Dejligt med en god dyrlæge

Jeg har sovet uroligt i nat af bekymring for Dikis ører, som pludselig i går blev røde – altså huden omkring øreindgangen under ørerflapperne. Han kløede sig også lidt, og det så ikke ret godt ud. Så kl 8 ringede jeg til dyrlægen og kunne komme med det samme.

Diki opførte sig helt eksemplarisk i modsætning til, da han blev vaccineret for 4 mdr. siden, da hylede og sprællede han helt vildt. Men denne gang stod han roligt på bordet og lod dyrlægen kigge sig i ørerne.

Det var desværre øregangsbetændelse, som er eksploderet i løbet af 1-2 dage, men heldigvis indtil nu kun på de ydre ører og ikke længere inde, så det er forhåbentlig ikke svært at behandle. Han havde ikke temperatur, og det er også et godt tegn. Og det smitter ikke, men kan så være et allergiproblem. Det vil vise sig.

Foreløbig fik han dråber på de betændte ører, det skal han have 2 x daglig, og så fik han en indsprøjtning, hvor dyrlægen sagde: så nu hyler han! – men nej, han sagde ikke et piv! Og vi havde ellers lige snakket om hans enorme hyl, som skærer i ørerne på os andre! Men altså ikke i dag. Han klarede det hele i fuldstændig ro – med mors beroligende hænder omkring sig! Og han fik ROS!

Og så var der gensynsglæde, da vi kom hjem til Bodil, som måtte være alene hjemme (med et hygge-ben), jeg var bange for, at det var for bøvlet at have hende med derop. Og det kan sagtens være, at Diki ville have hylet, hvis hun havde været der, sådan for at få lidt medhold!

Nu skal Bodil hjem til sin egen familie i dag – jeg tror, hun bliver helt ellevild glad! Men hun har ikke været ked af at være her, og de er jo heldigvis meget glade for hinanden, så der bliver helt sikkert et savn!

Mht Dikis ørebetændelse, som kan være allergi, så kan det muligvis være, fordi han stjæler Bodils mad – det vil vise sig, når han ikke mere har den indenfor rækkevidde, men “kun” sin egen. Der kan desværre også være andre grunde, og for en sikkerheds skyld blev han også lige kigget efter for lopper, men dem var der ingen af.

Det har været dejligt at have Bodil på ferie, og jeg er meget lettet over, at Diki er i behandling, og at det er taget i opstarten. Jeg er meget tryg ved den dyrlæge, som jeg har haft til både Baloo og Whisky også – nåh ja, jeg har til gengæld haft hans drenge som spejdere, men det er jo også mange år siden nu.

2 tanker om "Dejligt med en god dyrlæge"

  1. Vi håber lille Diki snart får det bedre.

    Bodil er helt klart glad for at være hjemme igen. Og hvor har vi dog savnet hende. Godt at vide at hun har været i gode hænder/poter.

    Hun klør sig nu også meget. Gad vide om der er lopper med hjem fra jer?
    Sådan en lille gæstehilsen 😉

  2. Det kan sagtens være, at der er fulgt en loppe med, for jeg måtte jo dryppe Diki i sidste uge, så der kan have været en overlevende. Min dyrlæge fortalte mig, at der er kommet et nyt middel, som kun fås på recept, og som de ikke må reklamere med! Men de gamle midler kan være resistente.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *