Victor er kommet på efterårsferie – han ringede selv og spurgte, om han måtte – så dejligt!
Og udover, at jeg har ryddet op i arbejdsværelset, så der er plads til ham 😉 så udnytter jeg også skamløst, at han nu er så stor og stærk, at han kan hjælpe mig f.eks. med at hente sit eget sengetøjet, pakket i poser, ned fra toppen af et skab! Så reder vi sengen i fællesskab.
Og allerførst “løvsugede” han alle de blade, der lige pludselig fyldte mit indgangsparti efter den voldsomme blæst i eftermiddags! Og han vil meget gerne hjælpe mig og er stolt af, at han kan!
Jeg får ikke altid taget billeder af mit strik, lige når det er færdigt, men i forbindelse med Webstrikkernes festival i Svendborg for nylig, tog jeg en masse billeder af andres strik, så nu fik jeg også fotograferet de trøjer/bluser, jeg har strikket til mig selv det sidste års tid:
Jeg fryser fingrene! Jeg er sikker på, at “Penny Gloves” / pulsvarmere fra Petite Knit bliver uundværlige! De er så lette og lækre! Jeg har i årevis brugt pulsvarmere i overgangstiden mellem efterår og vinter til ture med Diki – men disse er lidt længere og sidder utroligt godt, de kan også bruges ved tastaturet, når vi nu holder temperaturen nede!
Og så tænker jeg, at det er en god gave-idé! Strikket i økologisk merino fra MARKNO.
Jeg er heldig, at jeg er over 80 år – så fik jeg nemlig et stik i hver skulder = mod Covid-19 og mod influenza – i onsdags hos mit eget lægehus! Jeg hører jo nu både blandt bekendte og i nyhederne, at nogle må vente op til ½ år! Det er da utroligt! Som det bliver sagt, så er det galt med fordelingen af vaccinerne, så lægekonsultationer og apoteker i vores lokalsamfund ikke får nok, mens de store vaccinationscentre får masser! Og der skulle så være mange, der ikke selv kan transportere sig derhen. Det kunne de godt, da vi fik de første vaccinationer, så hvad er forskellen? Men det er da dejligt nemt, når man ikke skal køre langt efter det.
Stikkene er jo ikke noget at snakke om – men jeg slap ikke helt for efterfølgende ubehag, som jeg gjorde de tidligere gange. Jeg syntes ellers, det gik rigtig fint – men sidst på eftermiddagen “fik jeg en hammer i hovedet” og var meget træt og utilpas. Det gentog sig faktisk næste dag, men så var det ovre.
Nu er jeg frisk igen – og glad for, at jeg hører til de heldige!
Danhostel Svendborg lagde igen hus til Webstrikkernes Festival i denne weekend – det er et dejligt sted at være, med plads til os allesammen, vi var 62 denne gang, værelser nok til at de, der ønsker det, kan få enkeltværelser, eller værelse sammen, som de vælger.
Virkelig god mad til alle måltider, kaffe/te og frugt ad libitum, og store lokaler, så vi kan fordele os i sofaerne eller omkring borde.
Nu glæder vi os til 2023, hvor vi skal til Esbjerg!
Hold da lige op! for en god oplevelse, jeg havde i dag! Diki skulle klippes i Nr. Åby, og så var det fristende at køre til Bøgelund i de 3 timer, det varer, for jeg havde jo set, at Bøgelund fejrer 25 års jubilæum i dag + fredag og lørdag – og jeg ved, at der er gode tilbud. Så kunne jeg få købt bagsider til 2 sengetæpper, jeg skal til at lave, uden at det blir alt for dyrt!
Det fik jeg også – og lige lidt mere! Det kan slet ikke betale sig at lade være!
ALT – altså alt i butikken sælges med 25% rabat, også fra de ruller, der altid står i kursuslokalet til 50 kr/meter, og nu var der samme sted hundredevis af 1-meter stykker til 50 kr minus 25%!
Jeg dyede mig! Jeg købte til de 2 bagsider + nogle meterstykker, som jeg bare slet ikke kunne stå for! Men jeg kom jo næsten ikke af med nogen penge!
Der var selvfølgelig mange andre kunder i butikken, og jeg så bl.a. mange, der købte af det dyre mellemfor (med 25% – det batter!). Og mange købte også af de ikke-nedsatte stoffer – selvfølgelig! Men det, der imponerer mest er jo, at der også gives 25% på alle de mange stoffer, der er nedsat til 50 kr!
Her er et par glimt:
Og i “laden” bagved er der kaffe og romkugler og en smuk udstilling af Bentes egne tæpper – meget inspirerende! Se et udvalg her:
Fredag 23. og lørdag 24. september fortsætter løjerne!
Der er åbenbart flere ukrainske børn i byen, som vi ikke har fundet frem til – men nu “fandt” jeg charmetrolden Anastasia på 3½ år og lavede et sødt tæppe med frøer og mange rester, der matcher, færdigt til hende.
Det er lidt pudsigt! Jeg, som altid har strikket mest i blåt og en hel del i pink/rødt – jeg har lige p.t. 3 projekter i grønt/turkis!
Den til venstre er mere grøn end billedet (svært at ramme i fotoprogrammet), det er Hanne Falkenbergs “Look”, som nu endelig er færdigstrikket efter 3 optrevlinger af bærestykke/hals og kun mangler at få hæftet ender + en vask. Garn: Sofistica = bomuld/hør.
Den til højre er “Novice” fra Petite Knit, strikket i Uldféens blouclé garn – der var også en optrevling undervejs, da jeg hurtigt fandt ud af, at den ville blive alt for stor – men nu passer den og er helt færdig og meget lækker!
Den bagerste er også en Petite Knit model: “Sunday Tee” strikket i garn fra Uldféen, nemlig 2 tynde tråde (løbelængde 800m/100gr), den ene tråd Pimabomuld, den anden tråd Cashmere/silke. Den mangler lidt i længden + ærmerne, super, super lækker blød! Den er også lidt mere grøn end billedet.
“Look” bliver nok først taget i brug til næste forår, det er en sommerbluse. Men de 2 andre bliver dejligt lune i efteråret!
Nu er Christians sengetæppe på plads i hans lejlighed. Det ser ud til, at det passer fint, og nu er der så planer om nogle puder, så sengen kan bruges som sofa – det er der råd for, og der er ikke så længe til jul!
Så lykkedes det igen at få alle 5 samlet på ét billede!
Et skønt billede, der blev taget til min fødselsdag, hvor hele familien var hjemme i Brædstrup, kort tid før jeg flyttede. Det var ikke uden besvær at få det taget, for Victor, dengang 1½ år gammel, ville ikke! De 4 “store” var utroligt tålmodige og lå der i græsset, indtil det endelig lykkedes at få den lille sprælleunge med! Jeg har altid elsket det billede!
Året efter, da jeg fyldte 75 og fejrede det med en middag på daværende “Oven Vande” i Fredericia for nærmeste familie og venner, stillede de op igen!
Det er ikke så tit, de er samlet alle 5, men i går lykkedes det lige akkurat! Ebbe var ankommet med fly samme formiddag, direkte fra Malysia, på orlov fra sin uddannelse til maskinmester, hvor han har sejlet med Mærsk i Østen i flere måneder, så han havde stadig jetlag, men var lykkelig over, trods flere forsinkelser, at nå Ullas fødselsdags-havefest! Han havde ikke engang set sin mor og far endnu, men han trængte til at feste! De må nemlig overhovedet ikke drikke det mindste, hverken på skibet eller under landgang, så han skal feste igennem i de uger, han er hjemme inden næste sejlads, som foregår under mindre hede himmelstrøg.
Det var en dejlig dag, hvor yngstesønnen og hans kusine havde overtalt svigerdatteren til at stille op til havefest for familie og venner.
Tak for en god fest! Og tak til børnebørnene for at lege med endnu engang!