En lille bitte gærdesmutte, som sikkert er kommet lige ud af reden (som jeg ikke ved hvor er), flagrede ind i min stue, mens jeg var ved at spise morgenmad.

Diki forsøgte selvfølgelig at få fat i det lille spændende væsen, men den landede heldigvis på min taske, der stod på spisebordet, uden at han opdagede det. Og det lykkedes mig at lokke ham ind i arbejdsværelset og lukke døren. Så kunne jeg lige så stille liste begge hænder omkring den – stiv af skræk, som den var – og lukke den ud, uden at jeg behøvede at jage med den.

Nu sidder den og sunder sig udenfor vinduet, jeg håber, den får samlet mod til at flyve videre.

Jeg har prøvet det engang før, hvor en hel redefuld gærdesmutte unger forlod den rede, jeg havde set i en klatrerose ved husmuren, forlod reden på én gang, og nogle af dem landede i mit skød! En enkelt fløj ind i stuen, og den måtte jeg jagte, så den fandt ud igen.

Jeg havde sådan ønsket mig, at vi skulle få noget af det regn, de hele tiden varsler, men det er ikke meget, der er faldet her omkring de sidste uger. Min lille have trænger!

Endelig i eftermiddag faldt der lidt, så jeg tog regnjakke på, da Diki og jeg skulle ud at gå, efter at jeg havde syet hele eftermiddagen.

Og SÅ fik jeg ellers mit ønske opfyldt! Det var måske ikke så voldsom, jeg havde forestillet mig regnen. Pludselig styrtede det ned i store dråber, det var næsten som et kæmpe-brusebad! Men det var ikke koldt, så pyt!

Vi blev da godt nok noget våde! Men Diki blev frotteret, og jeg tog tørt tøj på, så det var bare en våd oplevelse, som jeg håber, at haven har haft godt af.

Jeg skal ikke skjule, at jeg er lidt bekymret for, hvad der sker i haven lige nu. Heldigvis har jeg ikke købt andre sommerblomster endnu end lidt stedmoderblomster, og det ser ud til, at de klarer sig.

Hyacintherne havde lagt sig under sneen, men de har nu stået længe og set virkelig godt ud.

Men min stolthed, Kamelia’en, som har blomstret så flot de 2 forårssæsoner, jeg har boet her, selv om de har stået ude hele vinteren, er netop begyndt at udvikle knopperne. Jeg kan håbe, at de lige præcis er så sent udviklede, at de klarer frosten? For 1 år siden stod den i fuld blomst nu og havde fået lov at komme ud på terrassen.
Jeg kan ikke gøre andet, end at trække den helt ind i krogen, hvor den har stået i vinter, og håbe på, at knopperne bliver siddende!

Se mig!! Jeg vil også fotograferes! Han sætter sig selv foran kameraet – min lille “star” !

Da jeg ledte efter billeder af Kamelia’en fra sidste år, opdagede jeg, at det faktisk også var nattefrost den 27. april 2015! Og den 3. maj! Hvor flere blomster, bl.a. Kamelia’en blev skadet! Der er intet nyt under solen!

Jeg skulle bare op og tisse – kl. var 6.00, og jeg ville i seng igen – men så blev jeg godt nok vågen, da jeg kiggede ud ad vinduet:

Diki var også noget forbavset, han kan jo næsten ikke huske, det har været snevejr!

Men man kan jo altid tisse på det!

Hvor er mine tulipaner? Hyacintherne får nok deres dødsstød.

Vi har gennem lang tid været plaget af rotter i haverne bag vores rækkehuse, og rottefængeren har været her flere gange og lagt gift ud i kasser – sidste gang en ny slags, da det andet åbenbart ikke havde effekt.

Diki er helt klar over, at der er nogle uønskede væsener, og han gør og snuser meget omkring de hjørner, hvor vi kan se, at der bliver gravet.

Da jeg lige nu var ude med nogle patchwork-ufoer, der lugtede lidt af røg og derfor skulle luftes, opdagede jeg, at han snusede ved en lille forhøjning i granit-stenene under tøjsnoren.

Og se, hvad jeg fandt, da jeg skrabede stenene til side:

Diki “begraver” somme tider sine tyggeben eller kødben, dvs han skraber jord hen over dem. Og det var lige hvad han havde gjort med stenene! Der er ikke bidt i den, så jeg håber, at han ikke har taget skade! Giften kan han ikke komme til, men den har rotten, der ser ung ud, heldigvis spist af.

Dyygtiig Diki!