Sidste afsnit af min “Grønlandskrønike”

Så blev der sat punktum for det sidste afsnit af min “Grønlandskrønike”, som jeg har kaldt min beretning om mit og min families tilværelse i Grønland 1962 – 1973.

12 år, som var anderledes, end hvis vi havde boet i Danmark, men som blev hverdag for os. Mange, mange minder, oprindeligt opmuntret og støttet af Sørens hukommelse, som var bedre end min, da jeg skrev de 8 små artikler, som blev trykt i vort lokale seniorblad, og som har dannet grundlaget, sammen med Sørens lysbilleder, som svigerdatteren har scannet, så de kunne lægges ind på PC’en, samt et helt ringbind med mine egne breve til familiemedlemmer!

Det har været sjovt, og jeg har været glad for alle de kommentarer, jeg har fået fra læsere af denne blog! Tak for det.

Jeg håber, at I vil finde fornøjelse også i det sidste afsnit, som mest er nogle reflektioner og en opsummering. I finder det 9. afsnit lige HER.

Smuk dag

En smuk bisættelse fik Jens i den utroligt smukke Christians kirken i Fredericia, meget personligt og præget af den efterladte familie, ikke mindst børnebørnene, der havde udsmykket kisten med personlige hilsner.

Og igen blev jeg rørt over den afsluttende aften spejdersang, som også blev brugt ved min fars bisættelse og ved Sørens: “Nu er jord og himmel stille”. Jens var jo også inkarneret spejder, og faktisk kendte jeg ham i den sammenhæng, før vi blev i familie med hinanden.

Det var en smuk begivenhed at tænke tilbage på.

Mit feriebarn og Diki var imens på besøg hos “De 3 Tibber” og deres mor, det var en stor oplevelse for både Christina og Diki. Og vi besøgte sammen en “Pet-shop” for at købe ny line og halsbånd, og selvfølgelig en masse godbidder af forskellig slags!

Diki var så træt, at han snorksov i mange timer bagefter og dårligt registrerede, at vi var til aftensmad hos Christinas familie. Men Christina er med herhjem igen, det var ikke ferie nok! Vi hygger os, og det gør ikke mindst hun og Diki.

Så blev der lys..

..da træerne omkring terrassen blev “barberet” – hold da op, hvor er det dejligt!

Træer og buske omkring terrassen lukkede efterhånden helt af for lyset, både på terrassen og i alrummet indenfor, så der bogstaveligt talt var meget mørkt.

Jeg har længe haft et stort ønske om at få savet nogle grene af det store kirsebærtræ, som Søren i sin tid plantede, for at jeg havde mulighed for at sidde i skygge, men som nu – igen – trængte til udtynding. Min havemand har bare ikke haft tid.

Men nu er ældstesønnen med familie hjemme nogle dage, og de ville gerne hjælpe mig. Så de gik i krig. Først skulle buskene i passagen fra køkkenterrassen om til terrassen beskæres, der var lukket næsten helt af. Og der røg så noget af bl.a. troldhaslen, der var blevet kæmpestor.

Svigerdatteren slæbte grene og læssede på naboens trailer (dejligt med gode naboer!)..

–ligeså Christian (de-ja-vu i Farfars gamle overall!), der har gode kræfter og hjalp med at slæbe og læsse.

Så kom turen til kirsebærtræet, hvor ældstesønnen savede i flere etager, mens kone og søn tog fra.

Redskaberne var ikke alt for gode – ingen motorsav her, kun en gammel bøjlesav og diverse grensakse.

Men der kom luft og lys til – det er helt fantastisk, hvad det betyder! Der mangler stadig nogle mindre buske og træer, men resultatet bliver fantastisk!

Større omgang!

Det ser ud til at blive en større omgang (og sikkert dyr?), for nu har de arbejdet det meste af dagen på at finde brønden, som ikke er der, hvor tegningerne viser, den skulle være. Resultat: stadig forstoppelse – kan kun lade lidt vand løbe ud i vaskene – ikke tage bad – stort hul på køkkenterrassen, hvor fliser er taget op, og der er forsøgt gravet ud – det er ikke sjovt! Og i morgen skal der så komme én og forsøge at lokalisere brønden med en lampe ført ind fra skel-brønden.

Der er jo nok kun én til at betale!

Kærlig tanke og gerning

På QUIP-dagen i Vejerslev fik jeg overbragt dette meget søde tæppe af Anne-Marie fra Lappehønsene i Støvring.

Det er syet af en nu afdød “lappehøne” Elna Sørensen, som desværre ikke fik det gjort færdigt. Lappehønsene arvede alt Elnas stof og patchworkting, og de besluttede, at det ville være i Elnas ånd, at det blev et puttetæppe, der kan glæde et barn på julemærkehjem! Anne-Marie har monteret og quiltet det med nænsom hånd og med fleece på bagsiden, og det er blevet rigtig dejligt.

Tak for den søde tanke til Lappehønsene og Anne-Marie!

Victors dåbsdag

Det var en dejlig højmesse i Brøndbyvester Kirke med en dejlig jordbunden præst – og lad os være ærlige: det var rigtig fint, at det var i forbindelse med højmessen, hvor menigheden var i kirken, og nogle af dåbsgæsterne deltog i altergangen, og ikke den specielle dåbsgudstjeneste med 3 dåbsbørn + tilhørende 3 x 30-40 familiemedlemmer, som var umiddelbart efter.

Her får vi lov at fotografere efter gudstjenesten, Victor med sine forældre, gudmor + præsten og hans ønskede lille assistent, der tørrede Victors hoved = kusine Linea.

Victor klarede det hele i meget flot stil, græd ikke, selv om han havde det varmt, og tog sig en lille skraber i den fine familiedåbskjole.

Gudmor Christa er faderens kusine og en meget nær ven af begge forældre.

Victor med sin mor..

..og sin far + gudmor

Den fine, gamle dåbskjole er syet i 1925 til Farfar Sørens ældste søster, og næsten alle børn i lige linie i familien er døbt i den, sidst et oldebarn til den først døbte i Stockholm. Vi passer rigtig godt på den, den er temmelig skrøbelig nu. Fornavne på alle, der har båret den, er broderet på, og jeg har lavet “dåbskjolens stamtavle”, for om ikke så mange år er der ingen tilbage, der kan huske historien!

Hjemme i Brøndby var der dækket op i 2 telte i haven, her får Farmor lov at holde den lille gut, der er vokset utroligt siden den lille størrelse, der ankom i januar. Nu er der noget “gods” i ham! Bagved til venstre sidder Mormor sammen med den bornholmske del af familien, og bagerst til højre Morfar.

Forældrene havde selv lavet det hele, og det var både smukt og lækkert. Jeg må indrømme, min søn imponerer mig gang på gang. Hans langtids-tilberedte roastbeef sous vide er en virkelig delikasse! Derforuden 2 slags små krydrede frikadeller, lækker hjemmelavet kartoffelsalat, grøn salat, pølsehorn til børnene, som Victors moster havde bagt, og store hjemmebagte flûtes i massevis.

Tante Leonor, som var fadder, er ekspert i at berolige trætte spædbørn.

Forældrene pakkede alle Victors gaver op inden desserten, denne pakke var flot dekoreret af “dagplejebørnenes børn” = børn af de 3 søskende, som mormor’en har haft i dagpleje engang og som nu er en del af familien. (Jeg elsker den slags traditioner!)

Den store pakke indeholdt en sansegynge

En flot gave fra bornholmske onkel : en stenbuk, Victors stjernetegn.

En helt særlig gave, foruden et sølvkors, var der fra Gudmor Christa, nemlig en lille sølvske, som har været hendes far Poul’s. Poul, som var gift med min søster, var født 10. juni 1935, altså samme dato som Victor blev døbt – og Poul var gudfar til Victors far!

Hønsestriktæppet fra Farmor..

..og hele gavebordet, hvor der var mange dejlige bøger, tøj, pengegaver, sølvhalskæder og en dejlig gave fra de 2 kusiner: 3 stole i 3 størrelser, Trip-trap stolen, som har været den ældstes, og som hun gerne ville give sin lille fætter + 2 blå stole, og de har selv slebet og malet dem og syet nyt, blåt betræk + et par bukser i samme stof!

Den flotte dåbskage var lavet af en nabo..

den vakte stor begejstring!

Det var en rigtig dejlig dag! Jeg havde overnattet i Fredericia hos datteren, inden vi skulle med toget kl. 7, og jeg lå vågen og hørte regnen og mærkede kulden, når Diki skulle ud! Så jeg var bange for, at det hele skulle gå til i regn. Men det var i Jylland, det regnede så meget, i Brøndby fik de regnen om fredagen, efter at teltene var sat op. Og det var nok overskyet, men hverken vådt eller koldt, så vi havde en dejlig dag allesammen.

Og Diki havde en stor oplevelse i “dagpleje” hos Annette og hendes 3 Tibbere sammen med Bodil (den ene af de 3 er søster til Bodil).

En skat i min “turban”

Jeg tror, det er svært – i hvert fald for ikke-hundejere – at forstå, hvilken “appelsin”, der er havnet i min “turban”. Og det kan så godt være, at der er nogen, der synes “det er for meget”! Men i dag har Diki boet her hos mig 1 uge, og nu..

..hænger der en lille snor+halsbånd på krogen i bryggerset, hvor der siden 1979 har hængt (større) hundesnore.

Whiskys snor hang der også et stykke tid, efter at han var væk, men blev så pakket væk.

Det betyder helt utroligt meget for mig med den lille, charmerende hjerteknuser, som alle falder for – ikke mindst jeg!

Og han får da mødt nogle mennesker i forskellige sammenhænge – i dag var han til begravelse! Nej, selvfølgelig var han ikke det, men det var jeg, da Karen blev begravet i formiddags. Han kan jo ikke være alene hjemme endnu, så han var igen i transportkassen i bilen, og bilen holdt i skygge med lidt åbne vinduer. Han er tydeligt glad for at være der og lagde sig til at sove.
Familien fik mig overtalt til at gå med i menighedshuset til snitter + kaffe, og der var nogle, der havde set billederne af ham her på bloggen, så de ville gerne se ham bagefter. Og hold da op, hvor er han nem: inden jeg tog ham indenfor, gik jeg lige lidt med ham på græsset – og så tissede han og fik også lidt vand, før han så var klar til at hilse på. Jeg har læst, at en Tibbe er reserveret overfor fremmede, og det er fuldstændig rigtigt. Han sætter sig mellem mine ben, når fremmede nærmer sig, men oppe på min arm vil han gerne forsigtigt snuse og se folk an, og derefter nusses. Jeg synes, det er rigtig fint.

Så gik vi en rigtig tur, da vi kom hjem…

..og han havde fået mad. Fra den første aften har mad- og vandskål stået i bryggerset, hvor der er fri adgang fra køkkenet, og det var han med på med det samme.

Han bliver bedre og bedre til at gå i snor, men ikke alt for langt. Så lidt leg i haven og herinde..

Gummibolden i snor får en ordentlig rusketur!

Så var han træt, og nu har han lagt sig til at sove under min fodskammel (der er plads, så længe han ikke er større) her ved computerbordet. Og det nye fremskridt er, at han nu ikke går i panik, når han er alene, f.eks. når jeg går ud for at snakke med havemanden el. går ovenpå (der er trappegitter). Han er tydeligvis tryg nu, og vi “træner” lidt ad gangen  til “alene-hjemme-situationen”, som han skal lære på et tidspunkt.

På bare 1 uge har han lært:
– at sige til, når han skal tisse/besørge, også om natten.
– At finde rundt i underetagen og i haven.
– At der er rart i transportkassen.
– At jeg passer på ham, så han godt kan hilse på andre mennesker.
– At være tryg og ikke søge og “græde” efter mor og søskende.
– Selv at løfte poten fri, hvis snoren kommer mellem benene.
– At han godt kan be’ om at komme op i sofaen, når jeg sætter mig der.
– At han ikke kommer op i sengen til mig, men sover i sin egen seng lige ved siden af.

Jeg har virkelig fået en meget lærenem og utrolig dejlig lille hund, og jeg er så taknemmelig.

Hundesittere

Jeg fik lige hjælp af de 2 nabopiger til at passe Diki ½ time, mens jeg var med til at synge Karen ud fra plejehjemmet.

Det var vemodigt. Hendes arbejdsbord så ud, som om hun lige havde forladt det – med blokke til et nyt puttetæppe, en æske med clips og en sort taske fra HANNE’s med flere lapper.

Vi var ikke så mange, nogle niecer og en nevø, alle selv pensionister, et par veninder gennem mange år, et par personaler og en enkelt beboer. Alle var enige om, at det var godt for Karen, at det var gået hurtigt, så hun ikke skulle igennem et langt sygdomsforløb igen.

Diki er helt tydeligt blevet mere modig og glad, når børnene kommer og leger med ham – men også godt træt, når de er gået.

Farvel til en god ven.

Jeg har mistet en rigtig god ven. Karen Iversen, min næsten 93 årige besøgsven er sovet ind i nat.

Der bliver ikke syet flere puttetæpper fra Karens hånd – men hun har også gjort det godt, jeg tror, det var det 7. puttetæppe, hun var i gang med! Jeg er så glad for, at jeg kunne hjælpe hende med den glæde, det var for hende at kunne sy patchwork lige så meget, hun havde lyst til – og hun var dygtig, hurtig og vedholdende, så det blev til meget.

Og hun havde det jo nok på fornemmelsen, for da hun insisterede på at give mig den fine klokkestreng med grønlandske motiver, sagde hun: “Det kan gå hurtigt, man ved aldrig i min alder, hvad der sker!”

Og det er heldigvis for hende gået hurtigt. Hun var til patchwork i går eftermiddags, hvor jeg ikke var med pga Diki’s ankomst, og der havde hun sagt “Tak for i dag – vi ses!”, da hun blev fulgt hjem til sit lejlighed, ligesom hun altid gjorde.

Jeg ville have besøgt hende i dag for at vise hende Diki, det vidste jeg, hun ville være glad for.

En flittig patchworker er ikke mere, jeg vil savne hende.

Hvil i fred, Karen, og tak for din indsats for børnene på julemærkehjemmene.

 

 

 

Udfordringer for en lille hvalp

Diki i min have 30. maj

Der er mange ting, en lille hvalp skal lære, og mange ting, den skal opdage og udforske. Diki er lidt forsigtig, men også meget dygtig.

Han vil gerne ud i haven og ber selv om det. når han skal tisse og besørge. Jeg har misforstået hans signaler én gang, så da måtte jeg samle op, men det var helt klart min fejl.

Det er en stor have, men 2/3 er hegnet ind.

Han har hurtigt lært vejen ad fliserne og nogle lave trin om på græsplænen, og han går på opdagelse under buskene.

Han gik selv hen i en krog af haven og besørgede – det er da flot!

..og fortsatte ind under rhododendronerne og “blev væk”, men kom styrtende tilbage

Jeg skal helst være indenfor synsvidde!

Men haven er klart et hit

Når han føler sig forladt, står han og hyler til han kan se mig, det er der ikke noget at sige til, han mangler jo sin familie.

Vi skulle jo også prøve at gå en lille tur i snor i formiddags..

Det var ikke nogen ubetinget succes, for hvad var meningen nu med det?

– så hvis man nu hyler hjerteskærende, mon hun så ikke løfter mig op?

Alle de nye indtryk og anstrengelser trætter, og så skal han sove – enten i sin kurv eller ved mine fødder, som han helst skal have kontakt med, f.eks. som her, hvor jeg spiser morgenmad og læser avisen, så hvis jeg flytter fødderne, flytter han sig også!