Så rejste feriebarnet med toget – første gang alene, men det gik selvfølgelig fint. Jeg har for det meste mindst 2 børnebørn på ferie ad gangen, men denne gang var hun her alene i en hel uge. Det har været meget hyggeligt! Christina er så stor, at hun klarer sig selv, selv lægger tøj frem, rydder pænt op på værelset, dækker bord og tager af bordet, går tur med Diki, leger med ham i haven. Hun vil også gerne bruge computer og er iøvrigt ret dygtig, men hun sagde selv, at hun ikke var så meget “på”, som når hun er hjemme, fordi hun gerne vil lege med Diki.

Og nu er Diki og jeg alene igen. Han er utroligt glad for Christina, og hun kan løfte ham og nusse ham så tit, hun har lyst. Det gider han ikke sådan hele tiden med mig! Men til gengæld følger han mig meget tæt i dag, han er måske bange for, at jeg også forsvinder?

Jeg fik ellers lidt af en forskrækkelse, da Diki og jeg havde fuldt Christina op på perronen og set hende ombord i toget. For da vi passerede igennem Banegårdshallen, var der pludselig en meget stor, sort hund, der voldsomt gøende forsøgte at komme hen til os. Vi skyndte os ud, for selv om Diki faktisk ikke er bange for store hunde, så har vi desværre netop haft et par tilfælde af små hunde (og børn), der er blevet angrebet af “muskelhunde”. Det var dette nu ikke, så vidt jeg kunne se i farten, den havde stor, sort pels. Men det er jo ikke kun muskelhunde, der kan være aggresive. En lille Papillon blev skambidt og måtte aflives her i byen for få dage siden. Der er lidt uenighed om, hvilken hund, der gik i den andens have, men uanset hvad, er det jo frygteligt at tænke på!

Jeg kan blive helt “tom” i hovedet ved at forstille mig, hvis det var Diki.