Nu er alt i orden – puh ha, det var op over!

Ja, nu har min svigerdatter lige ringet, at hendes mor har fået sit visum og sin billet, så hun kan komme fra Filippinerne til Christians konfirmation.

Det har ellers været meget, meget spændende her de sidste dage, om det ville lykkes. Det er ikke så nemt, og det tager lang tid at få visum igennem den norske ambassade i Manila, og selv om det er længe siden, det blev søgt, fik hun stadig ikke nogen bekræftelse, så alle var efterhånden meget nervøse for, om hun kunne nå at få det.

Christian bliver konfirmeret 1. maj, og Påsken kommer jo imellem med lukkede kontorer både her og der, så der var ikke mange dage at tage af, når hun skal flyve fra Manila den 27. april.

Det viste sig, at den email, som ambassaden havde sendt med bekræftelse allerede 15. marts, havde den unge mand, der modtog den i Manila, ikke set!!! Så først da Christians far ringede til den norske ambassade i Manila i mandags, blev det opklaret.

Christians mormor bor ikke i Manila, men i en mindre by på en anden ø, så hun skulle først flyve til Manila i går, hvor hun heldigvis har både en søn og en meget god veninde, der kan hjælpe hende. Så min svigerdatter har ringet adskillige gange for at tjekke op på, om hun har været de forskellige steder for at hente billetten ét sted og visum et andet sted, hendes pas og sundhedsforsikring lå også på ambassaden, og det hele er nu i orden!! Så nu bliver hun hos veninden i Manila i Påsken og er klar til at flyve derfra onsdag den 27. Og der er bestilt hjælp til hende, så hun kommer de rigtige steder hen, også når hun skal skifte fly i Doha. Det er helt bestemt ikke nemt, når man kun én gang før har været udenfor sit eget land, så at rejse alene om på den anden side af jordkloden.

Men nu kan vi slappe af i bevidstheden om, at hun er på vej og i gode hænder, og familien henter hende i Kastrup torsdag. Hun var her første gang for 3 år siden, hvor hendes datter hentede hende derude. Så hun kender Danmark og deres hjem og os andre, og det skal nok blive en ny god oplevelse for hende. Jeg har strikket en ulden trøje til hende, som hun kan få på allerede i Kastrup, for her er jo koldt for hende.

Det er en kæmpestor lettelse for os alle, at det er på plads.

Kan ikke få armene ned..

..for tænk engang: klokken er 09.11, og jeg er i gang med at “sandwiche” et tæppe!

Det er år siden, at jeg har været så oplagt, som jeg er nu. Blæst væk er sy-krisen / sløvheden, og sy-glæden er tilbage! Det er svært at forstå, også for mig selv, hvorfor der skulle gå så lang tid, hvor jeg nærmest skulle trække mig selv op, selv om jeg jo hele tiden gerne ville sy.

Jeg syr og jeg syr, dette er syet af en pakke Jelly Rolls batik strimler. Og om aftenen syr jeg tasker og kurve, så der kan blive noget nyt at udstille på Sct. Maria Hospice, og ikke “kun” det, jeg ribber mine vægge og sofaer for!

Til lykke Christian

 

Til lykke med de 14 år, Christian!

For 14 år siden var du meget tæt på blive en aprilsnar – men heldigvis trak det 15 minutter ud, så du fik fødselsdag sammen med H.C.Andersen. Du var 17 dage for tidligt på den, og du var ikke ret stor – men sej!

Der var flere i familien, som troede, at det var aprilsnar! Da din far ringede kl 6 om morgenen den 1. april for at sige, at jeg skulle komme, som vi havde aftalt for at være med på sygehuset, var jeg også sikker på, at det var snyd – men det blev en meget stor oplevelse for mig at se dig komme til verden og støtte din mor.

Ha’ en rigtig god dag, vi har snart en anden stor begivenhed, der skal fejres! Jeg glæder mig.

Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne

Træt i benene, men en god oplevelse rigere efter besøg i LIllebælthallerne, hvor Håndarbejdsmessen finder sted i denne weekend.

Jeg synes, det er svært at orientere sig på sådan en stor messe, der strækker sig over 3 haller, så jeg var rundt flere gange – og man ser hele tiden noget nyt.

Da jeg ikke gad mere, ringede jeg til svigerdatteren i Fredericia og spurgte, om hun gav en kop kaffe – og jeg var så heldig, at hun lige var kommet hjem fra arbejde, og Christian var ved at bage den gode æbletærte til kaffen!

Jeg skulle jo ikke købe noget på messen! Men (da jeg nu hverken ryger eller drikker!!) så er her, hvad jeg kom hjem med:

Denne Kaffe Fassett bog har jeg længe haft kig på, og mens den ét sted kostede over 200 kr, var der messetilbud på den et andet sted, så jeg fik den for 99 kr!

Den taske fra Quiltshoppen i Juelsminde faldt jeg fuldstændig for, den fås i 2 str., jeg købte den lille, og alt er med i kittet, selv volumenflies og en knap! Det bliver sjovt at prøve.

Jeg er ved at samle stof til 2 babytæpper til tvillingepiger, så her et bidrag.

Jeg trænger til nye puder.

Og rosinen i “strikke/quilte-enden” er altså et Hanne Falkenberg kit “Patent” til en skøn trøje! Der var messerabat på. Jeg glæder mig!

Spændende dage

I går havde jeg besøg af Kludemagasinet, Dansk Patchwork Forenings medlemblad. Det var både meget hyggeligt og spændende. Så nu må jeg vente 2½ måned på at se, hvad der kommer ud af det!

I dag vil køre til Middelfart til Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne, det plejer at være rigtig godt, men der er sikkert myldrende fuldt af mennesker (læs: kvinder!)

Så gik det galt!

Det kan komme til at køre så stærkt, at det går galt.

Jeg er ved at sy nogle Ditzy Donuts blokke til et puttetæppe, jeg har brugt nogle blokke til demonstration af, hvordan man skærer og syr blokkene, og vil nu sy blokke nok til et tæppe – stoffet var klar.

Jeg skulle lige friske op, hvordan det er , jeg plejer at gøre:

Jeg skærer på min roterende skæreplade 6 stykker stof ad gangen (3 stykker i begyndelsen), afpasset i farverne, så der bliver 6 blokke ud af det i farver, som jeg har planlagt. Og det varede ikke længe, før det bare kørte derudaf: skære, sy, presse, trimme, sy, presse…..

Men så!!!

Så gik det galt! Så det er en ommer med de 2 blokke, og så kommer den endelige trimning for alle 6 blokke, så de får samme størrelse = 18½ x 18½ cm incl sømrum, i dette tilfælde. Nå, det er kun 4 stykker, der skal byttes rundt. Jeg opdagede det først, da jeg var ved at presse, men heldigvis før, jeg trimmede.

Komme hjem og dø..

..er vel det, de fleste af os ønsker, når vi ved, det er uafvendeligt.

Jeg hørte om en familie, jeg kender, som har fået deres unge barn hjem for at dø hjemme, fordi der ikke kan gøres mere. Alle forældres værste mareridt – næsten utænkeligt for os allesammen.

Men selv om det er ubærligt, må det være det bedste for alle, fordi man så kan få lov at gøre det så godt som muligt for sit barn, sin ægtefælle, sin mor eller far. Og det tryggeste.

Jeg har selv oplevet det med forældre og ægtefælle – det kan ikke sammenlignes med, at det er et ungt menneske, men det er under alle omstændigheder det bedste, vi kan gøre, hvis det overhovedet er muligt.

Min far led af et meget dårligt hjerte i mange år, og under en af indlæggelserne, hvor alle regnede med, at det var den sidste, fortalte de på sygehuset min mor, at han havde ønsket at komme hjem og dø. Hun var rædselsslagen og bange for, at hun ikke kunne passe ham. Men vi satte en plan i værk, skaffede hjælp fra hjemmeplejen (som ikke var så udbygget som nu) og kom selv på skift og hjalp hende. Miraklet sket: han livede op, fik det bedre og begyndte at planlægge sin næste runde fødselsdag (70 år), som lå over 1 år ud i fremtiden! Det blev som ønsket: han fejrede den runde dag med stor fest – og præcis 3 mdr. senere faldt han om på gulvet derhjemme, Mor fandt ham, og det var slut på den mest skånsomme og ønskværdige måde.

11 år senere fik Mor uhelbredelig hudkræft og måtte til sidst på plejehjem, med hendes fulde accept og med sine egne møbler og ting omkring sig, så det blev også hendes hjem i den korte tid. Og vi var meget hos hende, den sidste uge hele tiden, jeg sov der om natten, mine søstre kom og gik, vi sad om sofabordet og snakkede som da vi var børn, og hun fulgte med. Så det var også trygt for hende.

Heldigvis lykkedes det også at få Søren hjem fra sygehuset de sidste dage, det vil jeg altid være taknemmelig for. Hele sygdomsforløbet på 1½ år var han herhjemme, bortset fra 14 dage på det sidste. Han var ikke ked af at være på sygehuset, men han var bange for ikke at komme hjem igen, derfor var det godt for både ham selv, mig og familien, at han kom hjem og døde trygt og roligt herhjemme.

Er det ikke det bedste, vi kan ønske, når vi skal herfra?