Posten kom med en stor bogpakke i dag – og jeg har ikke bestilt noget, så jeg var da noget spændt!

Åh ja – den store flotte 250 års jubilæums bog for Aasiaat / Egedesminde, som jeg blev bedt om at udlåne billeder til. Den er simpelthen så flot – men der er ikke nogle af Sørens billeder med. Jeg gætter på, at kvaliteten af de gamle, scannede lysbilleder ikke har være god nok. Det er der ikke noget at gøre ved.

Men mine træfigurer er kommet med..

..her er den danske tekst. Jeg kendte faktisk ikke ophavsmand/kvinde bag dem, før Carla så dem og tog billeder af dem.

Jeg har foreløbig kun skimmet bogen, og der er mange, mange dejlige billeder, både nutidige, som er fremmede, men spændende for mig, og ældre, som jeg kan genkende nogle af:

Her et luftfoto fra vores tid (5 år) i Aasiat.

Det er en meget smuk og morsom bog!

De 2 hold børn/svigerbørn har godkendt huset. Den 3. har kun set billeder, men synes, det ser fornuftigt ud.

Papirerne er skrevet under, jeg har 12 dages fortrydelsestid, men det tror jeg ikke er nødvendigt. Det skal dog overholdes, så huset bliver ikke tømt før. Derefter – og når min bank har stillet garanti for købssummen – kan jeg disponere over huset og begynde at flytte ind.

I dag “indrettede” vi rummene i fantasien, så ved vi, hvad der skal gøres.

Det er næsten for meget på én dag!

Jeg skulle til forundersøgelse, blodprøver og anæstesi-forberedelse i dag på Horsens sygehus, og det gik simpelthen som smurt – jeg var forud for tidsplanen, indtil de glemte mig i laboratoriet, så jeg først kom til efter 3 kvarter, hvor jeg gjorde vrøvl, efter at have set alle andre blive kaldt ind før mig! Øv!

Derefter kørte jeg til Fredericia, hvor ældstesønnen havde truffet aftale med nogle ejendomsmæglere om fremvisning af 3 forskellige rækkehuse, som jeg har kigget på på Boligsiden igennem et stykke tid, men aldrig i virkeligheden. Men nu kunne jeg tillade mig det, syntes jeg. Det ville også være ærgerligt, hvis et af dem blev solgt lige pludselig som så mange andre, jeg smugkigget på i de 2½ år.

Der var 4 mæglere, som blev kontaktet, og de 3 var vældig oppe på mærkerne efter det korte varsel, mens den 4. ikke havde tid før på mandag – det var så ærgerligt for hans kunder!

Det er sjovt og spændende at forsøge at forestille sig sine møbler i andre omgivelser og se for sig, hvordan man vil fungere i det ene eller andet hus. De var bestemt ikke ens, det ene sted var haven for stor og værelserne for små – det andet sted kunne økonomien blive for anstrengt – det tredje syntes jeg, der måske manglede et bryggers! Til gengæld var der nogle andre, meget indlysende fordele.

Nu er der tid til at tænke, og tid til at se flere huse, hvis jeg vil. Der skal ikke ske noget køb, før køberen af mit hus har skrevet under og der er gået 6 hverdage til fortrydelse.

I mellemtiden skal jeg snakke med 2 banker om muligheder og forhåbentlig få gode råd.

Og så skal jeg jo under alle omstændigheder begynde at rydde op og pakke sammen her, det er godt jeg har tid indtil 1. november, som er overtagelsestidspunktet.

Men hvor er jeg træt nu – og Diki ligeså, han var med, og da det var for varmt at sidde i bilen, gik svigerdatteren lidt rundt med ham, og han var også med i haverne!

Så kan jeg vist tro på det:

Jeg har solgt mit hus!

Nu i aften!

Det var meget sejt at finde en pris, men jeg må sige, at mægleren håndterede en usædvanlig situation meget flot.

Da jeg ikke kunne acceptere det bud, som køberen havde givet igennem mægleren, foreslog køberen et møde med mig og håbede nok, at han kunne presse mig ned i den ønskede pris. Det er, så vidt jeg forstår, meget usædvanligt, idet forhandlingerne normalt foregår frem og tilbage igennem mægleren. Men jeg sagde ja til det, jeg kunne jo bare holde på mit! Ældstesønnen og svigerdatteren var med som “moralsk støtte”, men det var mig selv, der forhandlede med mægleren som støtte.

Jeg vil ikke fortælle, hvad vi kom frem til, men med tanke på, hvor længe huset har været til salg, og hvordan priserne er her i vores lille by, hvor der er masser af huse til salg i lang, lang tid, så er jeg tilfreds med resultatet.

Køberen har betænkningstid – 6 hverdage fra underskrifterne, som skrives på fredag og lørdag. Men jeg tror ikke, han fortryder, for der er ingen tvivl om, at han gerne vil købe mit hus.

Det er godt nok en underlig fornemmelse, huset blev jo bygget til os for 34 år siden efter vores ønsker, og jeg har aldrig boet samme sted så længe. Men jeg er helt afklaret, hvad det angår: det er alt for stort (180 kvm i 2 etager) til 1 menneske og en lille hund, og der er omkostninger, som jeg kan spare ved at flytte til noget mindre. Jeg har været nødt til at have hjælp til at holde hus og have, og varme, lys, transport mm vil blive billigere ved at flytte i noget mindre og forhåbentlig nærmere mine børn, helt bortset fra, at hvis jeg blev boende, ville der snart være noget vedligeholdelse, jeg skulle bruge kræfter og penge på.

Jeg har heldigvis god tid, for overdragelsestidspunktet er 1. november, så der er tid til at rydde op og pakke sammen til flytning, når jeg har fundet mit nye bosted!

Jeg er glad.