Laaang tur til anderledes messe

Der er altså lang vej til Års fra Fredericia! Men jeg ville så gerne se det nye sted, vi er blevet inviteret til med Projekt Puttetæpper.

Det var slet ikke mig, der skulle være der – men én af de andre fra styregruppen, som bor lidt tættere på, og hun havde selv fundet hjælpere.

Så det var en fornøjelsestur for mit vedkommende! Heldigvis havde jeg et par dage i forvejen snakket med en anden af vore flittige tæppetanter, og hun kunne også godt tænke sig at se det. Hun regnede ud, at hvis vi kørte hjemmefra i hver sin bil, men mødtes ved Hampen Sø, så havde vi for det første lige lang dertil, og så kunne vi køre sammen det længste stykke!
Hun har ovenikøbet en meget mere lækker (og nyere) bil end min, så jeg var passager! Det er jeg ikke så tit! Og så kunne vi hyggeos og snakke op ad Hovedvej A3, det var rigtig hyggeligt!

Og det var en god oplevelse! De fleste af de messer, vi deltager i, er ret flotte og strømlinede – det er Vesthimmerland Kreativ Messe ikke! Der er ingen adskillende standvægge, så man kan kigge ud over hele den hal, man er i og se alle de andre! Der var alt mellem himmel og jord af hobby – desværre var jeg der jo kun en eftermiddag, og jeg ville gerne gøre lidt nytte på vores egen stand, så det var meget begrænset, hvad jeg var rundt og se. Men hyggeligt var det i hvert fald, og der var masser af besøgende (i modsætning til flere andre steder, vi har været). Jeg fik da også købt lidt garn, nemlig 6 mørkegrønne nøgler af CeWeC Tibet, der er smør-blødt! Det skal blive til endnu en “Sunday Tee”, med forlængede ærmer, det glæder jeg mig vildt til!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *