…siger min hund! Han aflæser i den grad mit kropssprog, og i går gjorde han alt muligt for at få opmærksomhed – hvorfor? Jo, jeg var meget fraværende, som jeg er, når jeg skriver og redigerer billeder til “Grønlandskrøniken”. Jeg læste også i de gamle breve (mine, som min svigerinde havde gemt) for at få nogle detaljer med, så jeg var helt opslugt.
Så danser han omkring mig, hyler, gør, vil lege, og ja, selvfølgelig skal han også have opmærksomhed, så jeg tog hans tov og legede med ham lidt, så er han tilfreds.
Det er desværre begrænset, hvilke billeder, jeg har at illustrere med, for dels har mine børn deres egne albums med alle papirbillederne, dels ligger der rigtig meget på smalfilm, som ville være fantastisk at vise, men det mestrer jeg ikke. Så det bliver dels de forholdsvis få lysbilleder, dels sort/hvide papirbilleder, som har tilhørt mine forældre og Svigermor og nu er her.
Så jeg må “male” med ord, og der hjælper brevene, som jeg er meget fascineret af at læse – hold da fast en flittig brevskriver, jeg har været! Der er en masse om børnene og deres udvikling, som ikke kan interessere andre end den dengang fraværende familie og nu moderen, så mange år efter. Men imellem dette er der også beskrivelser af begivenheder, samfundsudvikling og oplevelser, som måske kan interessere mine læsere.
Jeg har det i hvert fald sjovt, når jeg skriver og genoplever – og jeg skal nok huske min hund!
