..det var besværligt – og jeg skal på den igen!
Tak for alle hilsner og gode ønsker. Det gik absolut bedre denne gang med ERCP-undersøgelsen og fjernelse af nogle af galdestenene i Århus i går, men desværre ikke alle stenene! De er store, der er mange, og nogle er “klistret” sammen, var den besked, jeg fik, så jeg skal til Århus igen om kort tid, og så vil de muligvis give mig rigtig narkose for at kunne knuse stenene og rense helt ud.
Men det var ikke særlig god planlægning, hvis jeg skal være ærlig. Jeg skulle møde fastende (siden midnat) på Horsens Sygehus kl. 7.15, blev kørt til Århus i taxa, hvor jeg skulle være inden 10.00 – blev sat af ved en forkert indgang (ikke chaufførens skyld, han havde fået fejl besked) og havde svært ved at finde igennem de underjordiske gange til den rigtig afdeling – fik dog god hjælp af en portør.
Der skete så ikke så meget ved, at jeg kun akkurat passede tidspunktet – for jeg kom først ind efter 4 timers venten i et meget bitte-lille venteværelse!
Ventetiden skyldtes, at de byttede om på nogle operationer, der krævede narkose og nogle, der som kun krævede bedøvelse – som min.
Hold da helt op, det er dræbende: sulten, tørstig, ingenting at fordrive tiden med – mine ting var låst inde i Horsens – selv mobiltelefonen og strikketøjet!
Og når man så er frygtelig nervøs i forvejen.
Sygeplejerskerne var søde og tilbød hvile på en båre, men selv om jeg havde ondt i ryggen og numsen af at sidde på en træstol, så ville det måske have været til større hjælp, hvis jeg havde været orienteret om, hvor lang tid, der skulle gå.
Faktisk “trøstede” lægen mig med, at de nåede at få mig med – så det var der åbenbart risiko for, at de ikke havde gjort.
Operationen mærker man heldigvis ikke noget til, og da jeg vågnede, havde jeg det fint og følte mig helt frisk, også til den grundige forklaring, jeg fik, som bl.a. gik ud på, at det denne gang lykkedes at få nogle sten ud, men altså ikke alle.
Jeg følte mig næsten som en luksuspatient, da jeg blev hentet af Falck og kørt liggende til Horsens, jeg syntes jo, jeg havde det så godt!
Men det varede ikke ret længe! Jeg var kun lige akkurat kommet ind på stuen, før de smertestillende midler, jeg havde i kroppen (hvor naiv kan man være?) holdt op med at virke! ØV – ØV! Kvalme, smerter – jeg skal spare jer! Der gik flere timer, og jeg kan dårligt huske andet. Men jeg fik så god hjælp og både smerte- og kvalmestillende medicin, at jeg vist sov det meste af aftenen . men ikke helt, for jeg registrede svagt, at vi kunne høre Lars Lilholdt koncerten fra den nærliggende “Lunden” i Horsens – det endte med at være hyggeligt!
Alt det, de hjalp mig med, fik det til at gå den rigtige vej, og allerede senere på natten havde jeg det fint og fik en god nattesøvn!
I dag har jeg haft det godt, og jeg kommer sandsynligvis hjem i morgen, hvis “tallene” er gode.
Ældstesønnen og hans kone har været her i dag og sover hjemme hos mig, så de kan hente mig i morgen. De har passet Diki, som har savnet sin “mor”, for han har pevet om natten!
Nu er det lidt spændende, hvordan jeg sover i nat, for jeg har fået ny stue-kammerat – en sød ældre herre (!!) som er tilsluttet alt muligt apparatur og ligger meget uroligt, foruden at sygeplejersken render ud og ind hele tiden. Det var ellers så hyggeligt med den selvhjulpne dame, der lå her, men det er en stue med masser af hjælpemidler og stort handikap-badeværelse, så derfor blev hun flyttet. De kunne nu også uden vrøvl have fået lov at flytte mig! Jeg klarer også mig selv nu.