Jeg kan bare ikke lide det! Diki er nu i trygge og gode hænder hos ældstesønnen og hans familie, som elsker ham!
Og jeg er hjemme igen for at gøre mig klar til i morgen, når jeg skal til Horsens sygehus og derefter bliver kørt til Århus, hvor de forhåbentlig har bedre held med at få de store galdesten ud!
Det er jo ikke Diki, jeg er bekymret for, det ved jeg godt – men jeg har SÅ svært ved at køre hjem alene, og jeg savnede ham allerede, da jeg kørte derfra! Det er simpelthen det værste lige nu – den lille uldtot betyder så meget for mig! Og det ville hjælpe på min nervøsitet, hvis han var her. ØV!
Han var også med os ude og bruge penge i går og i dag, hvor jeg har købt de ting, jeg længe har planlagt, jeg skulle have i mit nye hjem.
En Jensen elevationsseng med super, dobbelt madras/fjedersystem, den hårdeste model, selv om sælgeren mente, den er for hård, men sønnen kunne se, det var rigtigt, når jeg prøvede den.
En smart dobbelt sovesofa til arbejdsværelset, så jeg kan have et par overnattende gæster.
En ny kontorstol, en vasketøjskurv og et tørrestativ..
Nye havemøbler (det er tiltrængt kan jeg love for), der er jo masser af udsalg i havemøbler i øjeblikket, så selv om det først bliver til næste forår, at de kommer i brug, så kan det godt betale sig.
Og så havde jeg for et par dage side besøg af “Stolebussen” fra Farstrup møbler i Vejle, hvor der blev fundet model og taget mål til en “Otium”-stol, model Lux, som bliver fremstillet individudelt til mig!
Jeg har aldrig (ikke siden jeg var gravid og en gyngestol var det eneste, jeg kunne sidde i) haft en lænestol, der passede til mig, de er for store, armlænene generer, når jeg strikker/syr, nu kommer stolen til at passe præcis til mig incl. skammelen!
Så det vil jeg glæde mig til alt sammen.
Men jeg savner Diki! Han er så sød og tålmodig, når vi har ham med i butikker.
