“Slævet” betaler sig!

Det blev så flot, da vi fik pakket ud hos Birgith i Hejnsvig i går, og fik alt gjort klart til “Tæppetante-træf” for 70 tæppetanter den 9. juni.

Vi fik hængt tæpper op som udstilling / udsmykning, imponerende puttetæpper og enkelte sengetæpper. Hvor er de altså heldige, de børn, der får sådan et tæppe, der kan følge dem resten af livet som et håndgribeligt minde om et dejligt ophold på et julemærkehjem!

Se lige de fine veteranbiler, som til daglig bo i hallen! Til Tæppetantet-træffet er de næsten ikke synlige, for de bliver dækket til med alle de tæpper, som bliver afleveret på dagen!

Og vi fik pakket alt det stof ud, som vi har fået doneret, store og små stykker, som private og butikker har givet os.
Det hele blev sorteret og lagt ud på borde og i kurve og kasser, så tæppetanterne kan forsyne sig til at sy nye puttetæpper af!

Og det hele blev dækket af, så der ikke er nogen, der går på hugst, før der bliver åbnet op efter 1. del af programmet og frokosten på dagen! Der gemmer sig mange godter under tæpperne! Nu kan vi bare glæde os!

Det er et slæv!

Jeg har pakket donerede stoffer af alle mulige slags, store og små stykker, påbegyndte tæpper = UFO’er. Samt 15 færdige tæpper.

Det skal altsammen med til Hejnsvig i morgen, hvor vi gør klar til Tæppetante-træf lørdag den 9.

Det er virkelig et slæv, men nu er det pakket, og så må vi se, om det kan være i Ritas bil, når hun kommer her i morgen tidlig, eller om vi er nødt til at køre i 2 biler!

I Hejnsvig skal alle tæpperne – dem jeg har med og dem, de andre har med – hænges op ved siden af dem, som værtinden Birgith allerede har hængt op.

Og alle stofferne (og det er mange) skal pakkes ud og lægges på borde og i kurve, så tæppetanterne kan få en hel masse med hjem til at sy puttetæpper af!

Nu er det vist tid at hvile ryggen!

Varmt!

Selv her til morgen er det så varmt, at jeg har gået morgentur, kun i tynd bluse! Jeg plejer at have en lille vest over om morgenen, men det lufter overhovedet ikke – jeg kan ikke engang lave gennemtræk!

Så det bliver en varm dag! Mon vi får lidt af den regn, der ikke kom til os i går?

Men jeg har været flittig – nu hvor min have er næsten i orden og meget fin! Jeg har syet flere lukkekanter på tæpper, som andre har syet og quiltet – det er lige til at overkomme!

Puttetæppe syet af Helle A. Hansen, Vejle, quiltet af Laila Brøgger, Fredericia

Også foran TV, så jeg har kunnet følge med i Kronprinsens fødselsdag i går! Dejlige billeder! Og nogle utroligt gode taler til festen i går aftes. Der var vist ikke et øje tørt, da Kronprinsessen gav sin mand “tørt på” på en meget kærlig måde. Det er dejligt at se, hvor dejligt, de har det med hinanden!

På besøg

Jeg har været på besøg hos Linnea i Horsens, i hendes nye lejlighed på 6. sal med udsigt fra 3 terrasser: over havnen og ind over byen – fantastisk!

Der er også blevet nyt syværelse til hende (med udsigt), dog ikke så stort, som det hun havde i kælderen før.

Det var spændende at se den flotte lejlighed, som er meget personligt indrettet efter hendes valg, og selvfølgelig var nogle af hendes fineste quilts hængt op på væggene, Jeg kendte de fleste, men der var også et par nye.

Det lille vægtæppe er ikke nyt, men jeg har ikke set det før.

Dette tæppe er derimod nyt, og det er hendes mand så glad for, at det er kommet op på væggen.

Og så havde hun syet 4 flotte puttetæpper til børn på julemærkehjem, som jeg fik med hjem – meget forskellige, og smukke hver for sig.

Det er altid utroligt hyggeligt at besøge Linnea, og efterhånden er vi kommet til at kende hinanden godt og snkker rigtig godt sammen.

Lukkekant – igen-igen!

I går quiltede Laila dette puttetæppe – et meget yndigt tæppe, syet af mange fine rester.

Og heldigt nok har jeg lige en formiddag fri, før jeg skal i byen. Så jeg prøvede forskellige stoffer af med henblik på lukkekanten – min sædvanlige “leg”!

Og se nu bare et sødt stof, doneret af Edith, som passer perfekt!

Nu er det på plads, så kan jeg sidde på terrassen og sømme det på bagsiden senere.

Nu skal jeg nemlig af sted på et besøg, jeg glæder mig meget til!

Udskiftning

Min næsten 20 år gamle opstammede, røde rose, som i alle årene har stået i en meget stor, blå krukke, først på terrassen i Brædstrup, nu ved indgangspartiet ved mit tille hus, havde ikke meget liv efterhånden!

Jeg havde købt 2 nye, mindre roser, meget dejligt duftende, hos Jens i Sommerblomster.dk, og han havde fortalt mig, at jeg godt kunne plante dem i samme krukke (hvor der havde været en rose før), bare jeg skiftede al jorden ud!

Det kunne jeg nok bare ikke selv, men altid hjælpsomme Christian mente godt, at han kunne!

Så efter en tur til Davidsen efter 2 x 50 l plantejord og et par kraftige havehandsker til Christian, gik vi i gang.

Jeg forberedte Christian på, at det nok ikke var så nemt at få den gamle rose op af krukken, og jeg havde fundet grensaksen frem og var klar med en spade, fordi Jens havde forklaret, at man kunne skære jorden i stykker for at få den op.

Men Christian tog lige fat i rosen og trak den op af jorden! Der var godt nok ikke meget rod ved, den har simpelthen været ved at dø af ælde! Så den blev lige klippet i 2 stykker og smidt i den grønne spand!

Og så gik vi i gang med at skovle jorden op af krukken. Den var helt forbavsende porøs og lækker, med legasten imellem. Den var fyldt med myrer, det var der ingen af os, der var vilde med. Men jeg sprøjtede dem med insektmiddel, og så blev jorden lagt i 2 plastikposer, som blev snøret til med myrer og larver og det hele, så kan den blive spredt ud i baghaven senere, der er jorden nemlig stiv og meget lidt næringsrig!

Nu er krukken fyldt med 100 liter plantejord! Og de 2 roser er plantet. De er meget kønne – orangerøde, der bliver til lyserøde, og så dufter de helt fantastisk. Det er da dejligt lige ved entrédøren!

Godt arbejde!

Havemand og vandgang

Jeg har haft havemand i dag – det var tiltrængt, for jeg kan ikke selv holde det, som jeg gerne vil have det. Og det er ikke en mønsterhave, men der var for meget ukrudt, og jeg får ondt i ryggen, når jeg selv prøver at holde det nede.

Der var også et par af de store krukker, der skulle flyttes – jeg har selv plantet til og plantet om.

Og der var et par ting, der skulle plantes fra krukker og ud i haven. Det klarede han flot!

Så nu ser det hele meget bedre ud!

Og så var Diki og jeg på besøg på Erritsø Butikstorvs Pinsemarked, hvor der er alverdens boder med pølser, øl, legetøj og gode tilbud af forskellig slags! Et af tilbudene er hvert år en gratis vask hos dyrlægerne. Det har vi ikke prøvet før, men det gik sørme fint! Diki stod på en overdækket pallestak, jeg fik plastikforklæde på, og sygeplejersken vaskede ham med varmt vand og sæbe, meget grundigt. Han opførte sig helt eksemplarisk, og han blev så lækker! Man skulle bare selv have håndklæde med, og det havde jeg. Og så var det jo dejligt vejr. De havde 4 vaskeplatforme i gang, i forskellige højde, og det var både små og store hunde, der fik en omgang.
Og så fik de også lige hilst på hinanden, det er Diki også god til!

Han blev også mærket igennem af en hundemassør, som mener, at han spænder lidt i ryggen og skuldrene, så måske skal vi benytte os af dagens tilbud og bestille tid til en gang massage! Hun spurgte, om han trækker – det gør han bestemt ikke, jeg har sjældent oplevet en hund, der går så pænt og afslappet, men derfor kan han vel godt have nogle spændinger.

Nå ja, så fik vi også en pose smagsprøver på hundefoder med hjem, dem kan vi bruge som godbidder!

17. maj 2008

I dag, for 10 år siden, den 17. maj 2008 startede Søren og jeg en vidunderlig rejse, som han havde givet mig i julegave – en rejse, vi havde snakket om mange gange, men som jeg ikke troede, at vi nogensinde ville opleve!

Vi fløj fra Kastrup til Stavanger, hvor der ventede en dobbeltdækker bus, som kørte os til Bergen, fordi der var strejke i Bergen lufthavn!

Det var 17. maj, Norges nationaldag, og alle vegne så vi nordmænd, familier med børn, i norske nationaldragter. Og der vajede norske flag overalt på vores tur gennem mange tunneller og smukke landskaber.

I Bergen gik vi ombord i “Polarlys”, der lå og ventede på os (rejseselskabet fra Norsk Rejsebureau). Vi fik en lille udvendig kahyt og pakkede ud, her skulle vi bo de næste 12 dage – eller rettere sove de næste 12 nætter, for vi opholdt os oppe på et af dækkene alle dagtimer.

Alle måltider spiste vi i spisesalonen, det var buffet til morgen og frokost og 3 retter til aften.

Især Panoramasalonen på 7. dæk var vi begejstrede for, der havde vi den allerbedste udsigt, mens vi sejlede ud og ind af de smukke norske fjorde:

…og lagde til i alle byer, større som mindre. Nogle gange bare 1 kvarter, andre gange flere timer. Vi sejlede helt op til Kirkenes, vendte og sejlede samme tur tilbage. Indimellem var der udflugter, vi kunne deltage i, men vi kunne også gå i land og selv spadsere rundt.

Vi havde valgt tidspunktet efter, at der var Midnatssol på turen – det kendte vi fra Nordgrønland, og det var utroligt smukt også her i Norge.

 

Det var en meget vellykket tur, og vi nød det meget! Vi lærte også hyggelige mennesker at kende, og jeg havde selvfølgelig håndarbejde med, både strikketøj og patchwork. Og så oplevede jeg, som både før og siden, at det giver nysgerrige kontakter!

Jeg syede meget af 40-års-fødselsdagsgaven til svigerdatteren på den tur! Nu blir hun snart 50!

Vi var meget heldige med udflugten til Nordkap, hvor det næsten altid regner, men det var flot solskin med sne! Og Søren var i sin elskede sweater fra sine helt unge dage!

En anden meget interessant udflugt gik til Kirkenes, hvor vi fik den frygtelige historie om de stakkels mennesker, der gemte sig i minegangene, da tyskerne brændte deres by af. Søren var hele sit liv meget historie interesseret og læste meget, også om 2. verdenskrig.

Søren havde som altid gode bøger med, men var også glad for de bekendtskaber, vi gjorde.

Jeg tænkte ikke meget over, at han hvilede sig en del gange om dagen – han havde faktisk været ret træt hele foråret, efter en influenza.

Men da vi kom hjem, gik han til lægen, fordi han havde haft lidt ondt over lænden i nogle dage.

Det var godt, vi fik den dejlige oplevelse, som turen var! For det viste sig, at han var syg – uhelbredeligt syg! Og derfra startede det 1½ år lange forløb, som fra starten var dømt håbløst.

Men 17. maj var starten på en fælles, stor oplevelse, og jeg er meget glad for, at vi fik den. Nu er det 10 år siden, turen startede, og heldigvis vidste vi ikke, at han var syg, før efter, vi kom hjem.

Hvor heldig kan man være!

Jeg har vundet ugens blomster præmie hos Sommerblomster.dk som holder til i Fredericia i et par måneder.

Hver uge udskriver de en konkurrence på Facebook, og i går aftes fik jeg en mail, at jeg var udtrukket som ugens vinder!

Faktisk havde jeg planlagt at skulle derud i dag, fordi jeg gerne ville have nyt til min “altankasse” på udhusvæggen, og ville kigge efter nogle bestemte planter til krukker, som jeg havde købt samme sted sidste år: Dipladenia, som bliver så flotte.

Så nu var der en ekstra “gulerod” til at besøge butikken.

En rose, en krukke til rosen, jord til rosen, en ampel med blomster (jeg valgte selv Petunia), og 6 krydderurter!

Tusind tak! Jeg fik også suppleret med de blomster, jeg havde planlagt at købe, så nu skal der arbejdes i eftermiddag – heldigvis har skulderen det nogenlunde godt igen.