgelig med på hele turen, børnene syntes, han var mega sød, og en medarbejder var meget interesseret i at se ham, da hun overvejer at få netop sådan en hund. Hun syntes, han er lækker blød og sjov. Han er fantastisk at have med på udflugt, han elsker at køre bil, og man hører ham overhovedet ikke, mens man kører, og han er bare glad, når han så kommer ud.

… set gennem købers kamera, da jeg afleverede huset i dag:

Den nye husfrue overtager køkkenet.. 

..så er jeg klar til afgang.

Tak for billederne, Henning.

Nu har jeg været til min første fællesspisning i Andelsboligforeningen. Det finder sted 1 gang pr måned, hvor en kogekone laver maden og beboerne på skift hjælper til med det praktiske. Det er billigt, og man medbringer selv drikkevarer.

Hvor heldig kan man være? Denne gang stod den på Gule ærter = en af mine erklærede livretter, som jeg selv har lavet mange gange, men ikke siden, jeg blev alene. Menuen var en hemmelighed, så jeg havde både øl og rødvin med, så var jeg helgarderet! Der var andre, der vidste besked, så der var én, der bød på snaps til alle!

Det var meget hyggeligt, og jeg følte mig meget godt taget imod!

Der er flere, der har spurgt, om det ikke er vemodigt at rejse fra mit hjem igennem 34 år, naboer, aktiviteter og bekendtskaber i Brædstrup? Nej, det er et overstået kapitel, som alt slæbet med oprydning har gjort sit til at afslutte.

Nu er der overdragelse på lørdag, og så kan jeg koncentrere mig om udpakning i ro og mag her. Jeg bliver mere og mere glad for at være her og synes, huset passer så godt til Diki og mig!