Jeg har altid drømt meget, somme tider kan jeg huske, hvad jeg drømte, andre gange ikke. Men nogen gange bliver det siddende i mig og skal bearbejdes!

Tidligt i morges havde jeg en mærkelig drøm – hvor kommer det dog fra? Jeg drømte om Søren, det gør jeg ofte. Men jeg har aldrig før drømt, at han var mig utro!

Efter min bedste overbevisning har det aldrig fundet sted, det var hans natur fremmed. Men skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men i hvert fald har jeg aldrig haft den tanke.

Men i min drøm opdagede jeg, at han i lang tid havde haft en fremmed dame udover mig. Han forsøgte ikke at benægte det, men han var ked af det – og det var jeg i hvert fald også. Skuffet, vred og ked af det.

Siden jeg vågnede, har jeg kunne se hende for mig – nydelig og venlig dame, lidt triumferende – hun var sikker på, hvem han ville fortsætte livet med! Jeg vidste, der var noget bekendt ved hende, men kunne ikke komme på, hvem hun var. Pludselig gik det op for mig, at det er én, jeg har set i TV, men ellers aldrig har mødt. Der er ingen grund til at nævne navnet, for det er jo helt ude i skoven!

Hvor kommer sådan noget fra? Det er over 7 år siden, jeg mistede Søren, hvorfor skal jeg “miste” ham igen? Tåbeligt!

Men jeg tror på, at man får den slags drømme ud af hovedet ved at fortælle om dem – og det har jeg nu gjort.

I dag er det 7 år siden, Søren sov ind efter 1½ års sygdom.

Det er trist at tænke på den dag – men det var også en lettelse, at det lykkedes at få ham hjem efter 14 dage på sygehuset, hvor de ikke kunne gøre mere for ham.

Jeg er stadig sikker på, at han slap livsviljen, da det indirekte blev sagt, at han havde få måneder tilbage, og så vågnede han ikke af sin middagssøvn, men sov lige til næste morgen, hvor både jeg og yngstesøn og svigerdatter havde overnattet på sygehuset.

Han sagde selv: “Jeg døde i nat kl 3 !” Vi ved ikke, hvilken oplevelse, han havde haft, men det var godt, at han vendte om og vågnede. Så lagde jeg pres på og fik sat “systemet” i gang, så han kunne komme hjem med Falck, hvor datteren i mellemtiden havde taget imod ilt-manden, svigerdatteren havde hentet medicin, og vores fantastiske hjemmepleje stod klar!

Det blev kun til 2 stille døgn i de hjemlige omgivelser, men der er ingen tvivl om, at det var godt for både Søren og mig, at han var i sin egen seng med familien omkring sig – og schæferen Whisky, der sprang op ad hans seng og slikkede ham i ansigtet, da han kom hjem!

7 år – det føles ikke som så lang tid, som det jo er. Jeg syntes, at det var længe, min Mor var alene: 11 år, men min svigermor var enke i 30 år!
Og på en eller anden måde er Søren stadig en stor del af mig, det er ikke mærkeligt, efter at vi var sammen i 47 år. Det er lidt synd, at vi ikke nåede at flytte i noget mindre sammen, som vi havde snakket om. Men der ville ikke have været plads til os begge her i mit lille rækkehus, vores interesser fyldte for meget.
Og jeg havde nok ikke haft Diki, for små hunde var ikke Sørens smag!

Jeg har det fint sammen med Diki, og jeg er stadig lettet over, at Søren var klar næsten til det sidste og ikke kom til at ligge som en “grøntsag”, men stille og roligt derhjemme.