Det er da godt, at der er små ting at glædes over, når det hele ellers ser håbløst ud.

Ældstesønnen og min dejlige svigerdatter har i frustration over hans fuldstændig håbløse situation helbredsmæssigt og økonomisk – kørestolbruger, ude af stand til at gå, uden mulighed for at komme ud af huset ved egen hjælp, afhængig af andre mht kørsel til alt, afslag på erstatning pga fejlslagne operationer, afslag på pension, kun indtægt fra hans egen uarbejdsdygtigheds pension – besluttet af blive separeret, sælge huset, søge handicap bolig til ham og en lejlighed til hende + datteren. Det er sat i gang.

I den forbindelse har han bedt om praktisk hjælp fra hjemmeplejen og havde besøg af en visitator i går sammen med en bisidder fra Dansk Handicap Forbund.

Til vores forbløffelse gav det et godt resultat! Vi er så vant til, at alt er negativt og bliver mødt med ufattelig kold afvisning i kommunen!

Visitatoren gennemgik huset, som de stadig bor i, så på de 2 kørestole, han er afhængig af, den ene er nærmest en kontorstol med bremse, som han kan skubbe sig rundt i, fordi dørene i huset er for smalle til den rigtige kørestol, f.eks. må han bruge den lille stol til at komme ind i badeværelse, soveværelse og køkken.

Det besøg resulterede i, at han vil modtage personlig hjemmehjælp hver morgen til at komme ud af sengen og i bad, alle 7 dage om ugen! Konen arbejder i hjemmeplejen og er ved at blive slidt op af “dobbelt arbejde”, og det, mener man heldigvis ikke, kan være rigtigt (eller lovligt?).

Han får også nødkald installeret, så han kan få hjælp, hvis han falder.

Det er en kæmpe lettelse efter flere års fuldstændig gennemgående negativitet fra Fredericia Kommune (som mange er frustrerede over hvad angår hjælp til svage borgere). F.eks. fik sønnen, i forbindelse med flere genoptræningsforløb, varmtvand-bassintræning hos en fysioterapeut 3 gange om ugen gennem 2 år. Pludselig meddelte kommunen, at det var en fejl, han var ikke berettiget til den træning! Det var det eneste, han kunne holde til, så han fortsatte for egen regning 2 gange om ugen, hvor hans kone eller søn kørte ham. Det stoppede af økonomiske årsager i maj i år. For nylig fik en borgervejleder, der skulle hjælpe til at løse de forskellige “knuder”, igennem, at han fik træningen bevilget igen – MEN (!) transporten kunne ikke bevilges! Og så kan det ikke gennemføres, for sønnen er nu under uddannelse i en anden by, og konen må jo passe sit arbejde!

Så den hjælp, han nu har fået, er et kæmpe lyspunkt.

Jeg skal ikke skjule, at jeg håber, han kan få mere hjælp, så de kan blive sammen, enten i det hus, de har boet i siden 2003, eller en handicapbolig med plads til familien. Men de skal jo kunne leve, og uden indtægt går det ikke.

Sundhedsvæsenet i vores velfærdssamfund har nogle svære brist!

Et af af dem er læger, der dækker over hinanden!

Jeg har aldrig i deltaljer fortalt om min søns sygdom, men denne gang er det for tykt – og nu vil han give op! Han orker ikke mere.

Han fik pga slidgigt en ny hofte som 40-årig (hårdt arbejde i mange år, aldrig bange for at tage fat). Efter 4 år fik han flere og flere smerter i den, så det blev aftalt, at den skulle skiftes. Men under operationen besluttede den opererende overlæge – uden patientens viden – at lade den sidde, fordi den sad godt! I stedet løsnede han nogle sener og muskler – hvad det så gik ud på?

Og fra den dag kunne han ikke gå! Yderligere glemte man at indkalde ham til genoptræning, så der kom aldrig gang i musklerne.

Efter 1 år med smerter og krykker blev han sendt til OUH, hvor han fik en ny hofte fastgjort med skruer – UDEN GARANTI! Men ingen opfølgning, kontrol eller lign.!

Det hjalp ikke, og siden er det gået støt tilbage, fik slidgigt i skuldrene af at gå med krykker, så han nu sidder i kørestol. Han har selvfølgelig mistet sit arbejde, og efter at sygedagpengene ophørte, får han ingen form for økonomisk hjælp, fordi han selv for over 20 år siden tegnede en u-arbejdsdygtighedsforsikring, som han betalte til i dyre domme, og som han nu modtager ydelse fra – som modregnes i offentlige ydelser efter en lov, der trådte i kraft, mens han var på sygedagpenge.

Jobafklaring (lovpligtig) blev undladt af kommunen i 4 år, og da Jobcenteret endelig ville job-afprøve ham og arrangerede et “job”, hvor han skulle drikke kaffe med de gamle på et plejecenter (!), var det for sent, han kunne ikke holde til at sidde og vente på transporten til og fra. Det ville nok ellers have været muligt med et lille job (med lidt mening i) nogle timer om ugen.

Det er ikke kun fysikken, der ikke kan klare sådan en situation! Det kan psyken heller ikke, og en depression meldte sig. Hårdt for både ham og familien – det er opslidende og ulykkeligt.

Indimellem har genoptræning været forsøgt på flere forskellige måder, rygcenter, smertehåndtering, flere slags, osv, alle sluttede med en konstatering af, at ingenting kunne hjælpe.

I forbindelse med depressionen tog egen læge fat og fik en undersøgelse i stand på et andet sygehus, og optimismen spirede!

Den voksede endda, da samtale og scanning med den (nye) overlæge virkede positiv. Scanningsjournalen, som man selv kan hente på sundhed.dk, viste sig at være overraskende! Den beskrev, at de skruer, der blev sat i ved sidste operation, går igennem hofteskålen og ind i flere muskler! Musklerne er svundet ind! De beskrives som “svært atrofiske” = svær muskelsvind.

Det er da til at forstå, så nu må der ske noget! Genoptagelse af pensionssag? Genoptagelse af sag mod Sundhedsvæsenet, som Retslægerådet afviste, fordi det ikke var gjort noget forkert! Ny operation? (med stor betænkelighed, for tilliden er væk) – eller???

Og så ryger det hele på gulvet igen, da overlægens ord i journalen foreligger i dag:

Her bagatelliseres “penetreringen” = skruerne, der går gennem hofteskålen, og det nævnes ikke, at de går ind i musklerne. Musklerne beskrives som “atrofiske” = svundet ind / svært atrofiske, og den besværede gangfunktion begrundes dermed. Der er overhovedet ingen gangfunktion, han har siden 2012 ikke kunne løfte sit ben! Ikke destomindre anbefales optræning, gerne varmtvands svømmetræning, som vil kunne forbedre hans gangfunktion! – som altså er ikke-eksistrende!

Og udover en ultralydsvejledt hoftepunktur er nu kun en aftalt telefonisk kontakt tilbage – så slipper også denne overlæge sagen – og patienten!

Svømmetræningen har kommunen stoppet med at betale, så den betaler han selv og er i den forbindelse afhængig af, at familien har fri til at køre ham.

Er det virkelig sådan, at lægerne dækker over hinanden, med patienternes helbred som gidsel???

Retslægerådet afviste klagesagen, selv om det er ulovligt at operere anderledes end aftalt/planlagt. De forskellige læger kryber udenom, selv om det i samtaleforløb fremgår, at de godt kan se, det er mærkeligt, at der f.eks. ikke blev foretaget kontrol efter operationen i 2013 på OUH osv.

JEG GRÆMMES!

Ældstesønnen havde fødselsdag i går, og det blev fejret i en meget snæver kreds med hans egen dejlige familie, der nu også omfatter Christinas søde kæreste, og så hans Mor! Humøret er i kulkælderen i øjeblikket, hvor alting ser meget sort ud i forhold til hans handicap og økonomien.

Men vi havde en dejlig eftermiddag og aften. Han havde selv lavet en skøn lagkage til eftermiddagskaffen, og hans kone lavede en lækker middag med super møre kalve rib-eyes, bagte kartofler, grøntsager og whiskysauce. Han er glad for at få besøg, og trods alt det triste kan vi godt hygge os og lave sjov.

Da Diki og jeg gjorde klar til at tage hjem igen, stod svigerdatteren med en “madpakke” til min aftensmad i dag – hold op, hvor er hun betænksom!