22 glas solbærsyltetøj blev det til! Af ialt 12 kg 800 gram solbær, som jeg plukkede og syltede op til weekenden. Derudover plukkede naboen 3 kg, og der er stadig rigtig mange tilbage, men dem kan der blive kogt saft af, de må godt sidde lidt længere, der er mange ikke helt modne.
Af skønhederne i haven er flere Klematis nu rigtig fine.
Denne ved indkørslen er utroligt smuk og rigtblomstrende i år. Og så har nogle af mine orkidéer her på kontoret sneget sig ind i billedet også!
På terrassen klatrer den lilla Klematis meget højt op i kirsebærtræet, som jeg fik havemanden til at beskære kraftigt, så der er kommet luft.
Og i baghaven er det lykkedes mig at lave et naturligt stativ til en Klematis, som har brugt en stor Atlas Ceder til at kravle op af, indtil den blev fældet for et par år siden. Den har enkelte blomster højt oppe, og masser af knopper.
Og se nu bare den hvide Akapantus, hvor kæmpestor og flot den står! Men det skarpe øje kan se, at krukken er bundet sammen med en grøn pakke-elastik! Akapantus’en skulle nok have været delt, som Søren plejede at gøre engang imellem, og nu havde den sprængt krukken!
Bemærk figentræet ved siden af. jeg troede, den var gået helt ud i den hårde vinter, men pludselig kom der et lille skud, og det ser ud til, at den kommer fint. Den havde vi med hjem fra Bornholm for 4 år siden, og den gav de første modne frugter sidste sommer. Det bliver der ikke i år, men jeg er glad for, at den har overlevet.
Så smuk en have du har. Der er vist ikke mange der kan være med.
Hej
Uha sikke dejligt at have så mange glas med solbær….. guf…
Dorthe Schultz, jeg kan roligt give dig ret, for det er ikke min fortjeneste, det er Søren, der brugte uendelig mange timer i 28 år, så kunne han ikke mere, men jeg forsøger med en havemands hjælp at holde det vedlige.
HANNE, jeg skal lige huske, at du synes, det er guf!