Det var en rigtig ØV-dag i går! Men det lærer man, når man lever med en alvorlig sygdom: det går ned, men kan heldigvis også gå op igen. Det er nu 9 måneder siden, det blev konstateret, at manden, som jeg har levet sammen med i snart 47 år – knap 45 med papir og ring – har cancer, og at den havde bredt sig, inden den gav symptomer. Behandlingen hjælper, men helbreder ikke.

I går var han helt afkræftet, og han drak TE !, altså så er han virkelig dårlig! Men han ku’ godt lide det, bare ikke så stærk, som jeg drikker den. Og lidt fik han også at spise, men ingenting, ikke engang lidt TV, kunne interessere ham. Jeg spurtede op og ned ad trappen, da han helst ville være ovenpå, men der var ikke meget, jeg kunne gøre for ham.

Natten har ikke været tryg, bekymringen lurer jo, men han har sovet, og nu til morgen har han drukket kaffe og spist lidt mere end normalt, det er jo gode tegn!

Og nu sner det i store totter, så jeg må pakke mig og min forkølelse godt ind, før jeg går ud på dagens 2. tur med Whisky, så vil det vise sig, om hans hundemave har fået det bedre med medicin og diætkost af kogt kyllingefilet + ris.