..Diki og jeg! Ja, ja, vi er bare flyttet ovenpå i soveværelset, efter at jeg har sovet i gæsteværelset siden Dikis ankomst 29. maj!
Det var meget nemmere for mig, når han skulle ud og tisse om natten, at jeg sov hernede, og gæsteværelset har udmærkede senge, så det er gået fint.
Men nu har han ikke bedt om at komme ud ved 4-5 tiden den sidste uges tid. Så i går aftes gik jeg tilbage til min seng ovenpå, og selv om Diki var meget søgende i ca 10 minutter (gulvtæppet dufter helt sikkert også af forgangne hunde), lagde han sig pænt i sin lille fleece-seng i krogen ved siden af min seng og sov hele natten – også selv om JEG havde en urolig nat med kramper i benene og besøg på toilettet 3-4 gange.
Han var nemlig også alene hjemme en hel aften for første gang! Patchworkklubben Kludekonerne havde første sy-aften i den nye sæson, og boller, ost, kage og the sent på aftenen giver uro i kroppen, når jeg skal sove. Men det forstyrrede ikke Diki.
Han havde også klaret alene-hjemme situationen fint, og han bliver så glad, når jeg så kommer hjem – gøer ikke, men skal bare kæle og lege. Det er dejligt og en af de ting, man savner rigtig meget, når man ingen hund har!