Billederne ligger klar, men skal lige genopfriskes, måske byttes lidt rundt, og “de små grå” skal huske de mange år tilbage, så historien kan genfortælles i morgen.
Jeg kan jo f.eks. tage en tur her og de efterfølgende afsnit – så er det hele som i går (næsten)!
Jeg glæder mig og er spændt!
I går fejrede Karin og Anders guldbryllup! Sikke et flot par! Stort, stort til lykke!
Jeg har jo den fornøjelse at arbejde sammen med Karin i styregruppen i Projekt Puttetæpper, og Anders er en rigtig stor hjælp for os med alt slæbet, når vi er på messer.
Karin og og jeg er begge “bidt” af patchwork og vores dejlige projekt i særdeleshed, så en hilsen blev sendt af sted med kurer (den er nemlig tung).
Guldbrudeparret er begge tossede med katte og have, så derfor blev deres “Velkommen-sten” udsmykket derefter, dog med patchwork i hovedrollen.
..på Depotgården, efter at hun har gået hele sommeren med et brækket håndled, der måtte opereres, fordi det voksede forkert sammen i gips. Det har været meget smertefuldt og meget ubekvemt, fordi hun hverken kunne strikke, sy eller quilte på long-arm-maskinen!
Det kan hun nu igen! Og i da jeg kom ind på Depotgården, var hun allerede i gang med et meget stort sengetæppe, som er en donation til Projekt Puttetæpper fra en patchworker i Klemensker.
Ruth var også glad for, at Laila er i gang igen, og de var begge glade for, at maskinen opførte sig ordentligt, der har været nogle problemer med, at den trak undertråden sammen, eller tråden sprang. Det gik rigtig fint i går, og tæppet blev quiltet helt færdigt.
Så nu er det som altid mig, der syr lukkekant på. Det er godt nok flot!
…ja, så savner jeg Søren! Han, som ellers ikke var specielt sportsinteresseret, elskede sådan nogle landskampe!
Jeg kan ikke huske året, men da håndbold kvinderne vandt olympisk guld første gang, havde vi tilfældigvis familiebesøg, idet min Mors 2 kusiner, et par ældre damer fra København, der aldrig før havde set en håndboldkamp, var på weekend hos os i Brædstrup. Da de danske piger vandt semifinalen, var Søren ikke i tvivl om, at vi absolut måtte se finalen, selv om den blev spillet på et temmelig sent tidspunkt lørdag aften. Kusinerne syntes vist nok, det var lidt for meget, men vi fik dem til at tage sig en middagslur, så de kunne være med.
Og da den spændende kamp (var der omkamp? nej straffekast?) bar mod dansk sejr, lovede han natmad med øl og snaps!
Det fik vi, og ærligt talt, jeg tror, de syntes, det var meget eksotisk, men festligt!
Da DK blev europamester i fodbold i 1992, var jeg i Skotland med 44 spejdere, så han var alene, og han havde simpelthen ikke nerver til at se slutningen på kampen, men slukkede og gik ud på gaden, hvor der var helt stille – indtil jubelen bragede ud fra alle huse. Han fandt sin dyreste, fineste flaske whisky (i fløjlspose) frem af skabet og gik over til genboen for at fejre det sammen med dem! Og han havde optaget det altsammen, også modtagelsen i København, på video, så jeg også kunne få fornøjelsen!
Jeg har nydt den spændende kamp i aften og jublet højt! Men jeg har nu ikke fået øl og snaps! Diki og jeg har fået en rejemad (han fik 3 rejer), og det er fint nok.
Jeg synes, det er fantastisk flot klaret af de danske “drenge” – TIL LYKKE til dem og os alle sammen!
For ca. ½ år siden formidlede jeg kontakt mellem Flemming, som gerne ville have syet sin kones sidste tæppe færdigt, og Birgith, som jeg vidste kunne sy det flotte mønster, som var påbegyndt af stoffer, købt under en ferie i New Zealand, men som Merethe ikke blev færdig med, før hun døde. Det betød meget for Flemming at få det syet færdigt.
Det var egentlig planlagt som et sengetæppe, men Birgith og Flemming blev enige om, at han ville få mere glæde af det, hvis det blev et sofatæppe.
Det er nu færdigt og quiltet af BeoBeo i Maribo, og som tak blev Birgith og jeg inviteret på en dejlig frokost på Kryb-i-ly Kro i dag.
Det blev en meget hyggelig og lang frokost! Mon personalet troede, at vi aldrig gik igen? Vi snakkede rigtig godt.
Men tæppet, som Birgith ikke havde set, efter at det blev quiltet, er simpelthen også blevet så flot!! Det er virkelig en glæde for os alle 3, at det smukke tæppe nu ses i stuen af Flemming mange gange om dagen!
Min rolle er beskeden, men jeg er glad for, at jeg kunne anbefale Birgith til at sy det. Den flotte kant er Birgiths idé, den er syet af de rester, der blev, da tæppet blev mindre end mønsteret oprindeligt.
Flemming havde aftalt med Bodil fra BeoBeo, at hun valgte et stof, der passede til bagside, og det er lykkedes, ligesom hendes diskrete quiltning er flot.
I dag er det 100 år siden, min mor blev født! Det er også min yngste søsters fødselsdag – Til lykke med de 68!!
Det var ikke meningen, at hun skulle blive født på sin Mors 32 års fødselsdag, termin var 3 uger senere. Men vi boede – som alle somre – i vores familiesommerhus i Nyborg, og det var så frygtelig varmt og lummert, så Far ville tage en dukkert inden de gik i seng. Stranden lå lige nedenfor, og der var badebro med hessian omkring platformen yderst, så Far mente, at Mor kunne stå ugenert og få en spand vand hældt over sig og blive kølet lidt af. Som sagt så gjort!
Det resulterede i, at da vi kom ind i soveværelset om morgenen for at sige til lykke, havde Mor véer! Vi 3 søstre og Far havde pakket gaver sammen aftenen før, og vi havde også skrevet “Til Mor fra lillebror” på én af dem – men det var ikke nogen lillebror, viste det sig senere på dagen.
Det var vist os 3 piger, der helst ville have en bror, vores forældre, også Far, var bare glade for deres 4 piger, og vi havde aldrig en fornemmelse af, at Far gerne ville have haft en søn. Tværtimod var han meget stolt af at have 4 døtre!
..bruge en hammer, en tommestok og et par små søm!
Det er jeg ellers ikke meget for, og jeg er ikke god til det.
Men nu havde jeg sat mig i hovedet, at nogle af de billeder, jeg ikke har haft fremme i de 3 år, jeg har boet her + ét, som jeg lige har fået som stærkt ønsket fødselsdagsgave, skulle op og hænge, selv om min vægplads er noget begrænset. Jeg har gået og funderet over, hvor og hvordan, de skulle hænge, og her er resultatet af de første 3.
Jeg er meget nostalgisk! Og her er min familie i 3 udgaver. Alle 3 billeder viser den aktuelle familie på det tidspunkt, hvor billedet er taget:
Øverst 1956 i Kerteminde – Far, Mor og 4 døtre, da yngste søster var blevet spejder, som Far havde været siden han var 12 år og vi andre fra vi var 8. Mor har aldrig været spejder, men har altid bakket op!
I midten 1982 i Kerteminde – Far (½ år før han døde), Mor, 4 døtre, 3 svigersønner og 6 børnebørn.
Nederst 2016 i Kerteminde – 3 af døtrene, 1 svigersøn (Far og Mor, 1 datter og 2 svigersønner er her ikke mere), 6 børnebørn, de 4 med mand/kone og ialt 7 oldebørn + 3 Tibetanske Terrier ikke at forglemme.
Det er de eneste billeder, hvor der ikke mangler nogle af dem, der kunne være til stede – og hvem ved, hvem og hvor mange, der kan være med næste gang?
Ren nostalgi! Jeg elsker det, og nu hænger de 3 billeder i min entré, hvor jeg går forbi dem mange gange om dagen.
Sommetider kan det knibe at få armene ned (så man f.eks. kan skrive 😉 ) Sådan har jeg haft det i dag!
Vi er jo ved at sy sengetæpper til de nye senge på Julemærkehjemmet Kildemose, og i dag blev jeg ringet op af nogle meget gavmilde, private mennesker, som gerne vil støtte os med 10.000 kr til materialer, primært mellemfoer/pladevat. Det er næsten uvirkeligt, men hvor bliver man da glad!
Det betyder så også, at vi kan købe en rigtig kvalitets-vat, og det betyder en del, når man ved, at de sengetæpper skal vaskes, hver gang der kommer et nyt barn.
Da jeg undersøgte priserne, fik jeg et super godt tilbud fra HANNEs patchwork – så nu bliver de tæpper altså virkelig lækre!
Er der noget at sige til, at armene ryger op?
Det var simpelthen sådan en dejlig fødselsdag i går, hvor alle mine børn, svigerbørn og børnebørn var hjemme til ischokolade (en familietradition) og kringle:
Om aftenen havde jeg inviteret dem ind og spise wienerschnitzel på Postgården, den fås ikke bedre!
Og sikke da nogle gaver, jeg fik! Også overraskelser – jeg elsker kreativitet, også i forhold til gaver.
Den største overraskelse var det flotte perle-billede, som Christina havde lavet til mig af 19.000 små plastikperler – det har jeg aldrig set før i så stor udgave, lavet efter et fotografi af hende selv og Farfar i 2002, da hun var 1 år gammel:
Victor og Diki hjalp med at pakke det ud!
Jeg fik også en ønsket, indrammet udgave af familie gruppe billedet fra Kerteminde i juni..
..og et af Christian som student…
..samt et nyt billeder af Victor, som han selv havde adresseret (4 år):
Og en ny “Velkommen sten”, den er bare så flot med “patchwork motiv”.
Og flotte blomster til haven. Sikke en dejlig dag!
En fødselsdagsgave på forskud – og helt uventet! Og jeg har slet ikke fødselsdag – ikke før end om nogle dage – og hverken rundt eller noget.
Men tak Bente! for den søde gave – jeg kunne jo ikke ønske mig noget bedre end et par stykker stof OG et meget, meget sødt puttetæppe! – som jeg må glæde et barn med et eller andet sted på et julemærkehjem.
Hvor er det dog en sød tanke!