Så er det lige før – lige før, alt skal være klar til Dansk Patchwork Forenings årlige Træf – denne gang i Roskilde.
Projekt Puttetæpper er så heldige, at vi får en gratis stand stillet til rådighed, men der er jo meget, vi skal have med, så vi kan vise puttetæpper, sælge vores årsmønster, tage imod færdige tæpper og syede årsblokke. Når det er på den anden side Storebælt er vi nødt til at overnatte, så vi kan stille op fredag aften og sove 2 nætter. Og vi er meget heldige, idet vi er blevet tilbudt gratis overnatning i Julemærkehjemmet Liljeborgs gæsteværelser, det er virkelig rart og sparer os for mange penge!
Det er altid en god oplevelse at komme på Træf. Der er udstillinger, foredrag og demonstrationer – og så er der mange patchwork butikker. Desværre svigter en del af de sjællandske butikker, det er virkelig en skuffelse, når nu det skal være på Sjælland i år! Det er dyrt for dem at stille op, men de sparer jo, når det foregår på Sjælland, så det, tror jeg, ikke kan betale sig for dem i den sidste ende.
Der er jo også generalforsamling, som jeg altid deltager i. Der har været problemer i det forgangne år, så jeg håber meget, at der er friske kræfter, der stiller op til bestyrelsen!
Og herhjemme får Diki en gæst! For Christina flytter ind her i de 3 dage – det er jeg meget glad for! Hun skal godt nok på arbejde en af dagene i nogle timer, men han er jo vant til at være alene hjemme, så det skal sagtens gå. Hun vil være her det meste af tiden, hun vil gå tur med ham og give ham mad, og hun sover her, det giver tryghed for både Diki og hans “mor” !
Kære Hanne.
Det var vel nok godt, du flyttede så tæt på dit netværk, da du flyttede fra Brædstrup.
I er så gode til at hjælpe og støtte – og skønne på – i givne situationer, når der er brug for det – begge veje.
Rigtig godt træf.
Jeg har ikke været med siden den søndag for mange år siden, da jeg lige havde sat mig ud i min bil for at til Odense, og da jeg tændte for radioen, hørte jeg min navnesøster i England var omkommet i en trafikulykke.
God tur fra Diana
Ja, det er rigtig dejligt, Diana! Da jeg fornylig havde fødselsdag, stillede de også op og hjalp mig med det hele!
Det er mærkeligt med den slags begivenheder af historisk art – den søndag, du husker, husker jeg også, og hvor jeg var. Jeg var til weekend møde i Holte med korpsledelsen i Det Danske Spejderkorps, hvor vi hørte om ulykken!
Det var før min patchwork-tid!