Jeg er mere end tilfreds – jeg er meget, meget glad og stolt!

7 uger tog det at “opdrage” Aramis fra at være en flot udstillingshund til at være en flink, rolig og lydig dansk hund hos en gammel kone!

Han har jo været en meget fin svensk udstillings- og avlshund: der ikke “promenerede”, men var flere gange nordisk champion, med en kæmpestor, flot pels, og en flot dansende gang i ringen med fuld opmærksomhed på opdrætteren!

Men i starten her var han nervøs og forvirret på gaden i fremmede omgivelser og en trafikeret gade – i stedet for en natursti ved siden af en cykel (så der skulle fart på). Og så med en fremmed, gammel dame uden ret mange kræfter i den anden ende af snoren! Og et fremmed sprog ikke at forglemme!

Det har været rigtig hårdt for os begge 2! Men fordi han har et dejligt sind, er meget kærlig, opmærksom og lærevillig, har jeg kunne guide ham til at gå afslappet i snoren i stedet for at hale af sted med mig! Der var et par uger, hvor jeg tvivlede på, at det ville lykkes for mig – HURRA!!! Nu ved han, hvad det drejer sig om! Og han ved også, at jeg er glad! Vanen med at kigge op på den, der holder den anden ende af snoren, har han fundet igen og praktiserer på mig! Så flot, Aramis! Og han får også megen ros og en hel del godbidder (han elsker tørret laks 😉 ) !

Han har hele tiden været tryg ved mig, det har jeg ikke været i tvivl om. Men usikker på at gå ud i min lille have alene – det har selvfølgelig været overvældende med alt det nye. Så når jeg vil have ham til at gå ud og tisse, før vi går i seng, så vender han om lige udenfor døren – men hvis jeg bliver ved døren, så går han hen i hjørnet, hvor han forretter, hvad han skal – og så kommer han susende!

Morgen og eftermiddag går jeg luftetur med ham, hvor han får gjort alt det, han skal, men de første par uger skulle det gå utroligt hurtigt, så jeg kunne næsten ikke holde ham! Nu går han roligt, og vil kan gå langt, før han finder den plet græs, han vil besørge på.

Jeg tror nok, at nogle af mine naboer har været i tvivl, om jeg kunne få styr på ham – jeg lå jo næsten vandret bagefter ham! Men jeg er stædig! Og fordi han er så kærlig og opmærksom, har jeg troet på det.

Hans opdrætter i Sverige, som gerne vil følge med i hans liv, har tilbudt, at hvis det ikke går, så kommer de gerne og henter ham! (600 km!) – men jeg har forsikret hende om, at det bliver ikke aktuelt.

Min datter og andre har fortalt mig, at jeg er meget heldig! Ja, det er jeg! Nu mangler der kun 2 ting: 1. på onsdag bliver han klippet af en professionel hundefrisør! Det glæder jeg mig til, for jeg kan ikke holde hans lange, tætte pels filtefri! Jeg forsøger, og det er hårdt for både Aramis og mig, selv om han også på det punkt er utroligt tålmodig! Men filterne kommer igen fra dag til dag.
Og 2: han skal lære at møde andre han-hunde uden at gå bersærk!

Det bliver spændende at se, hvordan han kommer til at se ud, og hvordan det kommer til at gå!

Blodprøverne var OK, da jeg fik dem taget i går, ingen infektion, det er vigtigt, men for lav blodprocent, så nu får jeg jern- og B-12-piller. Og så spiser jeg svedsker, og A-38 m/hørfrø!

I morges troede jeg, at jeg var helt frisk, men det er jeg ikke, der er stadig smerter i ryggen – og træthed.

Men jeg vil ikke bare flyde hen i selvmedlidenhed, så nu fik Aramis lige en tur på havebordet (han “spadserer” selv op, sikke en fysik han har) med børster, kam og “filteknuser” – der skal noget til med den store pels. Han nyder det og er utroligt rolig. Det var altid en kamp med Diki, men Aramis har jo været udstillingshund (med flotte resultater), så han er opdraget til det, og det kan man godt mærke!

Og efterfølgende fik jeg taget nogle gode billeder af ham i forårshaven med de gule tulipaner, så dem skal jeg redigere, når vi har gået tur.

Ud af det Blå blev jeg igen ramt af den mærkelige sygdom, som aldrig er blevet diagnosticeret, selv om jeg har haft den en del gange de seneste år!

Pludselig i går morges kl 5, vågnede jeg med stærke smerter i ryggen – jeg troede, jeg havde ligget forkert – men så kunne jeg genkende smerterne, der som andre gange breder sig ud fra mellemgulvet, under ribbenene og om i ryggen – og det gør simpelthen så ondt, at jeg ikke synes, jeg kan være nogen steder. Jeg håbede, at det hurtigt ville gå over – men NEJ! det blev bare værre. Så jeg overgav mig og ringede og fik en tid hos lægen.

Heller ikke denne gang fandt min sygeplejerske og læge ud af, hvor de mystiske smerter kommer fra. Denne gang var der hverken feber el forhøjet infektionstal, som andre gange, hvor jeg er blevet sendt på sygehuset i 1 – 7 dage.

Men heldigvis fik jeg stærke, morfin-lignende kapsler ordineret. Og ordre om at komme igen i dag for blodprøver.

Der gættes på mavesår el en sivende galdeblære, det passer på symptomerne, som sure opstød og halsbrand, som jeg har lidt af i mange år og får piller for, men denne gang hjælper de ikke!

Pillerne hjalp foreløbig, men jeg var helt ved siden af mig selv og småsov resten af dagen og aftenen. Heldigvis har jeg nogle omsorgsfulde børn, og datteren kom i går eftermiddags og gik tur med Aramis (det kunne jeg ikke selv), og hun havde også købt lidt ind til mig – men jeg havde sådan en kvalme, at det kun blev små bidder, jeg kunne få ned!

Hun var helt rørt over, at Aramis også viste mig omsorg! Han lagde sig halvejs hen over mig i sofaen – han er virkelig sød og kærlig!

I dag kørte ældstesønnen mig ind til lægen for at få taget blodprøver – jeg må ikke selv køre bil pga de stærke piller. Og han blev her også et par timer, da vi kom tilbage.

Men jeg har det meget bedre i dag, er mere klar i hovedet, og de stærke smerter er væk, formentlig ved pillernes hjælp.

Nu er jeg spændt på, om blodprøverne viser, hvad der er galt

I det skønneste lune forårsvejr fandt “familiesammenføringen” sted på Volden og gågaderne i går!

Det gik meget godt, de gøede lidt af hinanden, men det var hurtigt overstået for Kaya’s vedkommende, Aramis er ikke aggressiv, og BeBe, som ikke var begejstret, fik besked på at holde sig i skindet!

Det er så dejligt at se og mærke, hvordan Aramis bliver mere tryg og føler sig hjemme hos mig! Der er ikke noget at sige til, at han var lidt urolig og usikker ved alle de ukendte ting: trafikken, fremmede hunde og sin nye bedste ven = mig, men det er allerede blevet rigtig godt!

F.eks. kan han godt finde på at tage min stol med godt overblik over stuen!

Og han har også opdaget, at han har god udsigt over den lille plads i midten af vores gruppe af huse, og kan holde øje med, hvem der kommer og går! Lige nu gør han krafigt, når noget bevæger sig – han er jo vagthund af natur – men han tier, når han får besked på det (som regel!)

Og i eftermiddag hilste vi på 3 små hanhunde uden at han kom i alarmberedskab, men kunne stå roligt og snakke uden direkte fysisk kontakt – og den ene af dem kender jeg endda for stor angst efter et voldeligt overfald af en større hund – men den kunne godt acceptere Aramis uden at skulle løftes op i sikkerhed! Det er stort! Deres ejere var vældig interesserede i at høre, hvad han er for en!

Der er ingen af de 5 hunde, jeg har haft, der så TV – men jeg har godt set, at der er nogle der gør det – og blandt dem er åbenbart min Aramis!

Jeg har lagt mærke til, at der er en bestemt TV-reklame med nogle tegneserie-animationer og en bestemt lille melodi, som han reagerer på. Og i går aftes blev han pludselig meget interesseret, da “Bonderøven” kørte på skærmen! Og der er jo både køer, heste og en hund at kigge på + Bonderøven og hans snak. Så jeg kunne sidde og hygge mig med at se Aramis – det var sjovt!

Især om aftenen er Aramis kælen! Han ligger på gulvet eller i sofaen, sommetider med et tyggeben, og så virker det, som om han pludselig kommer i tanker om noget – savner han sin familie? – og så kommer han hen og skal have et kram! Helt bogstaveligt! Han lægger forbenene op i mit skød – hopper ikke op – og så lægger jeg armene om ham og krammer, mens han putter sig ind til mig!

Så hopper han ned og lægger sig igen.

Det går rigtig godt, og vi har fundet en god rytme! Jeg børster ham lidt hver morgen (som jeg gjorde med Diki), sætter el-kedlen i gang (og så vender jeg mig om for at tage Diki’s piller – nåh nej!!!), og går ud og tager sko og frakke på, Aramis er helt med på, at nu skal vi ud og gå tur, han render lidt rundt om mig, men sætter sig pænt og får snor på – tydeligt ivrig! Igen: han sidder pænt udenfor døren, mens jeg låser, og så går han i strakt snor i græsrabatten, tisser et par gange, leder lidt uroligt, sætter sig så med pelsen bredt ud som et skørt, så man ikke kan se en snus af, hvad der foregår, rejser sig – og ja, der ligger en stor, stor lort! Det ligner, hvordan en tæve gør i samme situation, men det er nok pga pelsen. Når han tisser, er man ikke i tvivl om, hvad der foregår, for det er med højt hævet bagben! Det hele sker, inden vi er kommet ud på gaden, altså inden for vores andelsboligs område – meget praktisk, for så kan jeg komme af med posen med det samme, uden at skulle bære den med mig på turen!

Vi går samme rute hver morgen, møder sommetider vores sædvanlige hundevenner, som han allerede genkender. Men også af og til nye, som han er usikker på, men hurtigt accepterer at hilse på.
Men han er ikke ret god til at gå ordentligt i snor – det er den eneste ting, jeg ikke er glad for. For han er stærk og hurtig, så jeg skal holde godt fast og hele tiden minde ham om, at han ikke skal trække!

I dag gik det op for mig, at han er usikker og ikke helt tryg – det er for nyt, og der sker for meget! Der har været så stille i påskedagene, men i dag var der den (for mig) sædvanlige morgentrafik med cykler, børn og biler, og det gjorde ham urolig! Endnu værre var det i eftermiddag, hvor vi gik ned til butikstorvet, for at aflevere hans data hos dyrlægen, det blæste lidt og pludselig sprang han ½ meter til siden – der stod et skilt og vippede i vinden – det kunne han ikke li’ – og det var der, det gik op for mig, at der er meget nyt at vænne sig til! Herhjemme er der jo roligt og trygt, så der går det hele så fint, men ude skal han have støtte! Og der er nok en sammenhæng mellem hans usikkerhed og de “mærkelige”, ukendte omgivelser!

Datteren var selvfølgelig meget spændt på at møde Aramis, og da han er så rolig, inviterede jeg hende allerede langfredag til at møde ham.

Det var en stor succes! Han tog pænt imod hende, og der gik ikke mange minutter, før han lå i sofaen hos hende – men med tydelig markering af, hvor han hørte til! idet han hoppede ned og kom over til mig et par gange – det er rigtig fint.

Hun både kælede med ham og legede med ham på gulvet (det er ikke så nemt for mig at komme ned og op fra gulvet!) – og hun bemærkede, hvor lærenem han er! Det hjælper mig, så kan jeg fortsætte træningen.

Hun er helt vild med hans flotte pels, og det er tydeligt for os begge, at han er helt tryg ved at lade os børste og håndtere pelsen, det er så fint!

Det var en laang køretur i går, Skærtorsdag 6. april, til Blidsberg mellem Gøteborg og Jønkøbing i Sverige, ca 580 km hver vej! Men i ældstesønnens komfortable VW multivan og med ham selv ved rattet gik det over al forventning! Vi kørte hjemmefra kl 7, var fremme ved 13-tiden og var hjemme igen kl 21.30!

Han er det hele værd! Hvor har jeg været heldig! Jeg har flere rare mennesker at takke, bl.a. opdrættere i Dansk Tibetansk Terrier gruppe, som var opmærksomme på mit tab af Diki og et ønske om omplacering til nyt hjem af Aramis, som har været avlshund, men ikke kan avle mere, så ejeren ønskede et godt hjem for ham – og det håber (og tror) jeg meget, at jeg kan give ham! Der er mange hunde i kennelen, som alle bor i huset, og han kan ikke så godt med sin far, og så er det bedre, at han får et nyt hjem, hvor han er ene-hund!

Han er en dejlig hund, som gav mig en fin velkomst:

Alle de andre hunde gav deres larmende besyv med bag lukkede døre, vi fik lov at hilse på 3, deraf 1 datter af Aramis, der er lidt forsigtig, men utroligt sød og smuk!

Det er flotte Aramis i hvert fald også:

Og værtsfolkene gav os også en meget venlig modtagelse – foruden udfyldelse af diverse papirer og en hyggelig snak om hunde mm, blev vi også budt på “Smørgås-torte” en dejlig svensk ret, som vi kender fra besøg hos familie i Värmland for mange år siden, og som jeg selv har lavet ved festlige lejligheder (for efterhånden længe siden) – det var en dejlig overraskelse!

Aramis er klart vant til at køre i bil, for han tog det helt afslappet! Vi havde medbragt et transportbur, som blev spændt fast, og der lå han uden en lyd de første 3 timer. Efter et lille stop på en tankstation, så alle kunne komme ud og tisse (der var heldigvis nogle interessante træstubbe langs pladsen græsrabat, som skulle tisses op ad allesammen), fik han sikkerhedsbælte på og sad ved siden af mig på bagsædet eller gulvet resten af vejen – og stadigvæk uden en lyd! Det er dygtigt, når man tænker på, at vi kun havde kendt hinanden i få timer!

Herhjemme i god behold fik han travlt med at udforske hele huset og baghaven, mens jeg pakkede ud, så gik vi en lille tur (det var tiltrængt) i nabolaget, og så fik han mad. Han har fået en stor spand af sit sædvanlige foder med + en pose godbidder + andre ting, så der er noget bekendt.

Så var der ro på, jeg fik lige en kop te, og så gik vi i seng, dvs han fik et medbragt tæppe at ligge på i mit lille sovekammer – den kurv, jeg har fra Diki, er for lille, men han sover efter sigende også oftest på gulvet.

Hele natten var der ro! Og da jeg var oppe ved 6-tiden, men gik i seng igen, lagde han sig stille og roligt inde i stuen – men holdt øje med mig!

Mit mangeårige program med morgentur før morgenmad holder jeg fast i, og det var han også med på! Men han skal lære noget om at gå pænt i snor! Der er ikke noget at sige til, når man ikke kender omgivelserne og vejen, man går, at det er lidt forvirret og man kommer til at trække lidt til den ene side og så den anden, men det skal nok komme!

Aramis er en utroligt rar og kærlig hund! Jeg er meget, meget glad for, at have fået ham i huset. Han er noget større end Diki, men jeg har jo haft endnu større hunde, så det er OK. Han er flot, smuk og dejlig – se bare billederne – og sikke en skøn pels! Den kan jeg ikke magte på længere sigt, men jeg har fået fuld forståelse for, at han bliver klippet, og der er bestilt tid om en måned hos den dygtige hundefrisør, der klippede Diki!

Så nu skal vi “bare” tilpasse os hinanden – og det går foreløbig meget godt! At det kan lade sig gøre, og at jeg har mod på det, er kun fordi datteren min, som selv har 2 af samme slags, har lovet at tage ham til sig, hvis der sker mig noget, der betyder, at jeg ikke selv kan sørge for ham. Der vil jo nok være nogen, der mener, at det er vildt at få ny hund i en alder af 83 år – men jeg “tør” godt med den opbakning!