Til lykke med de 4 år i dag Victor!

Der er sket meget, siden den lille “fugleunge” på 22oo gram kom til verden lidt for tidligt, og heldigvis har du hele vejen igennem haft det fint har udviklet dig til en robust lille charmetrold!

Ha’ en dejlig dag med børnehaven på besøg i formiddag og Københavner-familien i aften.

Vi ses i næste uge!

Nu slapper vi helt af efter en rigtig dejlig juleaften i går.

Victor og Diki, juletræet og mange gaver

Victor hjalp til med at bære alle pakkerne ind og lægge dem under træet – der var MANGE, og han klarede det så flot uden utålmodighed. Vi vælger altid hver en salme eller julesang, når vi danser om juletræet, den ældste først, og den yngste sidst. Så vi startede med Glade jul og sluttede med “December” (el. måske bedre kendt som “Lille store verden” fra Juleønsket)! Diki travede pænt i hælene på mig rundt om juletræet!

Og så var der ellers den store gaveuddeling, hvor skikken her er, at den yngste tager og deler 1 gave ud, som pakkes ud, derefter den næstyngste 2 gaver osv, og det gik rigtig fint, Victor strålede, hvadenten han gav eller fik en gave!

Far og søn

Selvfølgelig toppede han mht antal af gaver, men udover masser af legetøj, fik han også meget tøj, som han også blev rigtig glad for.

Og i dag er der blevet bygget Playmobil sørøverskib og lagt pulespil fra morgenstunden – det er meget afslappet og hyggeligt.

Jeg fik alle mine julegaveønsker opfyldt, både charm til mit armbånd, dejlig musik, natkjoler, en ny thermokande og lækker fodcreme.

Julestemningen var der ikke noget i vejen med, da Depotgården holdt julemarked i dag i dalende (ikke voldsom) sne! Og heldigvis kom der mange mennesker, og der blev også købt af de ting, som medlemmerne havde til salg.

På Tekstilværkstedet var der nogle, der solgte strikkede trøjer, huer og vanter, mens andre viste frem af, hvad vi laver i patchwork, og hyggede os!

Laila havde gang i quiltemaskinen og fik ikke mindst bevågenhed fra imponerede besøgende af hankøn!

Et puttetæppe var gjort klar til dagens demonstration..

..og det blev færdigt til at sy lukkekant på (af mig som sædvanligt 😉 )

Laila havde et privat tæppe i reserve, som hun også fik begyndt på..

..smuk quiltning!

Det var en hyggelig dag!

Vel hjemkommet og efter tur med Diki ville jeg gøre mine udendørs vandhaner klar før den bebudede nattefrost = lukke dem for vinteren. Men jeg måtte have hjælp til den ene af dem, som simpelthen ikke kunne lukkes effektiv. Det endte med, at ikke bare Christian, men også hans far kom til hjælp. Jeg græder indvendigt, når jeg ser, hvor svært det er for ældstesønnen at komme ned i gulvhøjde og op igen, for at hjælpe mig med den slags. Men han klarer det, og det lykkedes ham også at finde hanen til det udendørs vand inde i et skab og få lukket helt af.
Det er SÅ uretfærdigt og ufortjent, at han skal have det sådan, og at hans “sager” både med erstatning, med dagpenge, arbejdsprøvning, kørekort og invalidebil tager så utrolig lang tid – ikke uger, måneder – nej: år!

Men han hjælper sin mor, det bedste, han kan!

Det har været en dejlig fødseldagsfest i dag, hvor Dorthe havde samlet familie = sønner, svigerdøtre, børnebørn og venner på Hotel Fredericia..

Dorthe er min datters svigermor og en mega sej kvinde med et ukueligt humør og en flot vilje til at trodse hård og invaliderende sygdom.

Dagen bød på stor lækker buffet med dejlige specialiteter for både kødspisere og vegetarer!

En meget rørende tale fra de 3 sønner, der hyldede deres mor..

..og gav hende et populært gavekort til en sjælden fælles arbejdsferie på hendes skønne “sted” i Malaga i 2016!

Der var også lækre desserter, hjemmebagt kransekage til kaffen og dejlige gaver:

Her det net, som jeg har syet til hende.

Sikke en dejlig dag – vi nød det i alle aldersklasser!

Jeg tror, jeg har hørt, at når man har mareridt (og kan huske indholdet) skal man fortælle om det. Jeg tror, det passer for mit vedkommende, for jeg kan mærke, at jeg skal af med det!

Jeg drømmer altid meget, og som regel kan jeg ikke huske ret meget af det næste morgen.

Men jeg har af og til en slags mareridt, som sidder i kroppen længe. Det havde jeg i morges imellem kl 4 og 7, og jeg var helt tung i hovedet og ked af det, da jeg vågnede.

Meget ofte er jeg i sådan et mareridt, som er meget livagtigt, stresset og skal nå et eller andet, som jeg forgæves prøver at indhente! Altid noget vrøvl, som dog indeholder kendte personer og begivenheder, som på en måde er genkendelige, men urealistiske.

I morges var det meget forvirret og indeholdt personer, meget fortrolige for mig. Søren var med, og vore gamle naboer var der, plus en hel masse andre, ganske ukendte kvinder. Jeg kan simpelthen stadig mærke, hvordan jeg løb rundt imellem dem, bl.a. i naboens hus, hvor der var et helt uendeligt antal soveværelser, hvor det var meningen, at jeg skulle sove i et af dem, men der lå mennesker (kvinder) i alle sengene!

Jeg vidste, at jeg kom for sent på arbejde og jamrede over det, men jeg skulle både finde den seng, og jeg skulle have mad med – og pludselig gik det op for mig – med skræk ! – at jeg heller ikke havde fået morgenmad.

Nabokonen var der, og hun skulle flytte – men hun stod helt alene med det, for manden var rejst på ferie i Japan! (Han rejste ellers aldrig!)

Der var meget mere, men det underlige er, at både naboens mand og Søren jo er døde for flere år siden!

Jeg tror, det kan hænge sammen med, at det i dag er 6 år siden, Søren døde. Og denne uge i 2015 falder ugedagene på samme datoer som i 2009, så hele ugen siden mandag har jeg “levet i 2009”, dag for dag. Sørens sygdom kulminerede i den uge: tirsdag var jeg kaldt til lægesamtale på sygehuset, hvor Søren var indlagt i 14 dage, hvor vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere.
Senere samme dag var han tæt på at dø (han sagde selv næste dag til yngstesønnen, at han døde kl 3 om natten), og det var tydeligt, at det var tæt på. Derfor insisterede jeg på, at han skulle hjem, efter at jeg havde sovet der om natten, hvor vi ikke vidste, om han vågnede igen.
Ambulanceturen hjem onsdag, al den hjælp, vi fik fra alle sider derhjemme, hundens rørende velkomst til Søren, familien, der kom og sagde farvel – også nabokonen  –  i de knap 2 døgn, før hans lunger og hjerte stoppede fredag = i dag for 6 år siden – alt det gennemlever jeg i disse dage.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg “skal nå” som i drømmen, for alt gik dengang meget stille og roligt, og jeg er kommet rigtig godt igennem, både dengang og indtil nu. Men underbevidstheden kan man ikke styre!