Ude godt – hjemme bedst!

Nej – det har været dejligt at gæste alle mine børn og børnebørn sammen med Diki, og vi har nydt det – men det er altså også dejligt at være hjemme i egne rammer.

Lørdag spiste vi før-julefrokost hos ældstesønnen sammen med 3 andre “gamle damer”! Det var rigtig dejligt med skøn mad, som svigerdatteren havde lavet, og en god snak. Der sov vi til lillejuleaften, og så var der ellers uro i forbindelse med vejrudsigten, men jeg kørte selv pga for megen bagage til evt. at tage toget, som jeg har beskrevet før. Og det gik da også godt, selv om det var hårdt.

Dagene hos yngstesønnen har været hyggelige med en god juleaften, afslappet Juledag, ture med barnevogn og hund, god mad, og vores eget værelse i kælderen, og så ikke mindst den lille Victor, som bare er så dejlig!

Turen hjem i dag gik strygende i godt vejr over Sjælland, men så blev det sneglefart fra Odense og til Ejby. Mens det kun tog 1 time over Sjælland og Storebæltsbroen, tog det 2 timer at krydse Fyn! Der var sket flere uheld i begge retninger, og der kom både politi og ambulancer i nødsporet – ja og der holdt endda en bil, som ikke kunne køre, så alle måtte give plads og rykke sammen for ambulancen. Det er træls at køre på den måde, men de fleste kørte pænt. Hvordan kan det være, at når vi allesammen snegler os af sted i 2 rækker, der bevæger sig næsten i samme tempo, så er der nogen, der absolut skal skifte plads og tvinger sig ind i den anden række? De kommer overhovedet ikke hurtigere frem, for et øjeblik efter er vi ved siden af hinanden igen! På et tidspunkt, efter at jeg havde kørt stille og roligt med de samme 2 biler foran og bagved mig, så var der én der absolut skulle tvinge sig ind foran mig, og som kørte på en meget mere uregelmæssig og urytmisk måde, det var lidt ØV. Men han kunne ikke stilles ved det, så ved første afkørsel kørte han op, sammen med en masse andre, og så holdt de der på rampen uden at kunne komme videre, så det fik de ikke meget ud af. Nå det løste sig jo, og jeg kom godt frem til Fredericia, hvor jeg var i god tid til en dejlig lille frokost, det var hyggeligt også at være lidt sammen med dem, og Diki kunne besøge Bodil – de hylede af glæde, da jeg ringede på, og de kunne høre hinanden.

Diki er iøvrigt fantastisk at have med i bilen, også på så lang en tur. Han ligger i et transportbur i bagagerummet, og han sagde ikke en lyd på hele turen!

Nu slapper vi af og nyder det! Tak for sidst til alle mine børn!