En af naboerne ringede kl 8 og spurgte, om jeg kunne køre hende ind til Skousen, så hun kunne købe en ny fryser, for hendes var stået af. Vi blev enige om, at jeg lige skulle spise morgenmad, og så startede jeg bilen og kørte over for at samle hende op, efter at vi havde taget mål først, som hun bad om.

Når jeg skal ud, får Diki altid en lækkerbid, som han først må tage, når jeg går ud ad døren og siger vær’sgod! Det fik han også i dag – en lille tørret leverbid.

Jeg tog mål af hendes køle/fryseskab og spurgte, hvornår hun havde opdaget det, og så ville hun vise, at det var blødt, det der lå i skufferne.

Men det var det ikke! Det var hårdt – selv nogle frosne jordbær, og min erfaring er, at det er bær og grøntsager, der først bliver blødt. Jamen, det kører ikke, sagde hun.

Jeg lagde øre til, og jo, jeg kunne høre køleskabet køre, og da det formentlig er koblet sammen med køleskabet, og det, der lå i fryseren, var stenhårdt, konkluderede vi, at der ikke var noget i vejen – dejligt!

Så jeg kørte bilen de få meter hjem igen – og blev mødt med den samme stormende velkomst, som hvis jeg havde været væk i mange timer! Op i sofaen, som vi plejer, nusse, kæle, hele kroppen går på ham, og jeg skal kysses! Han er bare dejlig!