Der er noget med den kalender, den for 2009, som jeg har i hovedet og gennemlever hele dette år. Der er datoer, der siger noget godt eller noget dårligt, der er minder.

Jeg har det ikke rigtig dårligt med det, og jeg tror, at det er dette første år uden Søren, at datoerne hele tiden dukker op med minderne om, hvad der skete eller hvordan det var for 1 år siden.

Jeg er kommet godt igennem dette år, og det går bedre og bedre, den sløvhed, jeg følte de første måneder, er jeg ovre, og jeg har ikke svært ved at lave de ting, jeg gerne vil.

Men savnet! Det er der. Og fornemmelsen af, at han stadigvæk er her i en eller anden form. Nej, jeg tror ikke på noget okkult, men jeg har en fornemmelse af nærvær, og sommetider må jeg tage mig i at tænke på, om han synes dette eller hint, om han trænger til et eller andet, om han snart kommer ind ad døren!

Om 2 dage begynder nedturen for alvor, men forud for den lungebetændelse, som startede den 12. oktober og aldrig forsvandt, havde han en god periode.

Yngstesønnen og svigerdatteren skal alligevel ikke  være forældre i denne omgang. De mistede barnet i går i 3. måned, lige pludseligt og uden forudgående problemer, så selv om de er meget kede af det, har de heldigvis den holdning, at der må have været noget i vejen, så det er naturens orden.

Jeg er frygtelig ked af det, jeg havde jo også glædet mig, både på deres og egne vegne. Men jeg har – som altid – haft en lille overtro, der forbyder mig at glæde mig rigtigt før efter 3. måned. Desværre berettiget denne gang. Jeg håber bare, at det vil lykkes igen og så med lykkelig udgang.

Det er med nogle datoer sådan, at man helt naturligt får en association, og sådan vil det altid være med den 4. oktober, for det var min Fars fødselsdag. Og så tænker jeg efter, hvor gammel ville han så have været? Han ville være fyldt 98 år i år – meget mærkeligt at tænke på, for han blev faktisk “kun” 70 år, jeg skriver “kun” fordi det med det dårlige hjerte og alle de blodpropper, han havde igennem 14 år, var meget flot, at han blev 70. Og selv om han lignede en “muselmand” de sidste 1½ år, så havde han stor glæde af at planlægge sin 70 års fødselsdag, som han stik imod alle odds opnåede, og han fejrede den i fin stil med en dejlig fest for familien og sine venner, hvor han iført smoking sang for på “slagsangen”, som hans klub af ungdomsvenner sang – eller rettere de, der var tilbage af de oprindelige 12. De holdt sammen siden de var 12-13 år gamle, og endte med at bære hinanden til graven en efter en, det var lidt fantastisk, syntes vi børn. Oprindeligt var de spejdere sammen, men i mange , mange år var det en mandfolkeklub, der mødtes hveranden torsdag med madpakke, spillede kort og raflede og selvfølgelig hyggede med øl og snaps! Om sommeren i den weekendhytte, de ejede i fællesskab, om vinteren på skift hos hinanden.

Det var godt, han fik den dag, 3 mdr. senere på dato lå han på gulvet, da Mor kom hjem – lyset var slukket! Det var trods alt nemt, både for ham og os andre. Vi var jo så forberedte, som vi kunne være.

Men det er altså underligt at tænke på, at det er 28 år siden! Og nu er det mig, der er den ældste i familien.

Nu må jeg fortælle det: jeg skal være Farmor igen!

Yngstesønnen og svigerdatteren venter deres første barn! Det er stort! Både for dem og resten af familien – måske især de 2 bedstemødre, som begge har børnebørn i forvejen, men man kan vist aldrig få for mange! Og det første barn hos et par er altid et specielt lille mirakel.

De er jo ikke ganske unge, 39 og 38 år, mødte hinanden sent, har været sammen i 7 år og gift i 5, så det er rigtig dejligt.

Jeg indrømmer: jeg er lidt overtroisk mht graviditeter, så jeg kan godt nære mig lidt endnu og begynder ikke at strikke, før efter de 3 første måneder. Men man kan jo godt drømme og gramse garnet, som er det blødeste bløde, og det søde kit fra Markno har ligget på lageret længe!

Det var vist godt, at jeg fik skippet “Det hele kongerige” af til Stockholm, før jeg fik nyheden. For så bliver det et helt nyt svøb, jeg strikker – men det skal lige vente lidt. Den lille vest her bliver noget af det første – eller et par små sokker – eller…..

Jeg glæder mig til april!